Herbert Pundik til liberale demokratier: I bør blande jer i Israels valgkamp

Det er imod korrekt international sædvane for regeringer at blande sig i andre landes politiske opgør, men der kan opstå situationer, hvor det kan være en pligt at blande sig.

Baggrunden er de kommende israelske valg, der formodentlig vil finde sted i første halvdel af det nye år.

Valgkampen er så småt i gang. De radikale, nationalistiske partier i Benjamin Netanyahus samlingsregering overbyder hinanden med lovforslag rettet mod det arabiske mindretal, der tæller over en femtedel af befolkningen, og mod regeringens kritikere, der stemples som upålidelige i national henseende, arabervenlige og samfundsskadelige.

Et par af de mest rabiate partier forbereder lovforslag, der skal legalisere annektering af en stor del af det palæstinensiske område, som Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967.

I 1947 besluttede FN at dele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Ca. halv-halv.

I 1948 angreb arabiske hære den nye jødiske stat for at forhindre en deling. Israel forsvarede sin halvdel og erobrede en del af det område, tiltænkt en palæstinensisk stat. Tilbage var 22 pct., der blev besat af Jordan og Egypten.

Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede israelerne de sidste 22 pct.

De er delt i tre distrikter, hvoraf det palæstinensiske selvstyre i Ramallah administrerer ca. 40 pct.

60 pct. er under israelsk kontrol.

Det store flertal af de tre mio. palæstinensere bor i de to distrikter, ’A’ og ’B’, under Mahmoud Abbas. Distrikt ’C’, de 60 pct. er tyndt befolket. Det er dette område, som de radikale, nationalreligiøse partier ønsker at annektere.

I den ophedede politiske atmosfære i dagens Israel trækker annekteringspartierne andre partier til højre, fordi de sidste er bange for at miste vælgere.

Det kan lyde urimeligt, at det store flertal af Israels næsten syv mio. jødiske indbyggere oplever sig selv som ofre for en fjendtlig omverden. De lever i en mental belejringstilstand.

Israel er verdens 8. stærkeste militærmagt, et land i økonomisk trivsel. Set indefra er landets jødiske befolkning plaget af eksistentiel usikkerhed, en historisk betinget sindstilstand, som er velbegrundet. Iran, der kræver ’død over Israel’ og deres allierede truer tre af Israels grænser. Den seneste opflammen af ny-antisemitisme i Europa gør ikke situationen bedre.

Det, der bekymrer israelerne, er deres sikkerhed. Hensynet til palæstinensiske menneske- og politiske rettigheder optræder med små bogstaver på den personlige og offentlige dagsorden.

Risikoen for at en ny regering vil fremme en lovgivning om annektering af over halvdelen af det, der udgør grundlaget for en selvstændig palæstinensisk stat, er stor.

Omverdens muligheder for at forhindre det er begrænset.

Trumps USA og hans 40 mio. evangelister støtter blindt Israel. EU har mistet handlekraften i forhold til Netanyahu, fordi det er lykkedes for ham at etablere en pro-israelsk fløj bestående af såkaldte illiberale demokratier, der i ideologisk henseende ser hen til Netanyahu som et ideal. Den nationalistiske, anti-EU politiker med direkte adgang til Det Hvide Hus, der med held har nægtet at bøje sig for pres udefra, det ’hvide Europas bolværk mod Islam’. At disse ledere ofte har fascistiske, antisemitiske aner, generer ikke Netanyahu. Alt er forladt, fordi de tjener det, han anser for Israels sikkerhedsinteresser.

Hvis Israel annekterer område ’C’, bryder selvstyret i Ramallah sammen. Det vil tvinge Israel til at besætte de resterende 40 pct., hvorved tanken om en tostatsløsning er død og begravet.

Her kan de liberale, demokratiske lande muligvis gribe ind. De financierer det palæstinensiske selvstyre med et årlig multimilliard beløb.

De kan gøre det klart for den israelske vælger, at hvis det kommende valg fører til en regering, der vil annektere område ’C’ ved lovgivning, vil al økonomisk hjælp til palæstinenserne ophøre.

Annektering vil blive finansieret af den israelske skatteyder. Det vil måske bringe en kritisk masse af israelske vælgere på bedre tanker.