Mennesket og teatermennesket Sarah Bernhardt spillede skam også Hamlet. Det var dog først i 1899, så den præstation er ikke med i Brandes' portræt af hende.
Foto: Topfoto/pol

Mennesket og teatermennesket Sarah Bernhardt spillede skam også Hamlet. Det var dog først i 1899, så den præstation er ikke med i Brandes' portræt af hende.

Bøger

Edvard Brandes var ikke bleg for at bringe sladder til torvs, når han skrev om skuespillere

Den kendte kritiker skrev i 1880-81 portrætter af danske og udenlandske skuespillere. Nu er de genudgivet. Med rigeligt sladder fra fordums teaterverden.

Bøger

Om den franske skuespiller Sarah Bernhardt (1844-1923) hedder det hos kritikeren Edvard Brandes, at hun blev født uden for ægteskab og siden opdraget i et kloster – noget af en kontrast til det barndomshjem, som præget af moderen ellers var ganske »bohémien«.

»Hvad Under da«, skriver Brandes, »at hun efter fuldendt Skoletid paa Familiens Spørgsmaal, om hvad hun vilde vælge for en Stilling, svarede yderst resolut:

»Jeg vil være Nonne, hvis jeg da ikke vil være Skuespillerinde««.

Scenen eller klostret?

dels er der højt til loftet i Brandes’ portrætter, dels er der faktisk også snask, som stadig er ret læseværdig

Edvard Brandes borer sig ned i den hang til ensomhed, som drog Sarahs tanker mod klosterlig ro, og den milde melankoli, »man forestiller sig udbredt over en Nonnes resignerte Smerte og frugtesløse Længsel«, og som begge må være blevet bevaret dybt på bunden af Sarahs sjæl, – »thi paa dette Følelsesgrundlag er hun bleven Kunstnerinde, hendes Spil bærer altid Præget deraf«.

Og nu kommer så den forrygende sætning – sandheden om skuespillerinden Sarah Bernhardt ifølge Edvard Brandes: »I sin Kunst blev hun Nonne«.

Edvard Brandes’ danske og udenlandske skuespillerportrætter – ’Dansk Skuespilkunst’ (1880) og ’Fremmed Skuespilkunst (1881) – er blevet genudgivet. Det er måske ikke den mest sexede nyhed på bog- og teaterfronten, men dels er der højt til loftet i Brandes’ portrætter, dels er der faktisk også snask, som stadig er ret læseværdigt:

»Hun var i et Par Aar Sladderens Genstand i Paris. De smaa Blade løb over af Historier om hendes Eksentriciteter. Ikke mindre end to Selvmordsforsøg kunde de fortælle om ...«.

Brandes viderebringer med glæde sladderen, dog med det mål at føre Sarah Bernhardts excentriske og modsigelsesfyldte væsen – selvmordsforsøg og lystige selskaber, overdådig kunst i boligen og en kiste ved siden af sengen i soveværelset – frem til »dette ørkesløse Liv«, hvorunder hun formedes til kunstner.

Også dengang rodede man pænt rundt i skuespilleres privatliv!

Edvard Brandes’ metode var at gå psykologisk og biografisk til værks – det lyder også lidt finere.

Mennesket bag masken tæller altså med; som Herman Bang skriver om Brandes’ skuespillerportrætter, var målet »at tegne en kunstnerisk Personlighed ved at se Kunstneren bestemt af Mennesket i ham«.

Portrættet af Frederik Høedt (1820-1885), der debuterede som Hamlet på Det Kongelige Teater, er heller ikke dårligt:

»Fra sin tidlige Ungdom af levede Høedt for Theatret, og dog bandt forskellige Hensyn ham saa fast, at han først, næsten 32 Aar gammel, debuterede. Han havde som Hamlet studeret protestantisk Teologi, hans Moder ønskede at se ham paa Prædikestolen, ikke paa Brædderne, og som Hamlet var han varsom og kærlig overfor sin Moder«.

Scenen eller klostret, kirken eller teatret? Ud over at blande tingene, kunsten og livet, sammen, synes Brandes selv at have en forkærlighed for kontraster.

Smagsdommeren Johan Ludvig Heiberg kalder han i øvrigt »en æstetisk Dalai Lama«.

I kapitlet om Høedt kan vi også læse, hvor åndeligt tilbagestående Heiberg var som chef for Det Kgl. Teater i forhold til at se, hvad der rørte sig i tiden, mens Høedt selv indvarslede en ny og mere moderne spillestil, langt fra guldalderteatrets deklamation.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Høedt var fremme i skoene, men også »uheldigvis en 20, 30 Aar forud for sin Tid«, skriver Brandes og begrunder det delvis med »den indgroede Frygt for det Nye, som udgør en af vor Nations fremspringende Karaktermærker«.

Det blev Høedts tragedie.

Man kan altid diskutere, om det nu er Herman Bang eller Edvard Brandes, der var bedst til at skrive sig ind på deres tids teater.

Mange af Bangs portrætter er allerede genudgivet, og med Brandes’ to bind har vi i alt fald nu fået et godt sammenligningsgrundlag.

Det er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der sammen med Gyldendal står for udgivelsen. Der er masser af lækre og lærde noter og et fantastisk efterskrift ved Sten Rasmussen, der også fortæller, hvordan Edvard Brandes’ portrætter i sin tid blev modtaget.

De to bind fås samlet for bare 200 kroner. Det er jo fundet til de penge.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce