I dag, den 25. november, er FN-dagen for afskaffelse af vold mod kvinder – og der er brug for denne markering. Hver tredje kvinde i verden bliver udsat for vold eller voldtægt. Tager vi krænkelser og sexchikane med, så gør #MeToo det åbenlyst, at vi har en overgrebskultur – også i Danmark.
Der er dog en usynlig gruppe, hvor særlige barrierer hindrer dem i at stå frem og bryde tavsheden om en voldelig partner eller arbejdsgiver, nemlig kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.
Tavsheden har længe nok beskyttet overgrebsmændene. Vi skal fremover sikre, at både mænd og kvinder lever i ligeværdige relationer – uanset etnicitet.
De fleste kvinder har udviklet strategier for at håndtere grænseoverskridende mænd. Det er i sig selv skræmmende. For voldsudsatte kvinder med etnisk minoritetsbaggrund gælder desuden, at de ofte er mere isolerede og ensomme end andre, ikke har økonomisk frihed, mangler kendskab til deres rettigheder samt viden om, hvem der kan og vil hjælpe dem med at bryde barriererne.
Psykisk vold til debat: »Han sendte mig måske 40 sms’er i døgnet. Om, at jeg var en luder. At jeg intet kunne. At han kom efter mig. Man bliver nedbrudt af det. Af hele tiden at være i alarmberedskab«I medierne og blandt meningsdannere oplever vi i disse år et hyperfokus på muslimske kvinder med mellemøstlig baggrund, når der bliver talt om social kontrol og vold i nære relationer.
Det usynliggør ikke alene volden mod kvinder med andre minoritetsbaggrunde, det skaber også en unuanceret debat om, hvad der forårsager volden, hvem der er udøveren, og hvad der skal gøres for at stoppe volden.
Vi skal sætte lys på, at etniske minoritetskvinder er mangfoldige og har forskellige kulturer, religioner, national baggrund og opholdsstatus.
Ud over den kendte gruppe med mellemøstlig baggrund, tæller de også f.eks:
• Nuværende au pairs fra Sydøstasien og Østeuropa
• Tidligere au pairs, som er blevet familiesammenførte med danske mænd
• Kristne afrikanske kvinder med FN-kvoteflygtningestatus
• Handlede sydamerikanske kvinder, der lever i prostitution
• Nyankomne kvinder, der er bosat på et dansk asylcenter
Disse kvinder er Danmark særligt forpligtet til at beskytte ifølge Istanbulkonventionen. Vi skal anerkende, at en kvinde med usikkert opholdsgrundlag og usikker økonomi kan være tilbøjelig til at søge beskyttelse hos en mand, da hun er mere udsat alene.
Forholdet er fra begyndelsen ikke ligeværdigt. Vi ser desværre talrige eksempler på, at uligheden vokser over tid, og at vold og kontrol bliver en del af forholdet, så kvindens selvværd nedbrydes, og hun kommer til at leve i isolation.
#MeToo har åbnet Pandoras æske for modige kvinders personlige fortællinger om sexchikane, krænkelser og voldtægter. Hvad gør vi for at bryde tavsheden om volden mod de etniske minoritetskvinder, som lever i isolation og på kanten af samfundet?
Har man sproglige barrierer og manglende kendskab til sine rettigheder, så er det svært at bryde tavsheden.
Hvis opholdstilladelsen eller forældremyndigheden desuden kan komme i fare, så vælger de fleste naturligt nok at bide tænderne sammen og tie stille.
#MeToo bryder altså ikke tavsheden for disse kvinder, vi skal derfor gøre noget særligt for at give dem en stemme, så også chikane, krænkelser og overgreb mod dem bliver belyst og stoppet.
Tarek Hussein analyserer: Sådan karaktermyrder man muslimske kvinderI stedet for at nedlægge integrationsrådene i flere danske kommuner, som vi ser nu, bør det være enhver kommunes ambition at have en proaktiv integrationspolitik. I stedet for at spare på tolke-ydelser, som vi ser nu, bør det være statens ambition, at enhver borger kan komme til orde uanset sproget. Når man skærer i tolke-ydelserne, giver man reelt disse kvinder mundkurv på.
Vi er nødt til at bryde tavsheden om vold mod etniske minoritetskvinder i Danmark. Vi er fagfolk og aktivister, som har bred berøringsflade med netop denne mangfoldige befolkningsgruppe. Tro os, når vi siger, at de har brug for, at vi ser dem, som de er; individer med drømme, håb og ressourcer.
Ens for kvinderne er, at det kan have store personlige konsekvenser for dem at bryde tavsheden om krænkelser og vold. Vi må derfor have kvindernes forskelligheder for øje og samtidig udtænke løsningsforslag, der på en inkluderende måde nedbryder barriererne og inviterer dem ind i fællesskabet.
Det er vigtigt, at flere aktører kommer på banen og bygger bro til etniske minoritetskvinder og -piger, som lever med vold og daglige krænkelser på arbejdspladsen eller i de nære relationer. Vi skal anerkende, hvor nedbrydende og stigmatiserende det er at blive krænket.
Det er ikke den enkeltes ansvar at stå frem og sige »me too«. Vi skal i stedet sikre, at det er risikofrit at sige nej til krænkelser og overgreb.
Det er indlysende, at vi som samfund skal tage os af disse kvinder og give dem en stemme. Derfor tænder vi lys for voldsudsatte kvinder i dag, både ved arrangementer i København og Odense og i vindueskarmen.
fortsæt med at læse
