»Vigga T, tager du ikke lige Vigga K og Vigga V under armen og siger undskyld til Vigga P?«.
Navne er noget pudsigt noget. På den ene side ret personlige og på den anden side en metervare, som ofte ender med at være alt andet end originalt, fordi en stribe andre forældre sjovt nok har fået den samme geniale idé, hvilket de alle ofte først finder ud af, når de små unikaer starter i institution.
Med andre ord – selv når vi tror, vi går en ny vej langt uden om de navne, der topper popularitetslisterne lige nu, er vi alle præget af vores tid, historien, populærkulturen og omgivelser generelt og ender derfor ofte med at gå i den samme retning, selv om vi forsøger det modsatte.
Det er blandt andet den slags, navneforskere går rundt og forsøger at blive klogere på, og de har et begreb for den slags navne, der pludselig eksploderer ud af ingenting:
