Er det interessant, at folkeaktier skal sikre Engesvang friluftsbad, og at aktiekøb giver nøgle med fri adgang til badet? Betyder det noget, at ishockeyfans i Esbjerg gik sammen om at købe en ny spiller, da klubben ikke selv havde økonomi til det? Gør det nogen forskel, at der hver uge er danskere, som udtrykker deres sorg på sociale medier? Er der noget nyt i, at et stigende antal danskere vedkender, at de har et yndlingsbarn? Svaret er enkelt: Ja, det betyder noget. Det er alt sammen dele af en forandring, der er i gang: Opportunisme, håb, opbygning, hudløs ærlighed og gennemsigtighed præger danskerne. Panseret er sænket - initiativer opstår overalt, initiativer, som måske vil forandre vores samfund. Velkommen til en ny følsomhed. LÆS OGSÅNy bog: Fællesskab i skolen er en nødvendighed Krisen kom og skabte en tilstand af følelsesløshed grænsende til det immune blandt danskerne. Hver eneste dimension af tilværelsen blev underlagt kontrol i en tid, hvor verden ramlede om ørerne på os, og kontroltab var noget af det mest angstprovokerende. Mens krisen bed sig fast, og følelsesløsheden viste sig ikke at være langtidsholdbar, og danskerne er i gang med at ændre adfærd. Frem spirer en konstruktiv tilgang til virkeligheden ud fra ræsonnementet: Når krisesituationen er den nye virkelighed, så kan man lige så godt finde sig til rette i den. Vi ser titusinder af forskellige adfærdsændringer fra forskellige sider af livet - fra alle kanter af landet, der peger i retning af, at danskerne i stigende grad vover at sænke det panser, de gemte sig bag, vover at kigge ud gennem sprækkerne - række ud til omverdenen og føle livet. Vi kalder det en ny følsomhed. En ny følsomhed, som viser sig i form af sårbarhed og sensitivitet, som gør danskerne nemmere at begejstre, glæde, forarge og fornærme. Nogle gange giver den ny følsomhed sig til udtryk i en søgen efter hudløs ærlighed og smertefulde sandheder, andre gange i voldsomme reaktioner i forhold til mennesker eller virksomheder, som opleves at gå over stregen. Moral, værdier, rigtigt og forkert bliver i stigende grad noget, der optager os, og som kan bringe sindene i kog. LÆS OGSÅDet gode samfund ifølge Zygmunt Bauman I bund og grund handler det om at mærke livet, og det handler om en direkte modreaktion på ligegyldigheden. Ny følsomhed giver sig til kende i en voksende lyst til noget opbyggeligt, og antallet af værdibaserede interessefællesskaber eksploderer. Der opstår en lyst til at forsøge at gøre en forskel - om end i det små. Vi bilder os ikke ind, at vi kan ændre på verdensøkonomien eller de store klimaudfordringer, men danskerne har i stigende grad lyst til og er klar til at tage deres del af ansvaret for at påvirke tingene i mikrosamfundene, i nærmiljøet, i det små.
Det er ikke en illusion om gennemgribende forandringer, der er drivkraften, men derimod en lyst til at indgå i positive, opbyggelige fællesskaber sammen med ligesindede. Det betyder også, at f.eks. kommuner med en vis succes kan inddrage borgere i planlægningen af byrum m.m. og i sidste ende kan denne lyst til involvering betyde, at borgere forventer at blive taget med, når der skal tages vigtige beslutninger, og at kommunerne således også kan tage borgerne som gidsler i svære prioriteringer - skal børnehaven lukkes, eller de ældre ikke vaskes? Samtidig med at der er denne voksende lyst til at mærke livet og indgå i konstruktive værdibaserede fællesskaber og gøre en forskel i det små, så hersker der også en udpræget grad af superoptimering og et tunnelsyn blandt de selv samme danskere. LÆS OGSÅForsker: Det er dybt bekymrende, at eliten klumper sig i enklaver Det gør der, fordi drivkraften et langt stykke hen ad vejen er individualistisk: »Hvad får jeg ud af dette?« og »Hvad får jeg ud af det og dem, jeg vælger at engagere mig i og bruge min tid og energi på?« Selv om de, der var med i halvfjerdserne, nok vil hævde, at drivkraften dengang var uegennyttig og altruistisk, så er der i nyere tid ikke noget nyt i, at bevæggrunden er individualistisk. Det nye er, at det i stigende grad er legitimt at have sådanne individualistiske bevæggrunde. Det er anerkendt og accepteret som en fair deal, at man selv får noget ud af f.eks. at gøre noget godt - både som privatperson og som virksomhed. Der opleves ganske enkelt ikke at være en konflikt mellem fokus på personligt udbytte og værdier og lyst til at gøre en forskel. Ræsonnementet synes nærmest modsat - netop fordi man selv får noget ud af det, så er sandsynligheden for, at folk reelt gider at engagere sig, alt andet lige større.
