Tillad mig, at jeg først introducerer mig selv. Jeg er en gammel dreng på 83. Efter et langt og godt liv, er jeg nu ’single’ med en økonomi, der giver mig en betydelig frihedsgrad til at leve et godt liv.
Men samtidig er jeg meget bevidst om, at jeg er del af et fællesskab, der på mange måder bevæger sig i en uheldssvanger retning. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på, hvordan vi mennesker er i gang med at ødelægge den planet, der er hele grundlaget for vores eksistens.
Jeg vil godt i min dagligdag handle miljørigtigt, men jeg frustreres over, hvor ringe vejledning der foreligger, for at det kan lade sig gøre. Lad mig komme med et helt konkret eksempel:
I dag ville jeg godt til middagsmad lave friterede blæksprutteringe med aioli og en grøn salat. De frosne blæksprutter skulle i fritureolie. Mindre en 0,5-0,75 liter olie kunne ikke gøre det, hvis resultatet skulle blive rimeligt godt. Hvad skulle jeg gøre med olien bagefter?
Min første tilskyndelse var at hælde den i vasken. Måske skulle jeg for at dulme den dårlige samvittighed tilføre lidt rigeligt opvaskemiddel for at forhindre, at olien satte sig som en prop i afløbssystemet, for kommunens i øvrigt meget detaljerede vejledning om kildesortering og deponering af køkkenaffald giver ingen instruks om brugt fritureolie.
Skulle jeg hælde den på en plastikflaske og deponere den som ’restaffald’? Jeg veg tilbage, for plastik er jo ikke restaffald.
Så olien står stadig i gryden og venter på en ubeslutsom beslutningstagers beslutning.
Aiolien var købt i en 150-grams plasticemballage – dvs. mindste tilgængelige størrelse. Mindre end en tredjedel blev spist. Hvad med resten? Holdbarheden var 2-3 dage i åbnet tilstand. Den skulle altså ud; jeg ville aldrig få spist resten inden for udløbstiden.
Skulle jeg skrabe indholdet ned i ’biologisk affald’ og vaske emballagen med brug af varmt vand og sæbe, eller skulle jeg deponere det hele som ’restaffald’?
Det fungerer ikke: Så nu kan alle husstande få 400 kroner til affaldssortering af Københavns KommuneHvis jeg rengjorde emballagen, ville den fremstå som plastik med påklistrede papiretiketter. Er det godt nok som ren plastik? Jeg ville vel bruge en liter varmt vand i processen. Kan det forbrug retfærdiggøres i et miljøperspektiv?
Da blæksprutterne var færdige, kom jeg dem op på en tallerken med 2-3 stykker køkkenrulle for at tage fedtet. Hvad skulle jeg så gøre med papiret? Er fedtet papir o.k. for papircontaineren? Skulle jeg skylle det i lidt sæbevand, for at neutralisere fedtet? Eller skulle jeg blot dumpe det i ’restaffald’?
Jeg vil så gerne gøre det rigtige, men er frustreret over, at jeg ikke ved, hvad der er det rigtige.
Salatemballagen rummede samme problematik. Kan det miljømæssigt betale sig at rengøre plastemballage for madrester med varmt vand og sæbe, for at kvalificere den som ’plastik’?
Jeg spiste ikke op; der var både blæksprutteringe og salat til overs. Og så kommer den næste samvittighedsmæssige udfordring. Jeg bor inden for skovbyggelinjen, er naturelsker, og det er derfor en nærliggende fristelse at hælde overskuddet ud i skovkanten.
Da jeg var barn, blev madrester deponeret i hønsegården. Det gav mening. Kan jeg ikke bidrage til biodiversitetens fremdrift, hvis jeg forsyner lidt truede arter med lidt føde til arternes opretholdelse? Eller er det bedre at komme resterne i en nedbrydelig plastikpose og deponere det til viderebehandling til biobrændsel?
The answer, my friend, is blowing in the wind.
Det er svært at være menneske, hvis man vil det rigtige. Netop det synes jeg er en udfordring for den ny, miljøprogressive regering. Det behøver ikke koste mange penge.
Det er kun et spørgsmål om at tale til den enkelte på den enkeltes præmisser. Realiseringen af FN’s klimamål begynder og slutter med den enkelte.
fortsæt med at læse
