Stort set hver fredag er det det samme mønster, der gentager sig. Min mand og jeg løber rundt og pakker som forvirrede høns, siger farvel til vores hus, sætter os ind i bilen og sidder i kø på Hillerødmotorvejen for at komme op til vores sommerhus. Udefra set er det ulogisk, men når vi rammer sommerhuset, sker der noget magisk. Skuldrene falder helt fysisk ned. Vi bliver omsluttet af en ro, vi ikke finder andre steder. For selv om køreturen er kort, tilbagelægger vi en enorm afstand til alt det, der hedder hverdag.
Mit sommerhus er mit fristed, mit gemmested og mit levested. Og det er her, jeg allermest elsker at lave mad. Selv om jeg har et stort køkken hjemme med masser af maskiner, er jeg mest i balance, når jeg står i mit lille Ikea-sommerhuskøkken, hvor køleskabspladsen er begrænset, og bordpladen lille. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg (næsten) altid har fri, når jeg står her. At jeg ikke skal nå noget, og at jeg har tid til at bruge en formiddag til at køre til både fiskehandleren, jordbærgården og den helt særlige grøntsagsavler, der har salater, gulerødder og jordbær, der er så friske, at der stadig er dug på.
