Debatindlæg af

Niklas OlsenProfessor ved Center for Sustainable Futures, Saxo Instituttet, Københavns Universitet

Sebastian Lundsteen NielsenPostdoc ved Center for Sustainable Futures, Saxo Instituttet, Københavns Universitet

CCS lanceres som løsning på klimakrisen, men minder påfaldende om tidligere tiders strategi: at gøre forurening til en forretning – med staten som medinvestor.

Paradokset er tydeligt: Det er ofte dem, der har forurenet mest, som nu får opgaven – og pengene – for at rydde op

Lyt til artiklen

Ved en festlig begivenhed i 2024 blev Project Greensand – et stort anlagt CO₂-lagringsprojekt i Nordsøen – søsat. Med prominente gæster som Lars Aagaard, Kong Frederik og Ursula von der Leyen blev det internationale konsortium af danske og udenlandske aktører hyldet som en teknologisk milepæl. CO₂-fangst og lagring, eller Carbon Capture and Storage (CCS), er i dag en central del af regeringens grønne strategi og positionerer Danmark som foregangsland. Men bag den teknologiske fernis gemmer sig et gammelkendt mønster: Historien om, hvordan forurening ikke blot håndteres – men gøres til en forretning.

Allerede i 1970 beskrev den amerikanske journalist Martin Gellen, hvordan industrien i stigende grad tjente penge på at rydde op efter sig selv. Han kaldte det ’det forureningsindustrielle kompleks’: Et system, hvor staten og erhvervslivet skabte et marked for at kontrollere forureningen – ikke for at afskaffe den, men for at gøre den rentabel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her