Så lad os da skyde et par gråspurve med kanoner.
Hørt til et bryllup for nylig: »Vil du leve i medgang og i modgang – men ikke i tomgang?«.
Er vores retorik om ’the mental load’ – ’den mentale byrde’ – ikke den tomgang, som præsten husker os på, at vi ikke skal leve i? For kan der være kærlighed i tomgang? Er der udvikling i tomgang? Er der ikke kærlighed i udvikling?
Jeg er ubestridt den bedste til at være Mayland-kalender, til at drifte husholdningen, og jeg nyder den kærlighed, der er for mig i netop at drifte, at være den, som hjemmet samles om. Og jeg nyder det ældgamle syn på parforholdet, hvor manden klipper græs, hæk, vasker bil, fikser hegn, bygger og sætter billeder op, bare fordi jeg har nævnt, at det billede eller den hylde ville være pæn netop dér.
Jeg elsker at være kvinden, der kommer ud med en kold sodavand og et stykke med ost som anerkendelse af, at min mand sveder for mig – for os – sveder for, at vi ikke går i tomgang. Ligesom jeg elsker, at manden løfter sit glas til aftensbordet og siger: »Jeg vil gerne udbringe en skål til dig, fordi du ubestridt er den bedste kvinde og mor, vi kunne ønske os«.
Er det ikke det, et parforhold, et makkerskab, et samarbejde skal kunne, uanset om man ønsker at leve efter så ’ældgamle’ traditioner, som jeg ønsker at leve efter? Der skal være en rolle til os alle i familien, og vi har selv ansvaret for at tage den rolle eller skabe den. Vi kan ikke drifte et samliv, hvis begge vil have de samme roller.
Den største gråspurv, jeg ønsker at skamskyde med min kanon, er, at mænd (og nu generaliserer jeg) skal lukke deres f... kæft med, at kvinder ikke giver plads, at kvinder overtager det hele og derfor efterlader manden som én, der lige så godt kan lade være. Det er netop derfor, mange kvinder mister lysten, og mange mænd brokker sig over manglende sex. Hvem fanden vil dele sin michelin-buffet med en, der ikke påtager sig et ansvar, og som giver kvinden skylden for følelsen af, at man ikke slår til.
En mand må gerne banke kærligt i bordet og sige: »Nu holder du din kæft og lader mig styre, hvor den bogreol skal bygges«. Og vi kvinder skal måske blive bedre til at sige: »Hvis du gerne vil nyde denne her michelin-buffet, så kræver det faktisk, at du lægger dig i selen, at du lytter, er opmærksom, og at en huslig ydelse fra din side ikke automatisk udløser en seksuel ydelse fra min«.
Måske vi, både mænd og kvinder, skal blive langt bedre til at tale om, hvordan vores hjerne fungerer, hvad der tænder os, og hvad der gøder vores kærlighed. Måske skulle vi blive langt bedre til at rollefordele. Det lyder måske træls og tørlagt, men det vil frigive energi, og det vil måske endda skabe motivation, hvilket modvirker the mental load og i sidste ende skilsmisse.
Bevares, jeg har da ondt af de mænd, som slet ikke føler, de kan komme til fadet, og derfor bærer på en mental byrde, der handler om aldrig at slå til. Det kan I så gå rundt at føle de næste mange generationer, indtil I tager ansvaret på jer i stedet for at påklistre kvinden et mærkat om, at hun ikke kan give plads. Kvinder elsker at give plads – hvis hun tør stole på, at manden kan udfylde rollen (underforstået passe på familien). Vi kvinder kan så gå rundt i lige så mange generationer og føle os mentalt overbebyrdet, fordi vi venter på, at manden påtager sig ansvaret.
Måske vi bare skulle begynde at tale sammen og droppe den romantiske forestilling om, at et parforhold er vejen til et liv som lykkens pamfilius. Et parforhold fungerer kun, hvis der er veldefinerede roller og løbende afstemningsforventninger – præcis som på en arbejdsplads.
Hvornår blev vi ’fremmede’ for hinanden? Hvornår blev køn og parforhold så mystiske og komplicerede størrelser, at det hele blev så svært?
Min lillesøster og hendes mand er for mig et smukt eksempel på, hvordan man kan leve i medgang, modgang og ikke i tomgang. De har ligesom alle andre diskussioner, uenigheder og helt sikkert også ulige forventninger til antallet af gange, de skal dele kropsvæsker. Men hver gang, vi er sammen, slår det mig, at de begge hviler i de roller, de har. Om den ene eller anden vasker gulv, fjerner ukrudt, handler eller skifter ble, betyder ikke noget, for det er opgaver, som skal løses, for at deres samliv skal lykkes.
At min mindste lillesøster og netop hendes mand (som jeg i øvrigt elsker) skulle blive nogle, jeg så op til, havde jeg ikke set komme. Så hvad er det, de kan? Hvad kan hun, som jeg så ikke formåede i mit ægteskab, og hvad kan han, som min mand ikke kunne?
Jeg har en fornemmelse af, at de ikke gider bruge deres tid på at være utilfredse, og den eneste måde, de kan undgå det på, er ved selv at tage et ansvar for, at de opgaver, der er i familien, bliver løst. At de bliver løst i samarbejde og i enighed om, at vi altid ordner først og nyder bagefter. Men måske allervigtigst: Vi er et vi, og når man er et vi, vil man altid gøre sit ypperste for at gøre den anden glad, for så er man selv glad, og dermed ingen tomgang. Dermed intet mental load.
fortsæt med at læse
