0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


En kanslerinde siger farvel. Først til sidst kaldte hun sig selv feminist

Vi siger snart farvel til en af nyere histories vigtigste kvinder. Men Merkel har ikke råbt op om sin rolle som ene kvinde i et mandehav eller den manglende ligestilling i EU’s største land – før til allersidst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kun få uger inden slutningen af sin 16-årige mandatperiode som kansler sagde Angela Merkel, at hun i dag kan sige ja til at være feminist, i den forstand at mænd og kvinder skal være lige i deres deltagelse i samfundslivet og i livet generelt.

»Alle skulle være feminister«, tilføjede hun.

Og så høstede hun hujen og bifald fra salen for en erklæring, som hun ellers ikke har haft travlt med at lave i sin lange politiske karriere.

I løbet af Merkels politiske liv er hun gået fra at blive kaldt Helmut Kohls ’pige’ til at være en af de mest magtfulde politikere i Europa og i verden. Igennem de seneste 30 år har Merkel flyttet sig fra den nok svageste position i kansler Kohls kabinet – som minister for kvinder og unge i 1991 – til magten i Tysklands tinde, hvor hun nu efterlader et gabende tomrum. Et tomrum, som de tre kandidater til at afløse hende desperat prøver at fylde ud.

I 1990’erne og de tidlige 2000’ere blev Merkel latterliggjort på grund af sin frisure, men med tiden blev brandet Merkel legendarisk, og nu efterligner kanslerkandidaterne Olaf Scholz, Armin Laschet og Annalena Baerbock det på hver sin måde. Scholz har brugt Merkels trekant, hendes berømte håndstilling; Laschet prøver at positionere sig som garant for »en forlængelse af Merkel og alt, hun har opnået«; og Baerbocks støtter ynder at sammenligne de to kvindelige politikere.

Denne fortælling om Angela Merkel er helt sikkert ikke en Askepot-historie. Det er en historie om en utrolig skarp kvinde, en ph.d.-uddannet fysiker, der langsomt og uden hastværk har bjergtaget folk omkring sig med sin professionalisme, viden, detaljeorienterethed og fingerspitzengefühl. Fortællingen om hendes kan fungere som en lektion i en kvindes stenede vej til magten.

Angela Merkel selv har været utrolig succesfuld i et ekstremt mandsdomineret parti. Men hun har ikke kunnet eller villet bruge sin magt på at normalisere kvinders rolle i partiet generelt

Når vi fortæller succeshistorier om kvinder som Angela Merkel, er det nemt at undervurdere de udfordringer, de har mødt på deres vej. Denne risiko er især stor for Merkel, da hun næsten aldrig taler om sig selv, sine motiver eller sine oplevelser.

Som Ursula Weidenfeld, der har skrevet en ny bog om ’Die Kanzlerin’, siger:

»Den største udfordring er, at vi endnu ikke rigtig ved, hvem Angela Merkel egentlig er. Og det lader til at være en strategi eller et princip: Man inviteres til at tolke denne politiske karriere, ligesom man har lyst til at tolke den«.

Min tolkning i dag er, at nogle af stenene på Angela Merkels vej til magten giver et realistisk billede af, hvad en kvindelig politiker eller leder kan opleve. Tre overskrifter på disse oplevelser kunne være: frisure, ’Mutti’ og exceptionalisme.

Som den tyske CDU-politiker Rita Süssmuth sagde i forbindelse med forbundsvalget, der gjorde Merkel til kansler i 2005, blev der til dels »diskuteret mere om hendes frisure, udseende, ansigtsudtryk, hænder osv. end debatteret om (politisk) indhold. Og hvor ofte blev der spurgt: Kan pigen det?«.

16 år senere er de fleste mere tilbageholdende med at kalde en voksen kvinde (Merkel var på det tidspunkt 51) for en ’pige’. Men det tilbagevendende kvalifikationsspørgsmål kender mange – især yngre kvinder – stadigvæk alt for godt i dag. Det betyder, på godt og ondt, at kvinder ofte bliver undervurderet. I Merkels karriere kan det sågar have været til hendes fordel. I diverse magtkampe med partifællerne har modstanderne muligvis ikke taget hende alvorligt nok. Igennem årene har hun i hvert fald overgået mange mandlige konkurrenter fra sit parti, CDU: Edmund Stoiber, Friedrich Merz, Christian Wulff, Roland Koch, Norbert Röttgen og sågar Wolfgang Schäuble, som egentlig blev set som Helmut Kohls kronprins og fremtidige kansler.

Men Merkel var kommet for at blive. Og langsomt modnedes hun i folks øjne fra ’pige’ til ’Mutti’. Tilnavnet ’Mutti’ hænger fortsat stædigt ved hende i dag. Det blev formentlig til omkring 2008, da den daværende økonomiminister, Michael Glos, i et interview med tidsskriftet Der Spiegel, sagde, at Merkel behandlede ham »med en skarp moderlighed«. Og derfra klistrede navnet ’Mutti’ på den kvindelige kansler som en sød honningmad på fingrene.

Men den hyggelige klang, der måske synes at være i navnet ’Mutti’, var og er vildledende. Sagt fra en voksen til en anden har ’Mut