Jeg ved efterhånden ikke, om Tinder, Happn og lignende dating-genveje er årsag eller resultat af den nosseløse datingkultur, der udspiller sig i Danmark pt. Nok beror den umiddelbare scanning af potentielle mager på en ydre vurdering, men man tiltrækkes jo ikke af et menneskes udseende alene, men i ligeså høj grad af deres energi, duft, stemmeføring, og måden man bevæger sig på.
Så hvorfor er den digitale tilgang så populær? Og hvad gjorde folk i gamle dage?
'Jeg møder aldrig nogen' er et argument, jeg ofte møder. Det er helt sikkert løgn, for selvom du som kvinde f.eks. dyrker yoga i din fritid og arbejder på en kvindearbejdsplads, så må du støde på en mand i ny og næ. På cykelstien. I Brugsen. I vaskekælderen. Jeg lover, der er mere liv og adrenalin i gå målrettet efter ham, der gør dig stakåndet og rødkindet end på en kedelig tømmermandssøndag dovent at vappe fingeren hen over et todimensionelt billede af Jens på 33.
Det er ofte frygten for at blive afvist, der afholder de fleste af os fra at gå efter guldet. Det kan føles som et ansigtstab og vækker ens sovende mindreværd, men hvis man skærer ind til benet, er det jo bare forfængelighed. Og forfængelighed kan man ikke bruge til noget.
I forbindelse med debatten om journalist René Fredensborgs hang til udenlandske kvinder, der håndvasker hans underbukser, fremkom en statistik over, hvor danskere typisk indhenter udenlandske ægtefæller. Mænd ser til Asien, og kvinder til Sydeuropa. Og jeg ved godt hvorfor!
Det er ofte frygten for at blive afvist, der afholder de fleste af os fra at gå efter guldet. Det kan føles som et ansigtstab og vækker ens sovende mindreværd
Sydeuropæiske mænd står nemlig ved deres begær og henvender sig ikke beruset og skeløjet kl. 03:52 på et klistret dansegulv, men derimod stolt og sobert ved højlys dag. Potent mod er så svært at stå for.
Og kærlighed kræver mod. Kærlighed forudsætter, at den ene part lægger sin forfængelighed på hylden og blotter sit bløde, sårbare maveskind ved at tilkendegive og stå ved sin tiltrækning og interesse i den anden. Og ja, man risikerer at få nallerne brændt, når man opererer i den analoge verden.
En Ferrari er jo heller ikke gratis. Men det kilder mere i maven, når man kører i den.
fortsæt med at læse
»Hej smukke, jeg tænkte på, om du kunne bruge lidt selskab i aften?«
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
