Skyggerne i min fars skulptur ‘Fillifut’ er enormt spændende. Den hænger i et hjørne af min spisestue, er meget stringent og passer perfekt til Pouls univers og det, man kan se i hans møbler. At selv om de er lavet i stål og kan virke kolde, leger de altid med lyset og skyggerne, når man kigger nærmere efter.
Figuren er lavet af trærammer og forgyldt af keramikeren Bo Kristiansen. Den blev vist første gang på Dansk Kunsthåndværk i 1957 og blev senere vakt til live på Louisiana ved en retrospektiv udstilling i 1982. Bagefter lå den hos min mor i et hjørne blandt alt muligt andet ragelse. Over ti år senere kom jeg i tanke om den. Og hvor flot den kunne se ud under mine høje lofter. Det kunne min mor heldigvis godt se, og siden har den hængt hos mig.
En gang imellem bliver den udstillet rundtomkring i verden, og når den er væk, kan jeg virkelig mærke, at der mangler noget. Den indtager rummet totalt, og selv om jeg ikke er vokset op med skulpturen, omfavner den virkelig mit barndomshjem. Stemningen i de meget æstetiske rammer dengang er ligesom forsejlet i den meget enkle, men samtidig dybt raffinerede skulptur med bladguld.
Nu kan jeg godt se, at vi boede meget avantgardistisk, da jeg var barn, og at mine kammerater syntes, det var vildt mærkeligt. Der var ikke så meget pjat, ikke så mange ting og sager, og det ligger stadigvæk dybt i mig. Det gode håndværk, og at man skal gøre sig umage, når man kan. Det er noget, jeg har taget med fra mit barndomshjem, og det er vel egentlig min vigtigste arv.
Da jeg var ung, havde jeg sgu ikke råd til at købe Kjærholm-møbler. Så mange af de ting, jeg har i dag, har jeg først arvet, efter min mor døde. Nu spiller de en stor rolle i mit hjem, og jeg kan desværre ikke lide så meget andet. Sådan er det også, når jeg arbejder med mine gulvtæpper. Jeg har jo altid været vant til, at et bord eller en stol skulle skabe opmærksomhed, og derfor skal mine gulvtæpper samle rummet i stedet for at forstyrre for meget i sig selv. Fra min far har jeg taget enkeltheden med mig, så mine gulvtæpper skal først og fremmest sørge for, at rummet ikke stikker i forskellige retninger.
Tingene bliver smukkere, når de er lavet ordentligt; og derfor bliver jeg så irriteret på folk, når de køber gulvtæpper over nettet. Dem, der er af rigtig dårlig kvalitet, ikke koster noget, men som bliver ulækre på ingen tid og skal smides ud. Samtidig skal det hele være så bæredygtigt, økologisk, simple living, mindfulness, rejser til Vietnam, udelukkende grøntsager på tallerkenen, og jeg skal komme efter dig. Vi lever virkelig i en mærkelig tid.
Når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Hold da kæft, hvor har jeg været heldig. Da jeg var ung, kunne vi være tossede og opføre os lige så åndssvagt, vi ville, og det syntes vores forældre bare var fedt. Mentaliteten var ligesom: Bare se at få gjort noget oprør! Nu er alting så ordentligt, rigtigt og pænt, og det, synes jeg, er synd for de yngre generationer. Især fordi vi virkelig trænger til at vende hele møget på hovedet og starte en revolution i forhold til miljøet og fordelingen af goderne.
Jeg håber, der er nogen, der tør tage den kamp op.
fortsæt med at læse
