Islændingene har deres sagaer, franskmændene har deres Bayeux-tapet, og filippinerne har Lav Diaz. I film efter film har Diaz fortalt sit lands historie. Ikke som grandiose myter, men fra periferien af de voldsomme, historiske omvæltninger, der har formet det. Hans film er episke i format og runder let både seks og otte timer, men er samtidig beskedne og menneskelige i deres insisterende kredsen om moralske prøvelser, tvivl og kampen for værdighed.
Blot to måneder efter premieren på endnu en næsten syv timer lang film er Diaz nu tilbage i et mere tilgængeligt format med ’When the Waves are Gone’, et knap tre timer langt drama, der har premiere i Venedig og er koproduceret af det prisværdigt eventyrlystne danske selskab Snowglobe. Filmen følger en voldelig politibetjent med samvittighedskvaler under den populistiske præsident Dutertes lovløse ’war on drugs’, der skønnes at have kostet over 10.000 mennesker livet, og som instruktøren skarpt fordømmer i sit ledsagende director’s statement.
Selv indtager den produktive, 63-årige Diaz pladsen som en af den kunstneriske kompromisløsheds største forkæmpere i det moderne filmlandskab, hvor det internationale festivalkredsløb spiller en vigtig rolle, mens det traditionelle auteur-begreb er i forandring. Hans livsværk står for et nærmest utopisk niveau af autenticitet og indfrier på sin egen måde alle løfterne fra den digitale revolution, der aldrig rigtig kom, men som ikke desto mindre har ændret filmkulturen til uigenkendelighed.
Filmhistorien fortælles gerne i årtier. Stumfilmens storhedstid i 1920’erne, de revolutionære 1960’ere. I hver ende af årtiet har man en film, der fungerer som bogmærke og markerer overgangen mellem gammelt og nyt. Fra ’Citizen Kane’ til ’The Asphalt Jungle’, og fra ’Easy Rider’ til ’Raging Bull’.
