Efter mere end 10 års anlægsarbejde og flere forsinkelser er datoen for åbningen af Københavns nye metroring sat.
29. september åbner den 15,5 kilometer lange rute, der skal gøre det lettere at bevæge sig rundt i København.
På blot 24 minutter bringer metroen dig forbi 17 stationer. De nye af slagsen kommer til at lege med materialer, lys og farver, men først i 2023 kommer der til at være tale om egentlige kunstværker i undergrunden, når den nye Sydhavnslinje åbner.
Her vil kunsten nemlig blive tænkt ind i byggeriet fra starten, når kunstnerne Superflex, Pernille With Madsen, René Schmidt, Christian Schmidt-Rasmussen og Henrik Plenge Jakobsen, udvalgt af Statens Kunstfond, skal udsmykke linjens 5 nye stationsrum.
