0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Pædagoger får landets dårligst finansierede uddannelse: Hvordan hænger det sammen med, at regeringen vil have flere talenter ude i børnehaverne?

Pædagoguddannelsen er landets største og dårligst finansierede uddannelse. Hvis vi som samfund mener, at alle børn har ret til en god pædagog, så skal hele pædagoguddannelsen have et løft.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN

Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man ser det for sig: To piger leger ude på legepladsen i en børnehave. De leger mor, far og barn, men pludselig vil de begge være moren. De begynder at forhandle om denne eftertragtede rolle.

»Så sagde vi, at jeg var moren, for jeg har jo sådan en fin kjole på«.

»Nej, jeg er moren, for det er mig, der holder babyen«.

Nu hiver Berte og Ella de tunge skyts frem: »Du må ikke være med i MIN leg!«, og »så vil jeg ALDRIG lege med dig mere«.

Men inden konflikten løber af sporet, kommer pædagogen Carsten pigerne til undsætning: »Jeg kan høre, at I begge to gerne vil være moren, men hvad med storesøsteren? Hvem skal være storesøsteren?«

»Det skal jeg«, siger Berte frisk.

Vi kan ikke være bekendt at sende vores børn i daginstitutioner, der ville have fået en sur smiley, hvis ’madanmelderen’ var kommet på uanmeldt besøg

Og Ella følger straks op: »O.k., så siger vi, at du var storesøsteren, for du har jo også den meget flotte kjole på«.

Pigerne er igen fuldt optaget af legen, og konflikten er afværget.

Er Carsten et pædagogisk talent? Et talent udi at løse børns konflikter på en anerkendende måde? Han observerede pigerne og trådte til i det øjeblik, hvor de ikke længere selv kunne håndtere konflikten, og tilbød dem en løsning, så de begge kunne komme videre i legen med værdigheden i behold. I min optik er Carsten et pædagogisk talent.

Men hvordan skal vi få øje på og anerkende talenter som Carsten i pædagogisk arbejde?

Når regeringen vil afsætte millioner af kroner til talentudvikling på pædagoguddannelsen, må vi spørge os selv, hvad talent i pædagogfaget er, og hvordan understøtter vi det i pædagoguddannelsen? Er de talentfulde de studerende, der er gode til at læse teorierne og klarer sig godt til eksamenerne, eller er det de pædagogstuderende, der i deres praktik, som Carsten, ser børnene og handler på det rigtige tidspunkt.

Pædagogisk arbejde er uhyre komplekst – vævet ind i tid og sted. En anden dag var Carstens forslag om en storesøster måske ikke faldet i god jord, og legen var endt med to mødre, der gik hvert til sit. Og er Carsten så ikke et pædagogisk talent alligevel? Det er på mange måder svært at udpege og udmærke talenter i pædagogisk arbejde.

Hvis vi sammenligner med kokkefaget, kan kokkeelever allerede under uddannelsen konkurrere på deres evner. De kan stille op i DM for kokke, og erhvervsskolerne har ligeledes konkurrencer, hvor de dygtigste kokkeelever fra landets erhvervsskoler kan konkurrere mod hinanden. Som færdiguddannede kokke bliver deres evner og talenter vurderet og anmeldt af madanmeldere. De bedste kokke får måske endda deres talent anerkendt med michelinstjerner.

Denne tilgang til talentudvikling er svær at overføre til pædagogfaget. Hvordan skal pædagogstuderende f.eks. konkurrere på praktiske pædagogiske færdigheder? Og hvem skal vurdere de færdiguddannede pædagogers talent? Er det en pædagogisk konsulent fra kommunen, der skal agere ’madanmelder’? Den pædagogiske konsulent kan måske nok komme på uanmeldt besøg, men hun kan ikke som madanmelderen anonymt indtage maden for bagefter at vurdere og eventuelt præmiere den. Alle, både børn og voksne, vil vide at de bliver observeret og vurderet af den pædagogiske konsulent. Og heldigvis for det da.

Hvis vi følger tanken til dørs, og den pædagogiske konsulent afslutningsvis giver institutionen stjerner for kvaliteten i det pædagogiske arbejde, er det så etisk forsvarligt at have institutioner med kun én stjerne? På et sted, hvor der hver dag bliver afleveret hundredvis børn, så deres forældre kan komme på arbejde? Så kan man indvende, at der er frit valg af institutioner, men dette er nok mere en teknikalitet end en realitet. I de fleste forældregrupper bliver der talt om, hvilke institutioner der er gode og ønskværdige i lokalområdet. Her er det andre forældre, der agerer ’madanmeldere’. Institutionen og det pædagogiske personale bliver altså ikke vurderet af andre dygtige fagfolk, men af lægmænd (forældre), som vurderer kvaliteten på, om deres barn græder, når de kører på arbejde, om barnet har nogen at lege med, når de henter det igen, og om pædagogerne generelt opleves som søde. Det kommer ofte til at handle om en stemning: Er der rart og hyggeligt i institutionen?

Annonce

De fleste forældre har ligeledes en afgrænset tidshorisont. Det kan godt være, at de starter med at skrive deres barn op til den mest eftertragtede institution, men når dagen nærmer sig for, at de skal begynde på arbejde igen, så må de tage den plads, de får tilbudt. Og når barnet først er begyndt i denne institution, skal der meget til, før man flytter barnet igen, for pædagogisk arbejde handler om mennesker, om relationer og tryghed. Hvis barnet således overordnet har det godt, er faldet til, har fået venner, jamen, så lever man nok også med, at pædagogen Irene nogle gange skælder ud om eftermiddagen. Man kan jo sådan set også godt forstå hende. Hun er alene med 12 vuggestuebørn, og man er selv glad for, at man ikke har været i den larm og lugt de sidste 8 timer.

Men hvor er det så, vi skal sætte ind med talentudvikling i pædagoguddannelsen? Og hvad skal målet med denne talentudvikling være? Er det, som direktør for Tænketanken DEA Stina Vrang Eliasen for nylig foreslog i DR, at talentmassen på pædagoguddannelsen er de pædagogstuderende, der ønsker at fordybe sig i forskning og være faglige fyrtårne i den pædagogiske praksis? Og hvordan skal dette komme i spil i praksis i et fag, der er gennemreguleret og styret politisk? Hvem siger, at politikerne er glade for den talentfulde pædagog, jeg synes, jeg har været med til at uddanne? Hvad stiller vi op med den empatiske og reflekterede pædagogstuderende, der har læst teorier om anerkendelse og barnets perspektiv, men som bliver ansat i en kommune, der har købt konceptet Pals (positiv adfærd i læring og samspil), hvor børnenes ønskværdige adfærd præmieres med ros og stjerner?

Hvad stiller vi op med den kritiske og analyserende pædagogstuderende, der har læst om dømmekraft og situeret læringsteori, men som bliver ansat i en kommune, der har indført effektstyring? Det ville svare til, at michelinkokken blev ansat i en restaurant, hvor staten havde bestemt, hvilke ingredienser der måtte komme i maden.

Og det leder vores tanker helt andre steder hen: Pædagoguddannelsen er nemlig landets største uddannelse og samtidig den dårligst finansierede uddannelse. Hvis vi som samfund mener, at alle børn har ret til en god pædagog som Carsten, så skal hele pædagoguddannelsen have et løft.

Vi kan ikke være bekendt at sende vores børn i daginstitutioner, der ville have fået en sur smiley, hvis ’madanmelderen’ var kommet på uanmeldt besøg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts