Lyt til artiklen
Den 1. april sad jeg i min have og tænkte: Det her er helt, helt forkert. Altså ikke det at sidde i haven. Men at sidde på terrassen klokken 21.30. Uden at fryse mere, end hvad et uldent tæppe kunne holde ude. Første april. Det virkede helt, helt forkert. For haven står stadig med nøgne, afpillede træer og visne buske som et tegn på, at foråret endnu ikke er kommet rigtigt i gang – og at sommeren er endnu længere væk. Men temperaturen fulgte ikke kalenderen. Der var lige så varmt som på en god sommeraften. Og det var faktisk lidt uhyggeligt midt i hele den hjemlige forstadshygge med stearinlys på bordet, g&t i hånden og bøf i maven.
