Når man som mand første gang beslutter sig for at springe ud som feminist, eller feministisk allieret, er man nødt til at tage stilling til småkagerne.
Småkagerne er belønningen for at gøre det rigtige. De burde som sådan ikke være nødvendige. Du får f.eks. ikke en småkage for at være en nærværende og pligtopfyldende far – det er jo meningen, at du skal være det helt af dig selv. Denne viden, eller nærmere mangel på samme, forhindrer dog ikke mænd i, med stolthed at proklamere: »Jeg tager mig af mine børn!«.
Situationen er lidt den samme med mænds engagement i feminisme, synes jeg. Det moralsk rigtige er støtte op om kampen for lige vilkår og rettigheder for alle mennesker - køn, seksualitet og etnicitet værende irrelevant. Hvorvidt denne kamp kaldes feminisme, egalitarisme, humanisme eller blot ordentlighed burde sådan set være ligegyldigt.
Belønningen for at gøre det rigtige ligger i handlingen selv og din fortsatte viden herom. At mange mænd så forventer en rosende småkage for at gøre det rigtige, understreger blot det enorme privilegium, vi har haft fornøjelsen af at leve med.
Debatindlæg om #MeToo: Kære mænd, det er nu, vi skal klappe i og lytte til kvinderneTag ikke fejl - jeg elsker da også anerkendende småkager, så lidt ros hist og her er kærkommen, og med klar opmærksomhed på sammenligningen, er det da også en hævdvunden opdragelsesmetode overfor vores små børn – krav og belønning. De fleste voksne mænd behøver dog ikke belønning, men er modne nok til at gøre, hvad de skal uden større polemik som feminismens allierede.
Da jeg første gang kastede mig ud i feministiske debatter, og med stor forundring stødte på flere kvinder, der ikke brød sig om at stå frem som feminister, måtte jeg forsigtigt spørge mig lidt frem, før jeg fandt ud af, at det kan afstedkomme overvældende konsekvenser for en kvinde at være feminist offentligt.
Det var lidt et chok, men understregede blot endnu engang det privilegium, jeg har: Som en knapt 2 meter høj og temmelig bredskuldret mand har jeg modtaget lige præcis nul negative henvendelser fra folk vedrørende mine feministiske ytringer. En bekendt spurgte mig godt nok, hvorfor jeg brugte tid på det, men respekterede det, da jeg bad ham lukke røven.
Som mandlig feminist kan man trække på skuldrene over den slags intellektuel indskrænkethed, netop fordi det på et dagligt plan IKKE er noget, jeg er nødt til at bøvle med. For mig er feminisme en tilvalgt, og undgåelig kamp, modsat den, for kvinder, medfødte og uundgåelige ditto.
Feminisme er for os alle - både kvinder og mændOpmærksomheden og bevidstheden om dette var med til at bekræfte mig i, at feminismen er en værdikamp, det er værd at gå ind i. Derfor støtter jeg op, hvor jeg kan; positiv tilkendegivelse og støtte overfor de seje kvinder, der stikker næsen frem i debatten, og ditto protester, når der sniger sig lidt toxic masculinity ind i vennernes diskurs.
Det er bl.a. her, jeg mener, der er en vigtig kamp for os mænd. Den tone, vi mænd har i vores fællesskaber, påvirker os selv, vores omgivelser i almenhed og vores børn i særdeleshed. Toxic masculinity er i sin snigende, giftige essens med til at styrke og fremme den voldtægtskultur, hvis eksistens jeg ikke længere er i stand til at ignorere.
Det er muligt, at jeg har haft et forspring med en mor, der tidligt gjorde mig opmærksom på, at kvindekamp er klassekamp, og at begge mine bedstefædre startede som arbejdere, henholdsvis på fabrik og værft.
Min onkel mistede desværre livet i Søllerødgade i 1992 i kampen mod racisme, og her har man nok forklaringen på min forståelse for nødvendigheden af intersektionalisme i kampen mod patriarkatet og den systemiske forskelsbehandling minoriteterne imellem. Der synes jeg, det er en vigtig kamp at træde ind i som ’udenforstående’ mand og bakke op om, at ingen skal diskrimineres grundet klasse, etnicitet, køn eller seksualitet.
Mænd elsker fortællingen om den dominerende mandSom mand har man alt at vinde og intet at tabe ved at sætte sig ind i, hvad feminismen kæmper for og imod. Hvis du mærker den lille djævel af irritation, der hvisker dig i øret, at »så har kvinder det altså heller ikke værre, og der ER jo allerede ligestilling« - så er der kun en ting at gøre:
Ignorér den og tag dig i stedet tid til at lytte til nogle af de vidnesbyrd, som kvinder deler om den sexisme, de ALLE på et eller andet tidspunkt har oplevet.
Derfor er jeg allieret. Med eller uden småkager.
fortsæt med at læse
Det egentlige problem er en udbredt og normaliseret voldtægtskultur i Danmark
-
Opsang fra en mandeblogger: »Min pik er ikke min manddom, og den slatne lille sag afgør ikke, om jeg har min maskulinitet i behold«
-
Debatindlæg om #MeToo: Kære mænd, det er nu, vi skal klappe i og lytte til kvinderne
-
Kønsforsker skriver om sugardating: Vi er nødt til at skelne mellem prostitution og gaveøkonomi
