Som byrådsmedlemmer brænder vi for at skabe bedre liv for mennesker med fysiske og psykiske udfordringer. Vi gik ind i politik for at kæmpe for de mennesker, som har det allersværest. Men vi er nået dertil, hvor vi får sværere og sværere ved at se os selv i øjnene og stå på mål for de beslutninger, som må træffes. Når vi igen og igen må kigge handikapområdet igennem for mulige eller rettere umulige besparelser.
Vi sparer på almenområdet, på dagtilbud og skoler, fordi budgettet ikke hænger sammen; sparer på vores børn, som vi i virkeligheden burde investere i, så vi kan få brudt den triste udvikling med stigende mistrivsel. De forebyggende indsatser bliver sparet væk for at sikre penge til dem, der har det allerværst. Det vel vidende, at flere børn og unge dermed vil få det værre. Vi skal konstant lukke hullet på det specialiserede socialområde, fordi regeringen ikke sikrer en tilstrækkelig økonomi.
