Når jeg bliver stresset, får jeg rødt udslæt på min underarm. Min læge giver mig creme til at smøre på for at dulme kløe og svie. Men jeg ved jo godt, at jeg for at undgå, at udslættet bare kommer tilbage, må håndtere de bagvedliggende årsager til, at udslættet overhovedet finder vej til min underarm.
Hvad skal jeg bruge den information til, tænker du sikkert, men lad mig udvide med en analogi: Ligesom med udslættet på min underarm skal vi ikke reducere håndteringen af covid-19 til et spørgsmål om vaccine og hygiejne, men også forholde os til de bagvedliggende årsager til covid-19’s fremkomst for at forebygge lignende sundhedsmæssige katastrofer i fremtiden.
Ser vi på det faglige grundlag, som beslutningstagere har bygget deres ageren på i 2020, er især et forhold interessant: fraværet af et makrobiologisk perspektiv. En konklusion, vi kan drage ved at bladre igennem Grønnegård-rapportens 600-siders udredning, hvor det fremgår, at mikrobiologien udgør det faglige grundlag.
Hvorfor er det interessant? Fordi mikrobiologiens og makrobiologiens perspektiver på et fænomen som covid-19 er væsensforskellige. Mikrobiologien ser covid-19 gennem et mikroskop, man zoomer ind på virussen – mikrobiologen er lægen, der kigger på min røde underarm og giver mig en creme. Makrobiologien derimod zoomer ud og kigger på covid-19 som et samlet biologisk fænomen – makrobiologien handler om at kigge på de bagvedliggende årsager.
Hvad ser vi så, hvis vi tager de makrobiologiske briller på?
At covid-19 ikke er en enkeltstående hændelse, men en del af et mønster. De senere år har vi set fremkomsten af epidemier i stadig flere lande – i 2010 var under 20 lande angrebet af forskellige epidemier, mens knap 40 lande var angrebet i 2018, ifølge en kortlægning fra Harvard Global Health Institute. Et trendskifte efter et århundrede med faldende spredning af epidemier som følge af forbedret ernæring, hygiejne og brug af vaccine.
Og hvad kan så forklare dette trendskifte? I Harvard-kortlægningen fremhæves øget rejseaktivitet, urbanisering, migration, afskovning og klimaforandringer som de bagvedliggende årsager.
Afskovning er koblet til 31 procent af epidemierne som nipah, zika og ebola, mens klimaforandringer fører til ændringer i smittemønstrene for en række infektioner, hvilket kan være med til at accelerere udbruddene af f.eks. malaria og dengue, der har vist sig at være følsomme over for ændringer i klimaet.
Vores ikkebæredygtige udvikling er i gang med at ændre spillereglerne på kloden, og dermed må vi forvente, at det påvirker vores sundhed, som Aaron Bernstein, direktør i Harvards Center for Climate, Health and the Global Environment, betoner i spørgsmålet om forholdet mellem klima, biodiversitet og epidemier.
Som forskeren bag førnævnte kortlægning, Peter Sands, fremhæver, er vi gode til at rette opmærksomheden mod pludselige forandringer, mens vi ofte overser langsomme ændringer i vores miljø, der driver disse forandringer frem.
Erhvervspsykolog: Det, vi lider af, hedder pandemisk stress Højskoleelev: Vi føler, at vi mister de bedste år af vores liv Seniorforsker og antropolog: Bag coronakrisen lurer endnu en pandemi: gældshamsterhjuletDen øgede fremkomst af epidemier bliver i et makrobiologisk perspektiv i mindre grad til en trussel og i højere grad til et signal og en besked – ligesom udslættet på min underarm fortæller mig, at jeg skal forholde mig til de bagvedliggende stressfaktorer, kan mønstrene af epidemier ses som kloden, der siger til menneskeheden: »I har for travlt, I kører for stærkt, tag det lidt roligt«.
Den øgede fremkomst af epidemier kan ses som en besked om behovet for at finde nye veje. En anledning til at forholde sig til menneskehedens ikkebæredygtige omgang med kloden og en venlig reminder om behovet for at opsøge veje til mere bæredygtige livsformer.
Det kan finde sted på et livsstilsmæssigt og kulturelt niveau. Som det lød fra H.M. Dronningen i nytårstalen: »Den tid, vi har været igennem, har givet os alle stof til eftertanke. Hvad er det, der virkelig betyder noget for os, som samfund, som mennesker? Hvad har vi lært? Og hvad kan vi tage med os?«.
Det handler dog også om at kigge på de strukturelle politisk-økonomiske forhold. En, der gør det, er den engelske videnskabsjournalist Laura Spinney, forfatter til bogen ’The Spanish Flu of 1918 and How it Changed the World’.
I en artikel i Time udfolder hun vigtigheden af at gentænke vores fødevaresystemer for at forebygge fremtidige pandemier, da et stadig stigende antal undersøgelser peger på fødevaresystemet som en central udløser. Problemstillinger, der går langt ud over fødevaremarkeder i Kina, men handler om fødevaresystemer på tværs af kontinenter, fremhæver Spinney.
At smøre creme på kan være en okay handling på kort sigt, men hvis vi ikke også forholder os til de dybere årsager til udslættets fremkomst, mister vi vigtig læring, der kunne være til gavn for menneskers trivsel på lang sigt.
Læringen fra covid-19 handler ikke bare om at have det rette kriseberedskab og den rette symptombehandling. Det handler også om at fokusere opmærksomhed og ressourcer på de bagvedliggende faktorer, der driver sygdommene frem.
Ser vi f.eks. på klima, er det næppe tilfældigt, at Verdenssundhedsorganisationen beskriver Paris-aftalen som den potentielt vigtigste sundhedsaftale i dette århundrede. På linje hermed advarer Aaron Bernstein fra Harvard mod at se sundhedspolitik og miljø- og klimapolitik som adskilte størrelser.
Derfor skal vi inddrage makrobiologiske løsninger, når vi diskuterer fænomener som covid-19 og formentlig, desværre, kommende epidemier og andre symptomer på ikkebæredygtig udvikling.
fortsæt med at læse
