En vinder bliver kaldt op. Lyset rammer podiet, publikum klapper, og en medalje bliver lagt om halsen. Som når en spiller løfter trofæet i Wimbledon. Noget særligt bliver hædret. Den forestilling malede Anna Libak frem, da hun i DR’s podcast ’Damerne først’ 18. april sagde, at folk »står frem med deres diagnoser som en fortjenstmedalje«.
Men hvad er det egentlig for et billede, der bliver tegnet? En adhd- eller autismediagnose er ikke et trofæ. Det er ikke noget, man ’vinder’, og da slet ikke noget, der bliver hængt om halsen efter en særlig præstation. For mange er det derimod en forklaring på mistrivsel og en hjælp efter en årelang kamp med at føle sig forkert og ikke kunne fungere i arbejdslivet. Alligevel bliver diagnoser i programmet beskrevet som noget, flere og flere gerne vil have for at fremstå særlige. I programmet, der bærer titlen ’ADHD er da normalt…’, påstår Libak desuden, at »det er ikke skamfuldt af have adhd eller autisme«. Det er en måde at vise, man er unik.
