Hvordan får man en fremragende dag i Nordvest? Følg denne plan.
Start din Nordvest-rundtur på Fovl, der noget så gedigent som en usnobbet lille café, hvor man ud over det faste caféudvalg som kaffe og croissanter kan få sig et glas mælk og et stykke ristet rugbrød med tun fra dåsen til en billig penge.
»Fovl er et virkelig rart home away from home«, skrev vores anmelder, da vi var forbi, og der er noget umiskendeligt humanistisk over atmosfæren og det lune personale, der sørger for at holde vinylpladerne snurrende, mens de slår en lille passiar af med stamkunderne. Måske snakker de om den poesiaften, cafeen holdt dagen før, måske er de i gang med at veksle mønter til flippermaskinen.
Selv om Københavns Kommune sætter ind på at være en grøn en af slagsen, er Nordvest ikke byens grønne spydspids. Men det betyder ikke, at man ikke kan finde ro på disse breddegrader. Gå en tur på Bispebjerg Kirkegård, der er byens mest besøgte kirkegård. Og det er ikke så mærkeligt, for der er ret pænt.
