På vej igennem den luksuriøse bar, der kunne have ligget i hvilken som helst storby fra Dubai til Manhattan eller London, blev jeg presset til siden, som en bil mod et autoværn, af en barm så flot og vældig som frontpartiet på en Bentley. På 12 centimeters stiletter pløjede blondinen sig gennem baren bag sin bulbstævn, der løftede og delte luften foran hende. Da hun passerede mig, og de vældige attributter blev ført blidt hen over min torso, sænkede hun de metallisk blå øjenlåg langsomt over et påtaget bly blik, der blev lagt på mig som læderhandsken på et rat.
Jeg vidste nu, hvad det var, Nietzsche kaldte »viljen til magt«. Jeg stod som en proletar i Roms gader slået af magtens pragt. Der var ingen andre i den brede gang bag baren. Alligevel gjorde hun kropskontakten umulig at undgå.
