Jeg er skolelærer. En branche og et fag, hvor det er en stor fordel at være social, udadvendt, imødekommende, åben og relationsstærk. Sådan er rigtig mange skolelærere, og pædagoger for den sags skyld, skruet sammen.
Nogle ville måske hævde, at det var derfor, de søgte ind i faget. Alle ovennævnte kompetencer er fine og gode og i høj grad anvendelige. Ingen tvivl om det, og derfor vil lærerne også gerne have, at deres elever får de samme kompetencer. Der er bare elever, der ikke kan få dem – eller ikke vil have dem!
Alle de introverte – alle de, der på et eller andet tidspunkt i løbet af deres skolegang bliver betragtet og set på, som om der er mere galt end bare det. Alle de, der på et eller andet tidspunkt er oppe at vende på netværksmøder, klassekonferencer og PPR-sparring.
»Vi skal have en god start og en dejlig og tryg indkøring for eleverne, så vi starter med at lave en masse socialt. Lege og opgaver, man skal løse i fællesskab, og nogle dage sætter vi os sammen i rundkreds og skiftes til at fortælle, hvad vi har oplevet for nylig – måske tager vi ovenikøbet på tur. Måske med mere end én overnatning!«. Det lyder umiddelbart hyggeligt, men det er forfærdeligt!
Det er forfærdeligt i 0. klasse, og det er forfærdeligt i 10. klasse, og det er forfærdeligt på alle nye arbejdspladser – hvis man altså er introvert, som en del af os er.
Når man er voksen eller stor teenager, vil man i høj grad komme til at virke i bedste fald nørdet, i værste fald arrogant.
»Hvorfor gider du aldrig at deltage? Hvorfor er det altid os andre, der skal finde på … ?«.
Jeg vil rigtig gerne deltage, men det er ualmindeligt svært for mig.
Jeg har det godt i en lille triade, hvor den ene er ligesom mig og den anden er yderst ekstrovert. Så kan hun/han bane vejen for os andre, tale på vores vegne, og vi to andre kan være i fred.
Vi har ikke noget mod andre mennesker, vi er bare helt vildt dårlige til at smalltalke, socialisere, smile på de rigtige tidspunkter og så videre.
Vi kan godt arbejde sammen. En fast uddelegeret opgave. Intet problem. Men vi vil gerne spise frokost for os selv.
Nu hiver vi børnene og de unge mennesker rundt i alle mulige sociale konstruktioner, som får os introverte til at gå endnu mere ind i os selv og alle de lykkelige ekstroverte til at shine endnu mere.
Ingen, INGEN introvert har lyst til at tage på introtur med en masse nye mennesker.
»Jamen det bliver da sjovt at få nye venner«, lyder det. Nej. Det gør det ikke. Jeg har kun brug for de to, jeg har i forvejen, med hvem jeg altid har fungeret fint. Men det er komplet ubegribeligt for lærerne og pædagogerne, medmindre de selv er introverte (møder du én med det samme blik, så ved du, at han er en ven).
Hvor mange elever der er blevet drøftet, vurderet og diagnosticeret igennem de sidste 20, 25 år, ved jeg ikke, men det opretholder jo PPR-systemets og specialundervisningens berettigelse at få forsøgt at få disse tavse, stille og tilsyneladende ikke-i-trivsel-typer udredt! De fleste af os introverte vil bare gerne i gang med noget læring og så ellers for resten sidde i fred.
Jeg er grundlæggende en fredelig mand, og jeg var også et rimelig fredeligt barn. Men hvis min mor havde lavet en legeaftale for mig, da jeg var barn, havde jeg slået hende. Med knytnæve.
Vi introverte kan sagtens klare os, og det ville sikkert være dejligt, hvis vi vidste, hvad alle vores nye klassekammerater hed, hvad deres livret var, og hvor de havde tilbragt deres ferie, men vi har så svært ved at skjule, at vi er komplet ligeglade. Især fordi vi ikke magter at fortælle selv.
Det er svært for os at markere med en tommelfinger, om vi er o.k.,lidt o.k. eller ikke o.k., når vi begynder dagen – og vi har endnu sværere ved at se meningen med det.
Det fortsætter i voksenlivet. Vi går på dejlig mange kurser – og ikke sjældent bliver vi bedt om at »finde sammen med én, I ikke kender« – vi skal lege en leg, der gør os lidt klogere på hinanden, vi skal styrke fællesskabet, men fællesskabet eksisterer ikke på samme måde for os.
Vi er ikke interesserede i fællesskabet. Det må meget gerne være der, og vi har intet imod, at de andre dyrker og styrker det, men vil bare meget nødigt være med.
Man kan lære noget, der ligner. Simulere interesse. Forsøge at høre efter den kollegiale smalltalk. Men på et eller andet tidspunkt finder vi sammen, og så er det dejligt at sidde helt stille og tænke på, at nu er de andre på introtur.
Lad os nu bare være! Så sparer I også de penge.
fortsæt med at læse
