Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Reformer SU’en, og indfør studiegebyr

Reform af uddannelsessystemet er ikke nok – vi er nødt til at nytænke det.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke lang tid siden, at venstreregeringen indgik aftale om finansloven for 2016. En finanslov, som har været grundlaget for en heftig diskussion om, hvorvidt det er retfærdigt, at staten gennemfører besparelser på uddannelsesområdet, som ellers traditionelt har fået tilført ekstra midler finanslov efter finanslov.

Som kompensation valgte regeringen at reformere fremdriftsreformen efter stor utilfredshed over statens krav på at få lidt mere igen for sin relativt set unikke investering i sin unge befolkning.

Diskussionen om midler og krav er vigtig, men det er nødvendigt at se nærmere på fakta: Det danske universitetssystem uddanner danske unge middelmådigt efter international målestok, danske studerende skifter studie undervejs oftere end studerende noget andet sted i verden, og de danske studerende har minimal indflydelse på indretningen af deres individuelle studieforløb. En reform af uddannelsessystemet er ikke nok – vi er nødt til at nytænke det.

Vi skal turde tage kampen op med to hidtil hellige områder: forbuddet mod brugerbetaling på universiteterne og et ufleksibelt og bureaukratisk SU-system.

Et fleksibelt system

Jeg studerer i øjeblikket på 2. år af en såkaldt Dual Degree-bachelor mellem det franske samfundsvidenskabelige universitet Sciences Po Paris og det canadiske University of British Columbia.

På Sciences Po har man hvert semester nogle kernefag, som spænder bredt i samfundsvidenskaben. Man specialiserer sig i et af felterne og vælger op til flere valgfag og sprogfag. I Canada er friheden endnu større, og systemet mere fleksibelt. Et fleksibelt system er muligt, fordi de studerende og deres familie selv betaler for studiet, hvilket betyder, at staten kan basere sin uddannelsespolitik på efterspørgsel frem for udbud.

I praksis betyder det, at jeg som en relativt gennemsnitligt stillet dansker skal betale i omegnen af 8.000 euro (ca. 60.000 kr.) årligt for at studere på Sciences Po i Frankrig og 25.000 dollars (ca. 130.000 kr.) årligt for de kommende to års studier på UBC i Canada.

Introduceres studiegebyrer i Danmark, vil de ikke nødvendigvis være i samme skala som studiegebyrerne i Nordamerika, eftersom deres system naturligvis har nogle store sociale konsekvenser. Det ville derimod være muligt at efterligne franskmændene, hvis system er baseret på indkomst og skat, og som altså er baseret på en progressiv skala.

SU og stuediegebyr skal revurderes

Studiegebyrer på uddannelse har to positive effekter: For det første får de studerende større ansvarsfølelse i forhold til præstationen på studiet, og forældrene får en andel i og dermed større interesse for deres barns studie. Det er der brug for, for desværre har vi for tit hørt professorer udtale, at de studerende ikke tager studierne alvorligt, og i mange tilfælde lader professorerne dem bestå alligevel.

For det andet betyder brugerbetalingen, at de studerende får større fleksibilitet og medindflydelse på deres individuelle studieforløb. Det betyder, at samfundet som helhed uddanner unge med en større diversitet i ekspertise frem for årgange af unge, der ved mere eller mindre det samme. Hvis vi skal konkurrere med det globale samfund, er det vigtigere end nogensinde, at vi uddanner unge med unikke kvalifikationer.

Det er uholdbart, at vi har et system, der er så rigidt og bureaukratisk, at det hindrer unge i at studere i udlandet på nogle af verdens bedste universiteter

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det andet område,som kalder på en revidering, er SU-systemet. Jeg er generelt stor tilhænger af SU’en, som mere end noget andet inviterer studerende til at fokusere udelukkende på studierne, og som gør os uafhængige af mor og far. SU’en har imidlertid affødt to store problemer.

For det første er SU’en gået fra at være tiltænkt som en ’støtte’ til at blive opfattet af de studerende som en ’ret’. Vi har det med at glemme, at Danmark er det eneste sted i verden, der tilbyder de studerende sådan et gode, og det har skabt en ’uretfærdighedsmentalitet’, hvor den mindste snak om reform af SU’en bliver mødt med et ramaskrig fra de studerende.

For det andet er SU-systemet blevet et rigidt bureaukrati af dimensioner. Da jeg startede på Sciences Po Paris for halvandet år siden, fik jeg efter tre måneders behandlingstid svar fra SU-styrelsen om, at jeg desværre ikke kunne få SU til min uddannelse, fordi Sciences Po ikke var »offentligt anerkendt« i Frankrig. Det til trods for, at universitetet i år blev rangeret som verdens 5.-bedste i politiske og internationale studier samt har lagt ramme til i alt 28 regeringslederes uddannelse, heriblandt de seneste fire franske præsidenter.

Rigidt og bureaukratisk

Det er uholdbart, at vi har et system, der er så rigidt og bureaukratisk, at det hindrer unge i at studere i udlandet på nogle af verdens bedste universiteter, samtidig med at hjemmeboende studerende, der reelt set ikke har behov for støtte, alle får tildelt en sum penge månedligt af staten.

Nogen vil påstå, at de tiltag, der her er nævnt, vil skabe større social ulighed, og at det først og fremmest vil gå ud over de socialt dårligst stillede. Det behøver ikke være socialt skævt, hvis systemet bliver indrettet på en måde, så der er større differentiering i forhold til brugerbetalingen.

SE OGSÅ:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Frankrig er det reelt set kun dem, der har råd til at betale for studierne, der betaler. Det er kun fair, at de mange midler, der i forvejen postes ind i uddannelsessystemet, bliver brugt på dem, der netop ikke ellers ville have mulighed for at betale for at studere. I sidste ende må vi bare erkende, at i den globale konkurrence har den sociale universalismetankegang, at alle har ret til ydelser, spillet fallit.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden