0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Her er det! Verdens bedste pressefoto 2018: Pludselig begyndte flammehavet at bevæge sig: Det var et menneske ...

»Jeg blev faktisk selv chokeret, da jeg så billedet bagefter«, siger fotografen bag World Press Photo-vinderbilledet.

Det er, som om der er ild i selve billedet.

Som om flammerne, varmen, desperationen brøler ud gennem det – og slår ind i ansigtet på den, der ser på.

Det er en af de ting, der gør det til et særligt foto.

Så særligt, at det netop er blevet kåret til det bedste pressebillede i verden i år, World Press Photo of the Year  –  foran 73.000 indsendte billeder fra det meste af kloden.

Dét – og så at fotografen i virkeligheden har fotograferet noget, der ikke kan fotograferes:

Et helt land i opløsning.

Billedet er taget på gaden i Venezuela. Af en ung mand, en ung indbygger. En, som normalt ville være på arbejde, eller som kunne sidde til forelæsning på det lokale universitet. Men som her flagrer ned gennem Caracas’ gader som en fakkel. Desperat, råbende, fordi alt omkring ham er ild og smerte. Hvilket skyldes, at han har været i et voldsomt sammenstød med sit eget lands politi og desuden blot er en af mange demonstranter, der er blevet såret eller dræbt inden for et par måneder.

Manden bag kameraet, den 46-årige fotograf Ronaldo Schemidt, er selv født i Venezuela, men forlod landet for to årtier siden og arbejder i dag med base i Mexico City.

Cristian Hernandez
Foto: Cristian Hernandez

Foto: Cristian Henandez

Da han tog det prisvindende billede i Caracas en onsdag i april 2017, havde han i flere uger fulgt massedemonstrationerne mod præsident Nicolás Maduro og set, hvordan protesterne  i flere tilfælde havde udviklet sig til regulære kampe mellem politistyrker og borgere. Ikke mindst efter at præsidenten havde fremsat sit ønske om at ændre landets konstitution på en måde, som ifølge kritikerne ville lede landet i retning af et diktatur.

Sammen med en gruppe andre unge havde den gasmaskeklædte demonstrant på billedet været i nærkamp med en deling motorcykelbetjente. Tilbage på asfalten lå en af motorcyklerne, hvis benzintank blev antændt af en molotovcocktail og eksploderede. Ronaldo Schemidt stod med ryggen til og mærkede trykket fra eksplosionen. Han vendte sig rundt og begyndte at fotografere ind i flammehavet – som til hans overraskelse pludselig begyndte at bevæge sig hen mod ham. Først efter et par sekunder gik det op for fotografen, at det var et menneske, der var ild i.

Da jeg så dette billede bagefter, blev jeg faktisk selv chokeret

Alt var kaos, demonstranten kastede sig ned på jorden, nogle smed vand på ham og forsøgte at slukke ilden i hans tøj med deres hænder. Det lykkedes, og kort tid efter blev han kørt til hospitalet, hvor han blev behandlet og overlevede, dog med svære forbrændinger særligt på sin ene arm og skulder.

»Da jeg så billedet bagefter, blev jeg faktisk selv chokeret – over at se den unge mand, over episoden og over, hvor voldsomt hele denne konflikt havde udviklet sig«, har Ronaldo Schemidt fortalt til Agence France-Presse, som han har taget billedet for.

Skyerne af tåregas og bygerne af sten og molotovcocktails er i dag stilnet noget af, men overordnet har situationen i Venezuela, der for 20 år siden var Sydamerikas rigeste land, ikke ændret sig. Økonomien er stadig i frit fald, priserne er steget 6.000 procent det seneste år, befolkningen er i desperat mangel på mad, medicin og andre fornødenheder, og kriminalitet og korruption hærger. Maduro, den tidligere buschauffør, der tog over efter Hugo Chavez i 2013, går efter at blive genvalgt ved det kommende præsidentvalg 22. maj og har store chancer for at vinde.

Nye uroligheder ligger med andre ord og ulmer. Og er med til at give den lille detalje i vinderbilledet – graffitien på muren bag demonstranten med revolveren og bogstaverne for enden af mundingen, der danner ordet ’paz’, fred  – ekstra betydning.

Det var et billede, som vi spontant reagerede på, første gang vi så det. Med lyd, faktisk. Sådan: Woouwww

Politikens fotochef Thomas Borberg var med i den internationale jury, der traf beslutningen om at udpege billedet fra Caracas til World Press Photo of the Year.

»Det var et billede, som vi spontant reagerede på, første gang vi så det. Med lyd, faktisk. Sådan: Woouwww. Og efterfølgende reagerede vi hver gang, det dukkede op igen. Et World Press Photo-vinderbillede skal man kunne mærke. Det skal indeholde noget stærkt æstetisk, dramatisk, formmæssigt eller kompositorisk. Her var der det hele«.

»Og selvfølgelig handler det om Venezuela – det er endda et billede af en konkret mand, en 28-årig demonstrant. Men fordi han er dækket af en gasmaske og dermed forbliver ansigtsløs, vokser fotografiet og kan pludselig fungere som et billede af oprør og opgør generelt. Det er jo et klassisk pressefotografi – en nyhedshistorie fortalt på en hardcore måde. Men graffitien i baggrunden skaber en vigtig, ekstra dimension. En indbygget spænding. Det er et billede, der siger noget om en voldsom konflikt i et samfund – men også at ønsket om fred altid er til stede«.

Ronaldo Schemidts foto vandt i et opløb med i alt 6 billeder, som juryen i World Press Photo allerede i midten af februar plukkede ud fra mængden og nominerede til den prestigefulde pris. De 6 fotos – fra så forskellige steder som Bangladesh, Nigeria, London, Mosul og Caracas – kan ses her.

World Press Photo kårer også vinderbilleder i en række underkategorier som sport, natur, nyhedsfotografi, mennesker og miljø. Alle disse – heriblandt den fotoserie om unge tyrefægtere, som den danske fotograf Nikolai Linares har vundet en 3. pris for – kan ses her.

De prisvindende billeder skal nu vises frem i hele verden. World Press Photo-udstillingen, der hvert år rejser til mere end 100 byer i 45 lande og sammenlagt ses af over 4 millioner mennesker, rammer Danmark i slutningen af september.

Læs mere:

Læs mere