Stjernedanser Alban Lendorf:
»Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle være balletdanser for evigt, men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle stoppe så tidligt«
Alban Lendorf er blevet kaldt et af de største talenter i dansk ballet i 50 år. Nu er han tilbage i sin drømmerolle med 'Sommerballet' på Bellevue Teatret. Selvom han måtte afbryde karrieren inden 30 år på grund af slidgigt. Det tvang ham til at finde en ny vej i karrieren, men også til at lære at passe på sig selv. Her fortæller han om ikke længere at jagte succesen for enhver pris, om glæden og konsekvenserne ved balletkarrieren og om, hvordan han vedligeholder krop og sind.
Morgensolen er stået op, da Alban Lendorf parkerer sin orange bil på sin faste parkeringsplads. Vi befinder os på Refshaleøen ved Butcher’s Heat, som er navnet på en saunaklub, som de senere år har fået en helt særlig plads hos den 33-årige balletdanser og skuespiller.
Alban Lendorf hænger morgenkåben på knagen uden for saunaen og smider sine Birkenstock. Han bøjer tæerne mod græsset i bedste balletdanserstil, og hilser på ’Cat’, som i det samme cykler forbi, hun ejer og driver saunagusen i Butcher’s Heat. Tager sin forgyldte halskæde af med en blå sten formet som et hjerte, som han har fundet i sin mors sommerhus, inden han går ned ad stigen til havnebadet og hopper i vandet. Det er blevet et timelangt ritual for ham; at tage en dukkert, så saunagus, og så gøre det igen over tre omgange. Det har han gjort de sidste mange år et sted mellem tre til fire gange om ugen.
Vandet er lunere på denne tid af året, end de øvrige af årets måneder. Alligevel hører saunaen sig til. Her dufter af æteriske olier, som er med til at adskille saunagus fra den tørre, varme sauna, man husker fra svømmehallen.
Det er ikke til at se, at Alban Lendorfs krop - der på én gang er veltrænet og yndefuld som en balletdansers - men har været udsat for en lang række skader og otte-ni operationer gennem karrieren. Det er på grund af den seneste skade, at dagen begynder netop her.
Alban Lendorf dyrker vinterbadning på grund af den slidgigt, han fik konstateret i 2018 efter en årelang balletkarriere på højeste niveau. Der er ingen anden behandling af gigten. Intet andet end vinterbadning, saunagus og hot yoga lindrer den.
»Jeg kan ikke leve uden det her«, siger han.
Disciplin og dedikation
Alban Lendorf blev optaget på Balletskolen, da han var 12 år. Ingen i familien havde en fortid i balletten, og han havde ikke danset et ballettrin, eller andre dansetrin for den sags skyld, i sit liv. Til gengæld havde han spillet klaver, siden han var fire år. Og musikaliteten viste sig hurtigt at være en fordel.
Ved optagelsesprøven skulle han blandt andet vise, hvor god han var til at strække fødderne på bestemte måder og gå i takt rundt i en cirkel. Begge dele faldt Alban Lendorf naturligt.
»Jeg havde altid fået at vide, at det virkelig var et nåleøje, jeg skulle igennem, og at det var helt vildt svært at blive optaget. Men fordi jeg ikke havde danset før, følte jeg heller ikke, at jeg havde noget at tabe. Jeg syntes egentlig bare, at det var sjovt og virkelig spændende«.
Der gik da også kun ganske få måneder, efter han var begyndt på balletskolen, før Alban Lendorf kunne mærke, at han var landet det helt rigtige sted. Som elev på balletskolen fik han adgang til prøver på balletterne og i øvrigt også på teaterforestillingerne. Det var dengang, alle kunstarter lå i samme hus; inden Operaen og Skuespilhuset opstod som selvstændige scener.
»Jeg elskede alt ved det. Både disciplinen og det hårde arbejde, men også, at man pludselig kunne se Ghita Nørby komme gående ned ad gangen i en stor robe på vej til prøve. Det føltes som at være på en eventyrfabrik, hvor der bliver fortalt historier fra morgen til aften. Det syntes jeg var sindssygt fedt«, fortæller Alban Lendorf.
Han blev udnævnt solist som 20-årig og solodanser som 21-årig på Den Kongelige Ballet og inden for få år gjorde han sig bemærket med væsentlige roller i klassikere som ’Svanesøen’, ’Romeo og Julie’ og ’En Skærsommernatsdrøm’.
Den tidlige succes beskriver han som voldsom og overvældende, men siger samtidig:
»Det var slet ikke for meget. Jeg nød det. Det gjorde jeg virkelig«.
Det er ikke, fordi det ikke har haft konsekvenser for Alban Lendorf at danse ballet. Slet ikke, og det vender vi tilbage til. Men mest af alt husker han alt det, som balletten har givet ham.
»Balletten har lært mig virkelig meget. Ikke mindst disciplin. Det at skulle op og i gang hver dag, selvom man har ondt eller er træt eller ikke gider. Det er jo en disciplin, man kan bruge i mange andre sammenhænge også. Hvis man bare dedikerede sig halvt så meget i andre jobs, som man gør, når man danser ballet, ville man kunne komme rigtig langt«, siger han.
Der var egentlig ikke plads til et teenageliv ved siden af balletten. Allerede som 16-årig blev Alban Lendorf aspirant, som er første skridt på stigen mod at blive solodanser. Der var seks arbejdsdage om ugen, som ofte begyndte med styrketræning 8.30, dernæst balletskole fra 10-11.30 efterfulgt af prøver fra 12-16 og nogle gange også eftermiddagstræning fra 16-18. I perioder medvirkede han også i forestillinger nogle aftener om ugen, så de længste arbejdsdage kunne komme op på 12-14 timer.
Men selvom Alban Lendorf elskede disciplinen, var han ikke som sine medstuderende. Han dyrkede ikke pilates eller lavede udstrækningsøvelser om søndagen, som var deres eneste fridag, men kunne i stedet finde på at snige sig med til gymnasiefester med sin to år ældre storebror.
»Det var lidt hårdt at gå ud, når jeg skulle tidligt op en lørdag, som jo er en ganske almindelig arbejdsdag på balletten. Men som ung har man jo simpelthen så meget energi. Jeg kunne sagtens feste hele natten og gå ind og træne morgenen efter dengang«, siger Alban Lendorf.
I det hele taget følte han ikke, at han led afsavn ved at dedikere sit liv til balletten i så ung en alder.
»Jeg følte, jeg havde en virkelig spændende fremtid foran mig. Jeg føler, at jeg har fået meget mere, end jeg er gået glip af«, siger han.
En fremadstormende balletdanser
Alban Lendorf husker, at han var omkring 18 år, da det begyndte at gå op for ham, at han havde et talent ud over det sædvanlige. På det tidspunkt var han allerede blevet rost til skyerne fra flere sider, blandt andet for sin tekniske kunnen, men det krævede en vis alder, før han selv kunne se, at han var nået langt.
»I begyndelsen turde jeg slet ikke håbe på eller drømme om de store roller, som jeg havde set andre store dansere danse. Men som jeg blev ældre, blev jeg bedre til at se, når andre var dygtige eller mindre dygtige, og hvad der er fedt eller inspirerende. Der kunne jeg bedre vurdere mig selv, og hvad jeg kunne«.
Efter nogle mindre roller til at begynde med kom udnævnelsen til solodanser, og derfra tog karrieren fart med en række store soloroller i balletter som ’La Bayadére’, ’Le Corsaire’ og ’Don Quixote’.
Efterhånden begyndte udlandet også at få øjnene op for den danske fremadstormende balletdanser, som balletmester ved Den Kongelige Ballet, Nicolaj Hübbe, har kaldt det største talent i dansk ballet i 50 år, da han var bare 21 år.
Alban Lendorf gæstedansede bl.a. i London og Moskva, og i 2015 blev han fastansat som solodanser på det prestigefulde balletkompagni American Ballet Theatre i New York.
»Alt i New York er bare større. Det er jo på mange måder verdens kulturelle hovedstad. Der kommer folk fra hele verden, og konkurrencen er meget større. Der er bare en meget større pool af talent, uanset om du er balletdanser, skuespiller på Broadway eller arbejder inden for mode. Det var også derfor, jeg gerne ville derover. Jeg ville gerne stå i en træningssal og på en scene med nogen, jeg virkelig kunne blive inspireret af«, siger han.
Med brevpost til New York
Når Alban Lendorf husker tilbage på sin karriere, kan han sagtens udnævne store, eftertragtede roller eller det øjeblik, hvor han blev udnævnt til solodanser som karrierens højdepunkter. Men når det kommer til at nævne, hvad han har lært mest af, var det bl.a. ansættelsesprocessen, der gik forud for stillingen som Principal Dancer, solodanser, i New York.
»Jeg sendte et brev med posten, hvor jeg bad om at få et fast job. Jeg tænkte, at hvis jeg selv havde modtaget et gammeldags brev, ville jeg også føle, at det betød noget for afsenderen. Så blev jeg ringet op af chefen for balletten, og vi blev enige om, at jeg skulle begynde i den sæson, der skulle starte et halvt år efter«.
Alban Lendorf havde ingen forventninger om, at han ville begynde som solodanser, bare fordi han havde den titel i Danmark. Det var trods alt New York, og han havde affundet sig fint med at starte ud som korpsdanser eller solist, som er trinnene inden solodanser. Men balletchefen var ikke i tvivl, og Alban Lendorf røg direkte ind som solodanser.
»Jeg led jo nok, som så mange andre, af sådan noget ’imposter syndrom’, hvor jeg hele tiden tænkte, at jeg nok ikke var god nok, eller havde fortjent det. Men der lærte jeg, at hvis man ikke tør at spørge nogen om at få noget, for eksempel et job, så får man heller ikke noget. Du kan ikke gå og vente på, at de ringer til dig. Det er okay at bede om det, du gerne vil have«.
Selvom Alban Lendorf var 24 år, da han søgte stillingen, følte han sig på mange måder stadig som et »stort barn«. Men oplevelsen fik ham til at vokse på flere planer.
»Jeg lærte, at det virkelig gør en forskel at tage teten i egen hånd og opleve, at jeg faktisk godt kan være med til at bestemme, hvilken retning jeg skal i mit liv. Det værste, der kan ske er, at du får et nej, men så kan du også sige »okay« og komme videre med dit liv«, siger han.
Hænder som rosiner
Efter morgenens dyp og saunagus fortsætter Alban Lendorf til Bellevue Teatret, hvor han i slutningen skal danse og spille hovedrollen i Roland Petits ikoniske ’Le Jeune Homme et la Mort’.
Han træder ind i omklædningsrummet, som foruden spejle, der fylder hele den ene væg, rummer stole og borde, en elkedel og en lille håndvask. Håndklædet, der stadig er vådt fra morgenens dukkert, hænger han på en bøjle, inden han trækker i cowboybukserne, som er det, der sammen med bar overkrop, udgør hans kostume til forestillingen.
Teatret er tomt på denne tid af dagen. Eneste lyde er fra syersken, der træder på pedalen og lydene af dem, der arbejder på og bagved scenen. Lægger gulv, løfter teaterkasser, sætter lys. Alban danser uden musik.
Det har ikke ligefrem været en rejse uden modgang undervejs, når Alban Lendorf snart skal spille igen med publikum, musik og andre balletdansere på Bellevue Teatret. Det har haft en pris at være balletdanser på det niveau, som han er. Både fysisk i form af en række skader og mentalt, og de to ting hænger uløseligt sammen, forklarer han.
Alban Lendorf sammenligner det med, hvis man ikke børster tænder to gange om dagen. Så får man først huller i tænderne, og til sidst vil de rådne op.
»Når jeg træner hårdt eller står på scenen, frigiver jeg dopamin til hjernen. Når jeg får en fysisk skade, sidder jeg på bænken, og kan ikke gøre mit job. Jeg kan ikke stå på den scene, som jeg plejer. Det gør, at jeg ikke længere har det fedt med mig selv og med min krop, som er det, dansen giver mig. Og i sidste ende kan det få mig til at miste lysten til at danse«, siger Alban Lendorf.
Han har ikke længere tal på antallet af skader og operationer, som han har fået som konsekvens af en mangeårig krævende karriere som balletdanser, men det drejer sig om tre-fire store operationer og en håndfuld mindre. Alban Lendorf har fået fjernet brusk i begge albuer og begge ankler. Han har fået fjernet noget af den store sene i venstre knæ. Og han har fået nyt brusk fra en organdonor i højre knæ, hvor han også har fået en ny såkaldt LCL-sene på ydersiden af knæet.
Men ovennævnte kavalkade af skader er ikke det værste.
Det er derimod den slidgigt, som ramte Alban Lendorf i 2018, mens han stadig arbejdede i ballettens ypperste liga i New York.
»Det var en underlig skade, for det var ikke en, hvor jeg faldt eller slog mig, som hvis man siver en akillessene over eller lignende,«, siger han.
Den dengang 27-årige balletdanser havde trænet i New York en hel dag, hvor det var meget varmt, og han havde svedt så meget, at han husker, hans hænder var som rosiner. Efter dagens træning så han på sit knæ, som var meget hævet, og der var en boble på siden af knæet.
»Det gjorde ikke ondt, og jeg kunne godt bevæge det. Jeg tænkte da, at det virkede lidt mærkeligt, men jeg dansede bare videre«.
Brat afslutning - ny karriere
I dag ved Alban Lendorf godt, hvorfor han fik slidgigt i en alder af bare 27 år.
»Jeg havde ikke holdt en pause eller ferie fra dansen overhovedet i omkring fem år på det tidspunkt. Det, jeg egentlig havde brug for, var en rigtig lang pause. Bare ro«.
Men det blev hverken til pause, ferie eller ro for Alban Lendorf i første omgang.
»Jeg dansede videre med smerterne i et stykke tid. På et tidspunkt kunne jeg godt mærke, at jeg skulle give mit knæ noget ro, men jeg tænkte slet ikke, at jeg skulle holde stoppe karrieren i første omgang. Som balletdanser, og elitesportsudøver, har man jo hele tiden skader. Det er en del af det«, siger han.
Men pausen trak ud, og efterhånden gik det op for Alban Lendorf, at han var nødt til at stoppe helt med at danse ballet.
»Det tog noget tid at nå frem til den beslutning. Det var ikke sådan, at jeg med det samme sagde: »Okay, så stopper jeg«. Men jeg tænkte da, at det var endegyldigt slut med min karriere. I bakspejlet kan jeg jo se, at jeg i princippet ikke stoppede. Jeg tog bare en rigtig lang pause, fordi min krop og mit knæ fortalte mig, at jeg havde brug for det«.
Men dengang troede Alban Lendorf, at han aldrig mere skulle være i front i de store balletter. Hverken i Danmark eller i udlandet.
»Det var forfærdeligt. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke kunne være balletdanser for evigt, men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle stoppe så tidligt«, siger han.
Slidgigten, som satte en stopper for balletten, om end den skulle vise sig at være midlertidig, var dog ikke udelukkende negativ for Alban Lendorf.
»Det tvang mig til at finde ud af noget andet, jeg ville lave. Det skulle jeg jo finde ud af på et tidspunkt, fordi de færreste balletdansere fortsætter, efter de er fyldt 40 år, men nu skulle jeg finde ud af det langt tidligere«.
Alban Lendorf boede på det tidspunkt stadig i New York, og mens han gik til genoptræning hos en fysioterapeut og ikke kunne danse ballet, tog han sideløbende skuespiltimer.
»Jeg havde pludselig en masse tid hver dag, hvor jeg ikke skulle noget. Jeg har altid drømt om at blive skuespiller en dag, og jeg oplevede en helt ny og inspirerende verden her. Jeg har jo altid fortalt historier med min krop, så på mange måder lignede det balletten - bortset fra, at jeg i skuespillet også skulle bruge min stemme, som er en muskel, jeg ikke har trænet før«, siger han.
En healende effekt
Skuespillet havde derudover en nærmest healende effekt på Alban Lendorf.
»Når jeg kun lavede genoptræning og fysioterapi, var jeg bare en skadet balletdanser. Men i det øjeblik jeg besluttede mig for, at jeg ville være en aspirerende skuespiller i stedet for skadet danser, ændrede alt sig«, siger han.
Alban Lendorf erkender, at det lyder lidt som en selvhjælpsbog, men han fastholder, at skuespillet ændrede mere end blot at give ham en ny karrierevej.
»Da jeg tog den beslutning, fik jeg det bedre, også fysisk. Det var så mærkeligt - nærmest som magi. Jeg fik det virkelig meget bedre derefter«, siger han.
Alban Lendorf kendte både skuespilverdenen fra sin tid på Balletskolen, men også fra sin mor, Anne Elisabeth Lendorf, som var skuespiller og instruktør i 1970’erne.
»Jeg var et af de børn, som kunne ’Tømmerflåden’ med Kjeld og Dirch udenad«, som han siger.
Den største forskel på ballet og skuespil oplever Alban Lendorf ligger i, hvor meget han selv kan påvirke sine roller.
»Som skuespiller bestemmer man selv tempoet »i musikken«. I balletten danser vi altid til musik og til en dirigent, som bestemmer takten og tempoet. På den måde har man nok mere ansvar og frihed som skuespiller«, siger Alban Lendorf.
Som skuespiller har han da også nogle produktioner bag sig. Han har blandt andet medvirket i tv- og filmroller som piloten Peter i Ole Bornedals ’Skyggen i Mit Øje’, Kurt i Bille Augusts ’Ehrengard’, og Jean i teaterstykket ’Frk. Julie’ af August Strindberg.
Og selvom Alban Lendorf altid har vidst, at karrieren som balletdanser på højeste niveau ville have en udløbsdato, var det imidlertid ikke noget, han tænkte over som yngre.
»Jeg var meget lidt planlæggende i de baner indtil nu. Som yngre har du jo den der barnlige forestilling om, at du kan blive 100 år, og du tænker maks 10 år ind i fremtiden. Så det er først nu, at jeg begyndte at tænke over, hvad i alverden jeg skal, når jeg er 44, som jeg er om 10 år. Så jeg er meget taknemmelig for, at jeg blev tvunget til at finde en ny vej, som er mere langsigtet med skuespillet«, siger han.
På dybt, koldt vand
Man skulle måske tro, at Alban Lendorf, ud over at finde frem til en ny karrierevej, også ville indhente et forsømt ungdomsliv i den periode, hvor hans karriere fik en brat opbremsning. Men for det første hører han ikke til en af de balletdansere, som altid har afskåret sig fra at have et socialt liv ved siden af gennem årene. Han indrømmer gerne, at han både har festet igennem og drukket alkohol sideløbende med at være en af nyere tids største balletdansere.
For det andet var det slet ikke det, han havde lyst til, eller brug for, da kroppen sagde stop.
»Da jeg fik slidgigt, blev jeg mindet om, at jeg ikke havde holdt en pause i årevis. Jeg fik tid til at tænke mig om, og jeg havde mere brug for at opleve noget og bruge hovedet end på at feste igennem«, siger han.
Alban Lendorf brugte derfor sin nyvundne fritid på at leje en bil og udforske New York og omegn uden for Manhattan, men også på at se en masse forestillinger i New York.
Det var også i New York, at Alban Lendorf blev introduceret til det, som senere skulle blive en livsstil for ham: Vinterbadning og saunagus. I New York i form af såkaldte ’russian baths’ eller ’finsk sauna’.
Da han i 2019 kom hjem til Danmark igen, med en karriere, der tilsyneladende var lagt på is, og en masse smerter, var han derfor ikke i tvivl om, at han måtte finde noget lignende i København. Det er blevet til en længere kærlighedsaffære med det såkaldte ’Butcher’s Heat’ på Refshaleøen.
»Jeg har haft skader, siden jeg var 17 år, og jeg har set virkelig mange læger og reumatologer. Men slidgigt er ligesom kræft. Det vil lægerne ikke sige, hvis du spørger dem, men de kan kun give symptombehandling. Der er ingen kur«, siger Alban Lendorf, som derfor tog sagen i egen hånd.
I dag dyrker han både hot yoga, vinterbadning og saunagus året rundt, ind i mellem suppleret af isbade om sommeren. Det har gjort en verden til forskel.
»Jeg kan mærke det med det samme og i 24 timer derefter. Jeg vil næsten sværge til at hot yoga og vinterbadning har reddet min gigt i knæet. Det er der stadig, og det vil aldrig gå væk, men det gør, at jeg kan danse og bevæge mig i dag«, siger han.
Før i tiden trænede han hårdt og dansede sig igennem smerterne. I dag har Alban Lendorf lært at behandle sin krop med respekt.
»Jeg mærker slidgigten hele tiden. Jeg er hele tiden øm i kroppen, men jeg har lært at stoppe op, når det gør ondt, gå tidlig hjem og holde igen dagen efter«, siger han.
Teater i fokus - dans som bonus
Selvom Alban Lendorf allerede har en perlerække af store soloroller bag sig, er det alligevel særligt, når han skal danse og spille Le Jeune Homme est la Mort på Bellevue Teatret.
»Det er sådan en bucket list-rolle for en balletdanser og en rolle, som alle mandlige balletdansere drømmer om at lave. Og den unge mand i Le Jeune Homme est la Mort er en klassiker på linje med at spille Kong Lear eller Richard III. Derudover er det første gang, den bliver opført i Danmark, og jeg skal spille over for en tidligere kollega, som er solodanser i New York«.
Det er til gengæld ikke første gang han danser, siden karrierestoppet i 2019. Det har han gjort ved flere lejligheder siden, herunder roller i blandt andet ’Kammerballetten’ på Musikhuset i Aarhus, ’Nøddeknækkeren’ på Det Kgl. Teater og ’Dirty Dancing the Musical’ på The One And Only Teater.
Og der er en væsentlig forskel på hans tilgang til dansen, efter han har fået slidgigt.
»Jeg nyder det mere i dag. Mit fokus er på skuespillet og skuespiltimer mellem jobs, som er det, jeg synes er mest spændende nu. Alt hvad jeg får af danseroller, ser jeg bare som en kæmpe bonus, for jeg troede jo aldrig, at jeg ville komme til at danse igen. Det er en kæmpe gave«, siger han.
Det betyder også, at Alban Lendorf er blevet bedre til at takke nej til roller.
»Jeg siger ja, når jeg rigtig gerne vil et projekt, men jeg kan også finde på at sige nej, for jeg bliver kun ældre, og jeg skal passe på min krop«.
I dag ser han det derfor også som en stor fordel, at han oplevede tidlig succes som balletdanser.
»Det var jo ikke sådan, at jeg var mainstream som helt ung, men inden for balletverdenen, som er en lille, lukket verden, fik jeg enormt tidlig succes. Og fordi jeg har prøvet det, har jeg ikke så travlt med at jagte succesen i dag, tror jeg. Jeg er glad, bare jeg får en lillebitte rolle. Jeg har ikke travlt overhovedet«.
SOMMERBALLETTEN
»Bellevue Teatret skriver historie, når Sommerballetten 24. august har premiere på Jean Cocteau og Roland Petits hovedværk 'Le jeune homme et la mort' fra 1946. Balletten er utroligt nok aldrig tidligere opført i Danmark, selvom rollen er blevet synonym med dens legendariske skaber, Jean Babilée, og siden med Rudolf Nurejev og Mikhail Baryshnikov.
Det er et sjælsrystende, fysisk voldsomt værk, og som Alban Lendorf sagde, da jeg interviewede ham på Ordrup Bibliotek denne sommer, så opleves skæbnedramaet i al sin intensitet som 'en tredje akt'.
Han kaldte også hovedpartiet for sin 'drøm', og det er ambitiøst og modigt, at Bellevue gør det muligt for ham at træde ind i det, der kan blive hans livs rolle: Han er som skabt til 'Le jeune homme', og den unge kunstner i det store, krævende værk er også på sensationel vis hans comeback til ballet efter i mange år at have været hårdt ramt af skader.
Det kan og bør blive årets balletoplevelse«
— Balletekspert og forfatter, Alexander Meinertz
Køb billetter her