Kære læser,

Ved Oscar-uddelingen i næste uge er Brendan Fraser bookmakernes favorit til at vinde prisen som bedste mandlige skuespiller, og lykkes det, vil et bemærkelsesværdigt comeback være fuldendt.

Fraser befandt sig i Hollywood-eliten i senhalvfemserne med roller i ’Gods and Monsters’, ’George of the Jungle’ (der på dansk helt genialt hed ’George - den gæve liansvinger’) og ikke mindst blockbusterserien ’Mumien’.

Men i midten af nullerne ramlede det hele: Til en branchefrokost blev han udsat for et seksuelt overgreb, der fik ham til at isolere sig. Så kom derouten for alvor. I 2007 blev han skilt fra sin kone, som er mor til parrets tre børn, og da den tredje film i ’Mumien’-serien i 2008 havde premiere, var hans krop så medtaget efter alle de stunts, han selv havde lavet, at han med egne ord var »lappet sammen med tape og is«.

»Jeg følte, at jeg var nødt til at genopbygge alt det lort, jeg havde bygget, og som blev væltet, og gøre det for alle andres skyld«, sagde han i 2018.

På det tidspunkt var der igen kommet gang i karrieren takket være en række tv-roller, og på de sociale medier begyndte folk at tale om en ’Brenaissance’.

Den genfødsel tog endnu mere fart, da instruktøren Darren Aronofsky castede ham til hovedrollen i ’The Whale’, der nu kan ses i de danske biografer.

’The Whale’, instr.: Darren Aronofsky (Biograffilm)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Filmen handler om Charlie, der underviser sine studerende online. De kan ikke se ham, han optræder bare som et sort hul i midten af skærmen.

Årsagen: Han vil ikke risikere at få bekræftet det blik, han for det meste har på sig selv: At han er modbydelig, afskyvækkende. For Charlie er stor, tyk, fed. Og han er ved at dø af sin overvægt.

Det eneste mål han har, inden han skal forlade verden, er at genoprette forbindelsen og forholdet til datteren Ellie, som han ikke har set i otte år, siden han forlod hende og hendes mor til fordel for en mand.

»Darren Aronofsky har lavet en film om sorg og selvhad og om, hvordan vi ser på os selv og hinanden. Og han ved lige præcis, hvilke knapper han skal skrue på for at få os helt ned i ursuppen af følelser«, skriver Nanna Frank Rasmussen og uddeler 5 hjerter.

Anmelderen er fuld af lovord om Brendan Frasers præstation:

»Han er nemlig intet mindre end fremragende i rollen som Charlie; sød, mild, undvigende, sorgtynget, vred, selvforagtende – alt doseres med den største elegance i hans ansigt, hans mimik og hans besværede kropssprog (...) Charlie er filmens store helt, der med sit vid og særligt den kærlighed, han nærer for sin datter, får verden til at lyse op. Det er både smertefyldt og meget, meget bevægende at være vidne til«, lyder det fra Nanna Frank Rasmussen.

Hvis du vil læse mere om Brendan Frasers comeback, kan jeg anbefale journalist Lars Eriksens fine portræt af ham her.

Still: Disney+

’Fleishman Is in Trouble’, instr.: Taffy Brodesser-Akner, Disney+ (Dramaserie)

❤ ❤ ❤ ❤

Vi hopper fra den store til den mindre skærm og endnu et par stærke skuespilpræstationer.

’Fleishman Is in Trouble’ er et multitematisk relationsdrama om alt fra skilsmisse, klasse, midtlivskrise, eksistentiel angst og fundamental ensomhed. Og ikke mindst køn.

Toby Fleishman (Jesse Eisenberg) er vores hovedperson. En selvretfærdig leverlæge fra en god jødisk familie, der sætter en ære i at arbejde i det offentlige, og som netop er blevet skilt fra den ærgerrige teateragent Rachel Fleishman (Claire Danes).

»Toby er vred. Han er efterladt som solofar i et absurd privilegeret overklassemiljø, som Rachel har albuet sig vej ind i, og hvor de andre lægemænd dominansmobber ham med deres astronomiske lønninger i medicinalindustrien, mens de hjemmegående koner powerwalker i ’Rosé all dé’ og ’Boss Bitch’-T-shirts og stresser over deres næste velgørenhedsfest«, opsummerer Eva Eistrup handlingen i sin 4-hjertede anmeldelse.

»Alt i alt er ’Fleishman Is in Trouble’ en tankevækkende og samtidstragisk satire, der med skiftevis neurotisk og opgivende energi munder ud i en rørende undersøgelse af midtlivskrisens eksistentielle smerte«, konkluderer anmelderen.

’The Mandalorian’, instr.: Jon Favreau, Disney+ (Sci-fi-serie)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Pedro Pascal er tilbage! Baby Yoda er tilbage!

Serieskaber Jon Favreaus galaktiske og meget hypede western er på få år gået fra at være blot endnu en sidehistorie i det omfattende ’Star Wars’-univers til at ende som popkulturelt fænomen, og især seneste sæsons dybere dyk ned i den bredere mytologi omkring George Lucas’ oprindelige rumoperaer fik foldet universet yderligere ud.

Her i tredje sæson skal Mando sone for den synd, at han har fjernet sin hjelm. Han er smidt ud af klanen, men kan komme tilbage i hulen ved at bade i det hellige vand på en fjern planet – og vejen dertil er selvfølgelig ikke helt ligetil.

Politikens Joakim Grundahl har set det første afsnit og kvitterer med fem hjerter:

»De første 30 minutter af tredje sæson skuffer ikke. Som et fintunet quickfix siger den velkommen tilbage med alt det bedste fra de forrige sæsoner«, lyder det.

»Det er utroligt, hvordan den serie kan blive ved med at pirre nysgerrigheden i en tid, hvor streamingindustrien overbebyrder os med fantasy og sci-fi på skærmen ... Det tager ingen tid at føle sig hjemme i det ydre rum igen. Og Pedro Pascal, you had me at hello«.

Foto: Thomas Borberg

Strutto, Kbh K (Café)

❤ ❤ ❤ ❤

Kender du mon legenden om det tynde italienske fladbrød, crescia?

Myten fortæller, at solen forelskede sig i Urbino-regionens skønhed og fløj så lavt, at den blev viklet ind i et af tårnene i Palazzo Ducale. Da den forsøgte at vriste sig fri, fløj der gnister. Det inspirerede en ung bager til at lave et bagværk i form af en gylden, luftig disk, som kunne løfte sig mod himlen, nemlig en crescia.

I den nye kældercafe Strutto i Badstueræde i indre by er de specialister i crescia. Man kan få dem fyldt med for eksempel parmaskinke, mortadella, salami, røget laks og den flydende stracchino-ost. Og i en lukket version kaldet cascione.

Politikens Birgitte Kjær har været forbi og var overordnet begejstret:

»Den dag vi var forbi, var Struttos version dog mere kompakt end de varianter, jeg før har smagt. Fladbrødet var så at sige lovligt fladt. Men fyldet indeni var af laber kvalitet. I varianten med mortadella kunne store, tynde skiver af kødpålægget frejdigt boltre sig i et flydende hvidt landskab af stracciatella-ost og småstykker af semi-dried tomater, mens en crescia med capocollo bød på et fyld af syltede, syrlige auberginestrimler, salsa verde og tynde skiver af en mørkt smagende og smørblød tørsaltet skinke«, lyder det fra Birgitte Kjær.

Og dommen?:

»Strutto får 4 små hjerter. Crescia er et originalt bidrag til fastfoodscenen, og det lille sted tager sit italienske ophav alvorligt og fylder de friskbagte fladbrød med fyld af flot kvalitet, både når det gælder charcuteri og oste. Prisen på 105 kroner stykket er dog lige krydret nok«.

Foto: Jacob Ehrbahn

Resto Bar, Kbh. V (Restaurant)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Vi bliver i Middelhavet, for på den nye osteria-bistro Resto Bar på Vesterbro møder det italienske køkken det franske.

Resto Bar er flyttet ind i de lokaler, som i en årrække har huset cafeen Barbar Bar, og folkene bag er et par sværvægternavne fra den københavnske madscene, nemlig Mikkel Egelund (Pastis) og Morten Kaltoft (Osteria 16).

Anmelder Joakim Grundahl var ovenud begejstret efter »en fejlfri menu, der fik de to nationale køkkener til at smelte sammen i noget så ikke-konceptuelt som helt vild god mad, gode vine og afvæbnende afslappet service. Det var nemt at føle sig hjemme på tværs af landegrænser her lige midt på Vesterbro«, skriver han.

Efter en runde velsmagende antipasti var der især én ting, der ryddede bordet for Grundahl og medspiser: Artiskokkerne:

»Violette, friske og direkte fra Italiens spæde forår havde vi set dem ligge i køkkenet, og nu lå deres gråbrune hjerter med deres faste, fede og fløjlsbløde tekstur, der har givet dem tilnavnet »grøntsagernes foie gras«. Tænk at så blegt et stykke blomsterkød kan rumme så meget smag. Hengemte aromaer et sted mellem broccolistilke, svampe og smør«, lyder det blandt andet fra Grundahl.

Som hovedretterne kom en klassisk toscansk papardelle med kaninragout, der ikke »kunne være meget bedre med sine brede bløde pastabånd«, en lysende grøn risotto, en fremragende filet af pighvar, inden der blev sluttet af med duelår og en kalvebrissel.

Og til allersidst - en kugle vaniljeis serveret i en italienske sabayon-creme med små franske svampede madeleinekager.

Summa summarum: 5 flotte hjerter og et stort velkommen på Vesterbro Torv til Resto Bar.

Foto: Hannah Aurora Almstrup

Karen Armstrong: ’Naturens hellige kraft’ (Faglitteratur)

❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤

Vi skal til ugens karaktermæssige topscorer.

Kim Skotte uddeler de maksimale 6 hjerter til en debatbog, han kalder »en af årets vigtigste«.

Det er svært at ændre livsstil og indgroede forbrugsvaner, men »vi er ikke bare nødt til at ændre måden, vi lever på, men også måden, vi tænker på«, hævder den engelske forfatter og religionsformidler Karen Armstrong i ’Naturens hellige kraft’.

Armstrong følger to spor i bogen. Det ene handler om at identificere andre kulturer og religioners forhold til naturen, så vi i Vesten kan få nogle helt konkrete bud på, hvad vi kan gøre anderledes.

Det andet spor handler om at påpege, hvor det er gået galt for naturen i den kristne tradition.

Karen Armstrong argumenterer for, at vi atter må lukke det guddommelige ind i naturen, hvis vi skal genlære at ære og respektere den på en anden måde. Hun peger på kinesisk og indisk filosofi som veje til at identificere et andet forhold mellem menneske og natur.

»Vi er nødt til at genopdage den ærefrygt for naturen, som mennesket omhyggeligt havde udviklet gennem årtusinder; hvis vi ikke gør det, vil vores bekymring for det naturlige miljø forblive overfladisk«, hævder Karen Armstrong, men understreger, at det vil kræve fantasi, hårdt arbejde og nye ritualer.

Det er ikke gjort med flere vindmøller og færre bøffer.

Foto: TV 2

Ugens mest læste anmeldelse

Til slut kigger vi på den anmeldelse, I har klikket mest på i ugens løb. Her finder vi den kontroversielle og omstridte dokumentar om Saxo Banks eventuelle engagement i omfattende hvidvask og forbindelse til kriminelle oligarker.

Journalisterne bag finder ikke endegyldig dokumentation for, at Saxo Bank-bosserne har haft forbindelser til Putin eller aktivt har deltaget i hvidvask af kulsorte russiske penge.

»Men den halvanden time lange dokumentar mobiliserer så mange indikationer på, at der har været en eller anden form for ugler i mosen, at man som seer ikke er ret meget i tvivl om, hvordan det forholder sig«, mener Henrik Palle og giver 4 hjerter.

Anmelderen mener dog også, at dokumentaren ødelægger sagerne lidt for sig selv ved at karaktermyrde både stifter og rigmand Lars Seier Christensen, hans forhenværende kompagnon og ven, Kim Fournais, samt bankens tidligere bestyrelsesforkvinde Lone Fønss Schrøder.

Også Politikens mediekommentator Jacob Mollerup har set dokumentaren, og han mener, at det er en decideret pinlig omgang. Du kan læse hans klumme her.

Det var alt for denne gang.

I bunden finder du flere aktuelle anmeldelser fra Politikens kritikere.

Rigtig god weekend.