Kære læser
Det kan ligge lidt tungt med optimismen i januar. Julelysene er pillet ned, kroppen er tung og træt efter en tid med mange fester, gæster, frås og lækkerier. Dagene er grå og mørke, og jeg synes selv, det er ulideligt hårdt at komme i gang igen. Men som altid er der lyspunkter at finde i køkkenet. Især hvis man tillader lidt eksotiske ingredienser som appelsiner, grapefrugter og granatæblekerner. De bedste citrusfrugter fås lige nu og kan lyse enhver vinteraften op. Prøv for eksempel denne salat med appelsin, granatæblekerner og gedeost.
En af mine yndlings-vinter-kombinationer er linser, grape og avokado. Det spiller utroligt godt sammen i den her salat og giver tilmed masser af vitaminer og fibre, som jeg har brug for oven på al jule- og nytårsmaden.
Avocadoen i salaten er både blød og sprød, og den smager fantastisk med den syrlige og friske grape.
Men hvad med klimaaftrykket, spørge du måske. Jo det bedste og mest bæredygtige er naturligvis at spise fra egen baghave, men selv om frugt og grønt er importeret, er klimaaftrykket stadig lavt. Det afgørende er at skære ned på særligt det røde kød.
Derfor står næste ugens madplan også i det grønnes tegn.
Mandag begynder vi ugen med en suppe, jeg altid vender tilbage til, når jeg trænger til et let måltid, der stadig mætter godt i maven. Suppen bliver farvet grøn af porrer og får fylde fra selleri, og så smager det ganske enkelt forrygende.
Tirsdag kommer en af kok Louisa Lorangs yndlingsretter, nemlig gnocchi i fad med svampe og salvie. Gnocchi er Italiens svar på dumplings og kan være et sundere alternativ til den hvide pasta, da de også indeholder kartofler.
Onsdag bliver aftenbordet lyst op af denne vintersalat, som nok ikke kan stå alene, hvis du skal blive mæt. Server til et stykke hvid fisk eller kylling. Mit budskab er altid, at en klimavenlig hverdag ikke udelukker kød. Men det handler om type og mængde.
Torsdag strutter måltidet også af farve og sundhed med disse kåltacos med falafler. Rødkål skal ikke kun spises til jul, men skal bruges hele vinteren. Ligesom alle andre kåltyper har rødkål et højt indhold af vitaminer og fibre, og den iøjnefaldende farve kommer fra mikroskopiske plantestoffer, som du også finder i solbær og blåbær, og som er gavnlige for immunforsvaret.
Fredag står den på pizza, men i stedet for en bund på hvidt mel og olie består den primært af blomkål. Fyldet er den klassiske kombination af kartofler og rosmarin, der i sin enkelthed smager hamrende godt.
Smørrebrød bliver ofte associeret med dyrlægens natmad og madder med roastbeef, men det højtbelagte smørrebrød kan også være grønt. Er du fast læser af nyhedsbrevet, er du sikkert stødt ind i Trine Hahnemanns geniale grønne mad med bagt selleri, hasselnødder og estragon, og har du endnu ikke prøvet at bage et helt selleri og skære det ud i skiver, kan jeg kun opfordre dig til at gøre det. Det er overraskende så godt, det virker.
Det bagte selleri bliver næsten nøddeagtigt i smagen og passer derfor fortrintligt sammen med det brunede smør og de ristede hasselnødder.
Jeg har ikke fået nok af selleri og søndag, vil jeg anbefale dig at lave de her ’nuggets’. Altså hvor stykker af selleri bliver paneret og stegt, som var det kyllingestykker. Her i Louisa Lorangs version bliver de serveret med en cocktailsauce, der er en amerikansk klassiker. Den bliver altid serveret til østers, men fungerer også fremragende til de her selleribidder.
Med ønske om en grøn maduge og en god start på det nye år.