Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kaninen er på vej tilbage på danskernes spiseborde. Se hvordan, du klargører den. Kilde: politiken.tv / Foto: Melissa Hjerrild. Klip: Henrik Haupt

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ninus er blevet en eftertragtet råvare

Kaniner er ikke længere kun et dyr, der kæles med eller udstilles. Kaninavlere i det meste af Danmark melder udsolgt på avls-kaniner, fordi flere ønsker at opdrætte kaniner selv til spisebordet.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hallo, hallo, her kommer vi«.

Tine Kortenbach runder hjørnet på det røde parcelhus og går ned mod dyrene i haven. Hun har en kande vand i den ene hånd og en kurv med tørre rugbrødsstykker i den anden. Det er fodringstid. Køkkenaffald og dyr i parcelhushave – instinktivt tænker man nok, at det er høns, Tine Kortenbach kalder på. Æglæggende, suppepotentielle høns. Men nej.

Det er kaniner.

»Det er godt at kalde først, så de ved, man kommer«, siger Tine Kortenbach.

Hendes kaniner er ikke den slags, børnene kæler med, men den type, der får unger, som efter fire måneders vækst ender som forråd til efterårets og vinterens festmåltider. Tine Kortenbachs tre kaniner af racen californian, to hunner og en han, har i år frembragt 10 styk kaninsteg, der nu ligger i fryseren i kælderen.

»Jeg holder af mine avlsdyr. De bliver klappet, aet og har et godt liv. Det er mine venner, men deres afkom ...«, siger Tine Kortenbach.

»De ender på middagsbordet«.

Hun udgav tidligere på året bogen ’Urban Farming kaniner’, der i pædagogiske vendinger gennemgår, hvordan alle og enhver kan opdrætte kaniner i haven eller i baggården med det formål at skaffe billig, sund, smagfuld og klimavenlig mad.

At være selvforsynende med kaninkød ligger helt på linje med, at der også går høns rundt i villahaver eller sværmer bier rundt på bytage, mener madsociolog Jon Fuglsang.

»Mange vil gerne selv være en del af de fødevarer, vi indtager. Både kokke og forbrugere er trætte af råvarer, der kommer i en emballage fra et supermarked. Tendensen i øjeblikket er et voksende modtræk til det konventionelle forbrug«, siger Jon Fuglsang.

Et bud på selvforsyning

Den 56-årige Tine Kortenbach har haft med kaniner at gøre hele sit liv. Som 13-årig blev hun valgt ind i Nordvestjysk Kaninavlerforenings bestyrelse, og med familie i Holland, »hvor der er større tradition for at have spisekaniner«, har Tine Kortenbach aldrig haft problemer med at se på kaniner som både kæledyr og gryderet. Hun er uddannet agronom og har arbejdet både som husdyrforsker og i fødevarekontrollen og har haft eget landbrug med grise og kvæg. I 2009 sagde hun sit faste job op for at blive selvstændig videnskabsjournalist, og sidste år startede hun sit eget lille forlag, TiKo Media. Tine Kortenbachs ambition er klar. Hun vil gerne gøre op med den indforståede aftale, der er mellem landbruget og forbrugerne, der går ud på, at landbruget skal producere billige fødevarer, mens forbrugerne lukker øjnene for, hvordan det foregår.

»Vi ved jo alle sammen godt, at meget af det kød, der ligger i køledisken, er fra dyr, der ikke har haft det særlig godt. Derfor har jeg givet mig selv den opgave at kunne sætte kød på bordet, som jeg selv gerne vil spise. Jeg tager ansvar for, at jeg spiser kød fra dyr, der har haft det godt. Det er mit bud på selvforsyning«, siger Tine Kortenbach.

Hendes bog har indtil videre solgt omkring 1.000 eksemplarer, og efter talrige tv-optrædener, radioindslag og avisartikler kan kaninavlere over det meste af Danmark fortælle, at markedet for avlskaniner er støvsuget. Folk er simpelthen på venteliste for at kunne købe kaniner, der kan bruges til selvforsyning af kaninsteg.

Avlskaniner er helt udsolgt

En af dem, der må skuffe folk, der ringer, er Jan Mortensen, der er formand for Holbæk Kaninavlerforening.

»Jeg har solgt dyr, jeg egentlig ikke havde tænkt mig at sælge. Der er udsolgt«, fortæller han, mens han viser rundt i kaninstalden bag huset i landsbyen Regstrup vest for Holbæk.

Jan Mortensen har haft kaniner som hobby, siden han var dreng. Det var både kæledyr og spisedyr. I dag har han to forskellige kaninracer – rex og hvid land. Den sidste, letgenkendelig med den hvide pels og de røde øjne, er den traditionelle danske spisekanin og det foretrukne slagtedyr, fordi den vokser meget hurtigt. Efter godt fire måneder er en hvid land-kanin som regel slagteklar. Jan Mortensen har 10 avlshunner, der leverer mellem 60 og 80 kaniner om året. Han vil gerne sælge dem, han har, men der skal også være plads til, at han selv kan sætte dem på middagsbordet.

»De er fantastiske i tarteletter«, siger Jan Mortensen og ser ud, som om han lige har fundet ud af, hvad han gerne vil spise til aftensmad i dag.

En af grundene til, at Jan Mortensen har færre kaniner i øjeblikket, end han plejer, ligger kun godt et kvarters kørsel væk og hedder Elmely Kro. Her har Poul Bøje Nielsen styret køkkenet siden januar 2010 med et meget klart mål for øje: 85 procent af kroens råvarer skal hentes i lokalområdet. I et mudderhul ved siden af den lysegule stråtækte kro med det mørkerøde bindingsværk har tre grise det seneste halve år hygget sig med at spise al restaurantens grøntkøkkenaffald og overskudsbrød. Nu er de slagtet og på menuen. Det er sådan nogle ideer, der har gjort, at restauranten har vundet den regionale kokkekonkurrence Local Cooking to år i træk – foruden det faktum, at Poul Bøje Nielsen blandt andet får vildt fra lokale jægere, honning, krydderurter og grøntsager fra flere forskellige nabogårde, kød fra slagteren i Gislinge og, ikke mindst, danske kaniner fra Jan Mortensen i Regstrup.

Bæredygtigt og lokalt

Poul Bøje Nielsen satte for første gang kaniner på menukortet i sidste uge. De næste to måneder vil han få leveret mellem 5 og 10 slagteklare kaniner om ugen fra Jan Mortensen. Poul Bøje Nielsen har ikke lavet kanin, siden han sejlede med kongeskibet i 1996 og serverede det for prins Henrik, og han havde helt glemt, hvor godt det er.

»Det er altid mørt. Man skal virkelig gøre sig umage for at ødelægge det; det skal tilberedes med respekt«, siger kokken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han har været lidt loren ved at sætte det kendte kæledyr på kortet, fordi han »ikke helt vidste, hvordan folk ville reagere«, men efter at Elmely Kro deltog på et gårdmarked i slutningen af august, hvor de sammen med Dansk Kaninavlerforening lavede forskellige kaninretter, der med stor succes blev tilbudt de besøgende, har Poul Bøje Nielsen taget kontakt til Jan Mortensen.

»Vi er blevet bedre til at opdage mad i dag. Det er muligt, at kaniner er til at kæle med, men det er også et dyr, vi spiser. Det har vi glemt. Det er altså fantastisk kød«.

Og så er lokale kaniner tro mod Elmely Kros koncept.

»Det havde ikke givet mening for mig at få importerede franske kaniner fra kødbyen. Hos os skal det være bæredygtigt og lokalt. Så kaniner passer rigtig godt ind«.

Grunden til, at det kan lade sig gøre for Elmely Kro at få kaniner fra Jan Mortensen, er, at kroen er fødevaregodkendt til selv at håndtere vildt. For Jan Mortensen må godt sælge en aflivet kanin, men ikke en, der er slagtet. Det klarer Poul Bøje Nielsen og hans folk selv. I øjeblikket kigger Fødevarestyrelsen på et nyt regelsæt, hvor der ses på mulighederne for at udvide afsætningskanalerne for kaninavleren, som styrelsen skriver i en mail til Politiken.

Årets gang i kaninstalden

Hjemme i Tine Kortenbachs have er den ene af to daglige fodringer i gang. Ud over rugbrødsstykkerne og det friske vand får de tre avlskaniner et væld af sager, som Tine Kortenbach finder i parcelhushaven. Hun plukker engkarse op af græsplænen, klipper solbærgrene, æblegrene og bøgegrene og nipser små bunker af løvefod og natlys.

»Man skal bare holde øje med de ressourcer, der er omkring én. Solbær er deres livret«, siger hun, mens de to hunner hugger til maden.

Årets gang i Tine Kortenbachs kaninstegsproduktion følger et regelret mønster. De tre avlskaniner parres i februar. Når ungerne kommer i det tidlige forår, flytter Tine Kortenbach storfamilien op i sit sommerhus, hvor kuldet får lov til at vokse sig store og spise al den naturlige mad, der findes i haven. De bliver slagtet, når de er mellem 3 og 5 måneder gamle og ad to omgange, så de største tages først, og de andre derefter kan vokse til. Når der skal slagtes, kommer en af Tine Kortenbachs venner og hjælper, men som hun siger:

»Det er ikke så svært, når man har prøvet det et par gange«.

På en enkelt kaninsteg er der mad til fem til seks personer. Tine Kortenbach kan bedst lide lår og ryg, der er de mest saftige dele. Smagen beskriver hun som sart og ren. Og skal hendes datter have venner til middag, kommer hun og henter en steg.

Men er kaninhold et forbigående modefænomen, der forsvinder, når de nye selvforsynende kaninholdere mister interessen for at samle grønt, urter og blade og ikke kan overskue slagtningen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Madsociolog Jon Fuglsang tror det ikke.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at det bliver ved. Det er en del af en bæredygtig tankegang, en højere forståelse for ens husholdning og det affald, der genereres, og en modenhed til at prøve noget nyt af«, lyder det fra Jon Fuglsang.

Samme holdning har kaninavleren Jan Mortensen.

»Vi fornyr os hele tiden og spiser anderledes for at finde kød, der er fedtfattigt og sundt. Og folk vil gerne være selvforsynende og vide, hvor tingene kommer fra. Jeg tror på det«.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden