Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse.
Jeg har mand, hus, børn. På facaden det perfekte liv og parforhold. Mine veninder misunder det. Min mand er tilfreds. Og livet er stabilt. Pænt pakket ind.
Selv er jeg endelig ved at finde ud af mit liv og mig selv og det turbulente forhold til min barndom og svære relation til min tidligere psykisk voldelige stedfar og min dengang meget emotionelt fraværende mor. Det har sat røre i en masse spørgsmål om, hvad det egentlig er, jeg vil med mit liv. Og det har givet svar på mange af mine reaktionsmønstre. Det har sat behov, jeg har haft, i relief. Og det er skidesvært! For mange af de behov har jeg ikke længere. Og mange af dem er koblet op på min nuværende mand. Stærk klippe af en jyde med ben så solidt plantet, at han ikke tager flere skridt fremad. Og jeg er så lige trukket i syvmilestøvlerne, hvis man da kan sige det sådan.
Jeg er blevet enormt i tvivl om mit ægteskab. Jeg vil så mange ting. Kulturelt. Oplevelser. Sex. Jeg føler mig meget låst af, at selv om han er villig til at imødekomme mine ønsker – trods andre interesser – så er det ikke et parforhold, jeg ønsker det i. Vi har talt meget om, at jeg rykker en del i mit terapiforløb. Jeg er blevet en bedre mor og hustru. Men han ved også, at mine følelser for ham er svære at mærke lige nu. Jeg vil ham og vores liv. Samtidig kan jeg ikke mærke mine følelser. Har lyst til så meget andet. Og er pissebange for at være en kæmpe egoist og kun vælge med mig selv i tankerne.
Jeg var 19, da vi mødtes. Han syv år ældre. Vi har nu været sammen i 12 år. Med min mors ord i tankerne: At blive skilt er en falliterklæring på kærligheden.
Kan I hjælpe mig med noget indsigt? Svaret er jeg klar over, at jeg selv skal finde frem.
De bedste hilsner.
Egoisten.
Gæsteredaktør Sara Bovin:
Hej Egoist.
Du befinder dig i livets helt store ubarmhjertige rundkørsel.
Du mærker ikke følelser for din mand, men du mærker kraftigt den del af kvinden, som har brug for at være i fred.
Terapien har ført dig til en opvågning, udover at den har har stabiliseret jeres parforhold og din rolle som hustru og mor.
Du har gennem mange år haft en tryghed i din stærke jyske klippe, og skabt et liv, der har forseglet de belastninger, du har oplevet i barndommen. De er nu blevet ufarlige. Og nu længes du efter friheden.
Hvilken husmor drømmer ikke til tider om at bo alene i en kvistlejlighed i det indre København, drikke naturvin og se solopgangen i Nyhavn sammen med ham den unge arkitektstuderende? Føle livets beruselse, som var det et langt MDMA-trip, der forbinder dig med dig selv igen?
Det er lykkeligt, når man i et kærlighedsforhold både kan være trygge og frie sammen. Men du har mistet troen på, at I kan. Det udmatter dig at svømme rundt i en dyb frustration af stilstand i jeres relation og i dit forhold til dig selv.
Jeg får lige en tanke: Måske har du ikke bearbejdet den afvisning og de psykiske traumer, du fik fra din stedfar og din mor? Og ubevidst har du brug for at genskabe den familieopstilling: med mor, barn og en ikke-biologisk far? Når du på sigt måske finder en ny mand, som så skal være papfar til dine børn, vil du få en mulighed for at heale det traume – og ved at erfare, at det godt kan lykkes: at være et elsket barn i sammenbragt familie.
Men jeg kan ikke blive fri for tanken om, at du egentlig godt ved, hvad du vil. Du må leve med den sorte samvittighed, hvis du bryder jeres ægteskab, og tro på, at din indre stemme fortæller, hvor du skal hen.
Al medfølelse fra din egoistiske medsøster, som selv er gået fra to mænd, som hun havde fået børn med. Og som aldrig har fortrudt de valg.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Egoist
Tak for dit brev. Jeg synes, du skal være meget stolt af dig selv. Du har gjort det, så mange andre mennesker ellers bare snakker om: arbejdet hårdt og længe med dig selv. Det er fandeme et langt og sejt træk, og jeg forstår virkelig godt, at det klør i syvmilestøvlerne. Du vil ud i verden med den her nye styrke.
Når man som dig har været udsat for andre menneskers intense uformåen, så er det nemt at pege alle pilene mod sig selv. Folk har gjort lige hvad de havde lyst til, med grelle konsekvenser, og nu står du så og tør næsten ikke drømme om at drømme. Jeg ved godt, det kan føles egoistisk at gå, men hvem glæder man ved at blive?
Dejligt at din mand har været en tro følgesvend så længe – det kan han sagtens blive ved med, uden at I skal være i præcis det samme parforhold, I altid har været i. Hvis man fortsætter det arbejde, du er i gang med, så kan det godt være, man finder en løsning, hvor jeres forhold bliver mere som et godt venskab. Det er i hvert fald ikke ’enten sammen’ eller ’slet ikke sammen’, blandt andet fordi, I har børn sammen.
Jeg håber, dine børn kan være lige så stolte af dig, som jeg er, og se, at deres mor tog det tunge læs, en opvækst er, og gjorde noget med det. Din kærlighed til dem vil ikke skrumpe af, at du giver plads til selvkærligheden. Som du skriver, er valget 100 pct. op til dig, og vi er ikke kliniske psykologer her, kun samtalestartere.
Jeg under dig den glæde (og ulykke) det er at møde nye mennesker, have sex og nyde ting, der før var gemt væk i mørke kroge. Du ved allerede, at livet ikke er en dans på roser, og intet valg, du tager, kan ændre på det faktum. Men jeg synes ikke, at du skal visne midt i din opblomstring.
Held og lykke.
fortsæt med at læse
