Det er endeløse krav, protester og skældud fra forældrene, der møder lærer Hans Karup, når han åbner Aula. Aula er »et værktøj, som bidrager til forældrenes opgør med læreren som en autoritet«, skriver han i Politiken 18. november.
Forældrene involverer sågar deres børn i de voksnes korrespondance. »Det er forældrene, der udløser det største praksischok, når man som ny lærer begynder i folkeskolen«, konstaterer Karup.
Hans Karup og hans kolleger er ikke alene om det »praksischok«. Jeg er mor, og jeg har det på samme måde. Jeg gider ikke have et barn på en skole, hvor forældrene får lov at have den magt og indflydelse, Karup beskriver, for jeg vil ikke understøtte den slags samarbejde – eller hvad filan det er? Jeg kan ikke se, hvordan et fagligt og socialt miljø på en skole skulle blive bedre af, at dem, der råber højest, blandt et tilfældigt sammenrend af forældre, får lov til at bestemme noget som helst. Mine børn er mere værd, og det er tæske utrygt at være barn i et miljø, hvor man er i tvivl om, hvem der bestemmer, og hvilke rammer, regler og værdier der gælder.
Det er derfor, min ældste går på en konservativ privatskole, hvor skolens værdier og ledelsens og lærernes regler gælder – også for forældrene. Ingen mobiltelefoner, ingen bare navler, og opfør dig ordentligt, også på Aula.
Min mand og jeg kører gennem flere kommuner og forbi adskillige skoler hver morgen og hver eftermiddag, for at vores søn kan gå på netop den skole, for vi vidste, at han ville trives, både fagligt og socialt lige præcis der. Og vi vidste, vi ville fungere godt som forældre, fordi rammerne er tydelige og konsistente og dermed trygge og befordrende for, at et reelt fællesskab faktisk kan fungere både blandt og på tværs af eleverne, personalet og forældrene.
Det er så uendeligt misforstået, at en god og rummelig kultur – på en skole eller noget andet sted – skal være demokratisk i betydningen: »Alle har lige meget ret og skal have indflydelse på alt« for at være fodformet, moderne, dansk, mangfoldig, what ever. Det er misforstået, fordi der jo for filan ikke ér nogen kultur, hvis en skoles ledelse lader et tilfældigt flertal af forældre mase deres behov og præferencer ned over lærerne, skolen, eleverne og de andre forældre. En kultur er kun en kultur, hvis den bliver opretholdt og er fast, tydelig og genkendelig over tid.
Mine børn skal have et fagligt miljø både i matematik, dansk, frikvarteret og sfo’en, og den faglighed er faguddannet personale og en dygtig, samvittighedsfuld og tydelig ledelse garant for, ikke forældrene.
Det bliver over mit lig, at mine børn kommer i den nærmeste kommunale skole. For det kan godt være, den kan levere det, jeg søger, men jeg aner det ikke. For hvad nu, hvis en tilstrækkelig stor andel af forældrene på mine børns årgange ønsker noget andet for deres børn, end det, faguddannet personale mener, er forsvarligt og hensigtsmæssigt? Får de så lov at tryne lærerne og ledelsen? – eller bare andre elever eller forældre? Skal vi bruge lærernes og vores egen tid på at diskutere klima, ligestilling, sukkerpolitik og alt muligt andet på Aula? Så længe jeg ikke hører et rungende ’nej!’ fra landets kommunale skoleledere, skal mine børn ikke i deres skoler.
I ny og næ får jeg at vide af den slags venstrefløjsere, der godt kan lide Mette Frederiksens kadaverdisciplin-for-velfærdsstaten-kinda-thing, at mit valg om at sende mine børn på privatskole er politisk. Men beslutningen er ikke mere politisk end selv samme Frederiksens eller SF-formand Pia Olsen Dyhrs. De har begge sendt deres børn på private skoler, for den kommunale fungerede ikke for netop deres børn og deres familie. Det til trods for, at Frederiksen har tordnet mod forældre, der tager deres børn ud af folkeskolen, så snart der er lidt problemer, og Dyhr har kaldt folkeskolen »en hjørnesten i vores velfærdssamfund«.
»Jeg synes ikke, at min politiske holdning skal hindre min datter i at have et godt skoleliv«, sagde Pia Olsen Dyhr til Ekstra Bladet, da hun valgte privatskolen til. Og nej, det synes jeg heller ikke. Det ville være selvoptaget. Og netop derfor bliver jeg også provokeret, når andre forældre fortæller mig, at jeg skal sætte mine børn i den lokale folkeskole, hvor de sætter deres, fordi et-eller-andet-med-fællesskab-og-velfærdsstat, selv om både de og jeg ved, at den skole ikke fungerer. Det er ikke mig, der lader mine børn være forsøgskaniner i en kamp for egne politiske idealer. Tværtimod.
Det er for dyrt at være ideologisk, hvis det var min ideologi, skolepengene skulle værne om, og ikke mine børn. For jeg betaler to gange for mine børns skolegang. Først betaler jeg for én skole over skatten, og så går jeg ud og køber skolegang på en anden skole for den del af min indkomst, staten lader mig beholde. Jeg ville hjertens gerne være den sidste udgift foruden, så mine møbler ikke altid behøver komme fra Den Blå Avis, men så ville mine børn betale prisen, og det skal de ikke.
Det glæder mig, at Mette Frederiksen i sin åbningstale i Folketinget i år lagde op til et opgør med folkeskolereformens mange åndssvage krav og rigide rammer og bad forældrene skrue lidt ned for strømmen af Aula-beskeder til lærerne. Men der mangler fortsat et kontant opgør med forældrevældet og de skoleledere, der ikke har musklerne til at modgå det. Først når det kommer, lader jeg mine børn komme nær en folkeskole. For i sidste ende er det skoleledernes ansvar at skabe en skole, der er god for eleverne både fagligt og socialt. Det er skoleledernes ansvar at skabe klare regler og rammer for både personale, elever og forældre – også på Aula.
fortsæt med at læse
