Kun få uger inden slutningen af sin 16-årige mandatperiode som kansler sagde Angela Merkel, at hun i dag kan sige ja til at være feminist, i den forstand at mænd og kvinder skal være lige i deres deltagelse i samfundslivet og i livet generelt.
»Alle skulle være feminister«, tilføjede hun.
Og så høstede hun hujen og bifald fra salen for en erklæring, som hun ellers ikke har haft travlt med at lave i sin lange politiske karriere.
I løbet af Merkels politiske liv er hun gået fra at blive kaldt Helmut Kohls ’pige’ til at være en af de mest magtfulde politikere i Europa og i verden. Igennem de seneste 30 år har Merkel flyttet sig fra den nok svageste position i kansler Kohls kabinet – som minister for kvinder og unge i 1991 – til magten i Tysklands tinde, hvor hun nu efterlader et gabende tomrum. Et tomrum, som de tre kandidater til at afløse hende desperat prøver at fylde ud.
I 1990’erne og de tidlige 2000’ere blev Merkel latterliggjort på grund af sin frisure, men med tiden blev brandet Merkel legendarisk, og nu efterligner kanslerkandidaterne Olaf Scholz, Armin Laschet og Annalena Baerbock det på hver sin måde. Scholz har brugt Merkels trekant, hendes berømte håndstilling; Laschet prøver at positionere sig som garant for »en forlængelse af Merkel og alt, hun har opnået«; og Baerbocks støtter ynder at sammenligne de to kvindelige politikere.
Denne fortælling om Angela Merkel er helt sikkert ikke en Askepot-historie. Det er en historie om en utrolig skarp kvinde, en ph.d.-uddannet fysiker, der langsomt og uden hastværk har bjergtaget folk omkring sig med sin professionalisme, viden, detaljeorienterethed og fingerspitzengefühl. Fortællingen om hendes kan fungere som en lektion i en kvindes stenede vej til magten.
Når vi fortæller succeshistorier om kvinder som Angela Merkel, er det nemt at undervurdere de udfordringer, de har mødt på deres vej. Denne risiko er især stor for Merkel, da hun næsten aldrig taler om sig selv, sine motiver eller sine oplevelser.
Som Ursula Weidenfeld, der har skrevet en ny bog om ’Die Kanzlerin’, siger:
»Den største udfordring er, at vi endnu ikke rigtig ved, hvem Angela Merkel egentlig er. Og det lader til at være en strategi eller et princip: Man inviteres til at tolke denne politiske karriere, ligesom man har lyst til at tolke den«.
Min tolkning i dag er, at nogle af stenene på Angela Merkels vej til magten giver et realistisk billede af, hvad en kvindelig politiker eller leder kan opleve. Tre overskrifter på disse oplevelser kunne være: frisure, ’Mutti’ og exceptionalisme.
Som den tyske CDU-politiker Rita Süssmuth sagde i forbindelse med forbundsvalget, der gjorde Merkel til kansler i 2005, blev der til dels »diskuteret mere om hendes frisure, udseende, ansigtsudtryk, hænder osv. end debatteret om (politisk) indhold. Og hvor ofte blev der spurgt: Kan pigen det?«.
16 år senere er de fleste mere tilbageholdende med at kalde en voksen kvinde (Merkel var på det tidspunkt 51) for en ’pige’. Men det tilbagevendende kvalifikationsspørgsmål kender mange – især yngre kvinder – stadigvæk alt for godt i dag. Det betyder, på godt og ondt, at kvinder ofte bliver undervurderet. I Merkels karriere kan det sågar have været til hendes fordel. I diverse magtkampe med partifællerne har modstanderne muligvis ikke taget hende alvorligt nok. Igennem årene har hun i hvert fald overgået mange mandlige konkurrenter fra sit parti, CDU: Edmund Stoiber, Friedrich Merz, Christian Wulff, Roland Koch, Norbert Röttgen og sågar Wolfgang Schäuble, som egentlig blev set som Helmut Kohls kronprins og fremtidige kansler.
Men Merkel var kommet for at blive. Og langsomt modnedes hun i folks øjne fra ’pige’ til ’Mutti’. Tilnavnet ’Mutti’ hænger fortsat stædigt ved hende i dag. Det blev formentlig til omkring 2008, da den daværende økonomiminister, Michael Glos, i et interview med tidsskriftet Der Spiegel, sagde, at Merkel behandlede ham »med en skarp moderlighed«. Og derfra klistrede navnet ’Mutti’ på den kvindelige kansler som en sød honningmad på fingrene.
Men den hyggelige klang, der måske synes at være i navnet ’Mutti’, var og er vildledende. Sagt fra en voksen til en anden har ’Mutti’ en nedværdigende bismag. Og så blev Mutti gerne brugt af højreekstreme for at kritisere Merkels flygtningepolitik, for eksempler med ’Mutti skal væk!’, ’Mutti Multikulti’ eller det smukke ordspil ’Mutter Terroresia’. Men heller ikke uden for højrefløjsmiljøet er kaldenavnet ’Mutti’ uproblematisk, og Merkel selv har, så vidt vides, aldrig været særlig vild med betegnelsen.
En anden Merkel-biograf, Robin Alexander, siger om hende, at hun »ikke ser sig som nationens Mutti, men som en, der træffer væsentlige beslutninger på en så kvalificeret baggrund som muligt«.
Tilnavnet ’Mutti’ var altså på mange måder kun en fortsættelse af, at Merkel blev underkendt som politisk magtfaktor ved at lægge særlig vægt på hendes køn.
Dette tager os til den tredje overskrift: exceptionalisme. En vigtig kilde til Merkels succes er, at hun er perfektionist i forhold til at forberede og fordybe sig fagligt i de mange komplekse sammenhænge, hun som politisk leder skal forholde sig til. Når Merkel forbereder et topmøde, f.eks. med den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, er hun som en topfodboldspiller, der forbereder sig på sin modstander, næsten via videoanalyse, siger Merkel-biografen Robin Alexander.
Hvad det angår, er Annalena Baerbock faktisk blevet sammenlignet med Merkel. Inden Baerbocks småfejl på cv’et og i hendes bog kom frem, roste mange hende for at have styr på tingene, og hendes opmærksomhed på detaljer mindede dem om Merkel. En anden populær sammenligning med den 40-årige Baerbock er ingen ringere end … Hermione Granger, den flittige, hårdtarbejdende karakter fra Harry Potter-bøgerne, som virker dobbelt så skarp og dygtig som Harry og Ron til sammen. Når vi ser på kvindelige politikeres karrierer, for eksempel Merkels, synes det at kræve ’das kleine Bisschen extra’ (den lille smule ekstra) i talent og dygtighed, hvis man skal lykkes med at anerkendes for sit politiske talent og ikke kun reduceres til ’pige’ og senere ’Mutti’.
Til trods for Merkels uvillighed til at pege på den sexisme, hun er blevet udsat for i sit politiske liv, har hun så gjort en forskel for kvindernes politiske magt og repræsentation? Det korte svar er: Selvfølgelig har hun det. Tyske børn og unge er opvokset med en kvindelig politisk rollemodel, en stærk og respekteret kanslerinde. Nogle af de mindre børn spørger sågar deres forældre, om mænd overhovedet kan blive kansler.
Det lidt længere svar er dog mindre entydigt. På nogle måder har Merkel gjort kvinder – eller i det mindste én kvinde – mere synlige i politik. Ser man på billeder af topmøder såsom G7/8 og G20 igennem årene, er hendes fremtoning og hendes farvede jakkesæt blandt de sort-hvidt-klædte mænd en sand lettelse for øjet. Samtidig er andelen af kvinder på disse møder stadigvæk pinligt lav. I den tyske Forbundsdag er andelen af kvinder højere end på G20, men stadigvæk lav: Den lå på 31 procent kvinder i den seneste regeringsperiode (fra 2017 til nu). I Merkels eget parti, CDU, har blot 20 procent af parlamentsmedlemmerne i samme periode været kvinder. Kritiske stemmer siger, at CDU har gjort det svært for kvindelige kandidater, f.eks. ved at give dem lave listeplaceringer under valget, hvilket har gjort det mindre sandsynligt at få en plads i Forbundsdagen. Sagt på en anden måde: Angela Merkel selv har været utrolig succesfuld i et ekstremt mandsdomineret parti. Men hun har ikke kunnet eller villet bruge sin magt på at normalisere kvinders rolle i partiet generelt.
I et ligestillingsperspektiv er det farlige ved at have en kvindelig kansler i 16 år, at det kan skabe en illusion om ligestilling, mens partistrukturerne, den politiske kultur og den førte politik stadigvæk sakker bagud. Hvis vi kigger på den politiske substans, har Merkel ikke været en kansler, der i høj grad fremmede ligestilling. Da Ursula von der Leyen i 2013 krævede en kvote for kvinder i ledelsespositioner, blokerede Merkel det. Hun har også været imod en ændring i skatteloven, der kunne fremme ligestilling ved at gøre det mere attraktivt for kvinder at komme tilbage på arbejdsmarkedet (afskaffelsen af Ehegattensplitting, hvor ægtepar har en betydelig lavere skat, hvis én partner kun tjener lidt eller intet). Mændenes rolle i hjemmet og med børnepasning er en anden mærkesag, som von der Leyen, ikke Merkel, er begyndt at fremme. Som familieministeriets ligestillingsrapport fra 2019 dokumenterer, er der stadigvæk store uligheder mellem kønnene i Tyskland, f.eks. hvad angår løn, fordeling af barsel og dermed også fattigdom i pensionsalderen.
Angela Merkel er ikke en kansler, der har valgt at råbe op om eller prioritere emner som ligestilling og kvinders rettigheder. Sådan en dagsorden ville muligvis også have betydet en meget tidligere afslutning på hendes karriere i det konservative CDU. En kvinde, der vil fremme ’kvindeemner’, lyder ikke som opskriften på at få magt i dette parti – og heller ikke i det generelt ret konservative Tyskland.
Først til allersidst i sin regeringskarriere er Merkel blevet mere eksplicit omkring nødvendigheden af at adressere den manglende ligestilling.
»Det kan ikke være rigtigt, at kvinder er dem, der bærer vores samfund på afgørende måder, men samtidig ikke er ligestillet, når det kommer til de vigtige beslutninger i politik, økonomi og vort samfund«, sagde Merkel i marts 2021.
Og for nylig i en debatrunde med forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie indvilligede hun altså i at kalde sig selv feminist. Det til trods for at hun ellers tidligere har været meget tilbageholdende med at identificere sig selv som sådan. Adspurgt i 2017 om hun så sig selv som feminist, svarede hun, at hun ikke ville »smykke sig selv med sådanne lånte fjer« fra feminister som Simone de Beauvoir eller Alice Schwarzer.
Alice Schwarzer er Tysklands nok vigtigste feministiske aktivist og på mange måder Merkels modsætning. For præcis 50 år siden grundlagde Schwarzer kvindebevægelsen i Tyskland med en aviskampagne med titlen ’Vi har fået foretaget en abort’, hvor Schwarzer og over 300 andre kendte og ukendte kvinder skrev under på, at de havde fået fremkaldt afbrydelse af deres graviditet, selv om det var ulovligt på det tidspunkt. Tabuemner, personlige historier, høj risiko. Alt det modsatte af, hvad vi har set fra Merkel i hendes kanslertid.
Peter Wivel: Angela Merkels arv til osDet bliver spændende at se, om det nu ændrer sig. Når hun endelig har forladt posten og ikke længere skal holde fast i magten og følge hverken partilinjen eller vælgerluner, kan vi håbe, at hun drister sig til flere indspark. Måske vil hun endda endelig lade os kende hende lidt og fortælle om sine personlige erfaringer som Tysklands første kvindelige kansler?
Den sande test af, hvor meget Merkel har rykket i forhold til kvindernes rolle i politik, ligger i hvert fald stadigvæk foran os: Kan vi nå til et punkt, hvor det ikke svækker en kvindes politiske chancer at sige højt, at der stadigvæk findes et glasloft og ekstra sten på vejen til magten?
fortsæt med at læse
