Børn skal kunne læse og skrive. Det skal lærerne blive bedre til at lære dem. Lærerne skal arbejde mere - og være autoriteter - og børnene skal være i skole, så længe solen står på himlen. Det siger undervisningsministeren. Lærerne skal være ambitiøse, og regeringen udtænker ambitiøse målsætninger og indgår ambitiøse aftaler. Hvorfor ikke også have realistiske mål? Det er indlysende, at børn skal lære at bruge sproget og lære at lægge sammen. Men man kunne få den tanke, at børns mangler i læsning og skrivning skyldes forbilleder af politikere og tv-værter. Det er således ikke nødvendigvis lærernes skyld. En borgmester i København »vurderer ind til situationen ...«, radioværten tager »morgenmusikken i hånden« ... Det er svært for børnene at finde ud af, hvad godt sprog er. Hvordan skal de lære dansk ved politikeres og journalisters sproglige armod. Uddannelsesministeren vil have, at ... »den enkelte elev bliver dygtigere i forhold til de enkelte fag« ... En god dansklærer beder her eleven om at tage den en gang til på dansk. LÆS OGSÅDu bor i dit sprog Får børnene lyst til at åbne for radio og tv hører de journalisterne vride sproget af led med meningsløse betoninger - på småord og på alle hjælpeverberne - »manden er gået over gaden« ... »Statsministeren vil indgå aftale ...« »... I Syrien er der fortsat gadekampe ...« (i modsætning til pudekampe) osv. Det roderi med betoningerne forstyrrer forståelsen. I dansk har vi tryk, stød og længde, og vi ved, hvor det ene og det andet skal placeres, som noget selvfølgeligt; det dansk, vi hører i medierne, er et kunstsprog, som kun tales i medierne. Når vi taler, sætter vi os selv på spil, er til stede i situationen meget konkret, hvorimod skriftsproget danner begreber, som ikke har noget bestemt at gøre med situationen. Man kan abstrahere, dvs. trække sig tilbage fra øjeblikket. Vi har en forestilling om filosoffen som det sociale undtagelsesmenneske, der i ophøjet ensomhed tænker sine tanker. Men filosofien blev til i Athens brogede sociale sammenhænge. Filosofiens originale medium er ikke skriften, men den mundtlige sprogudfoldelse. Sokrates har antagelig ikke skrevet et eneste filosofisk værk. Mesterskabet lå i samtalen - dialogen, som er erkendelsens vej. I samtalen udvikler vi kultur. Samtalen er det konstruktive udgangspunkt for enhver betragtning af mundtlighedens filosofi. Men mundtligheden mistrives i vores kultur. LÆS OGSÅSprog til tiden Der bliver ganske vist snakket meget, men sagt meget lidt. I dag har det talte sprog afløst det skrevne. De fleste mennesker får deres informationer gennem øret. Men det mundtlige sprog i de elektroniske medier er degenereret ubegribeligt. Kommunikationen mellem radio/tv's oplæsere og lyttere fungerer ikke, fordi værterne taler i en jargon, som er det talte sprog fremmed - overbetoninger, forstyrrende vejrtrækninger, pauser på mærkelige steder i sætningen ... » og Spanien det er et af de lande, der har været talt om (pause) med de store økonomiske hjælpepakker - de store europæiske økonomier som netop Spanien hvor landets økonomiske puls slår alt for langsomt ...«. På Danmarks Journalisthøjskole og andre undervisningsinstitutioner, hvor man uddanner vordende tv/radio-journalister, er der i forhold til den øvrige undervisning afsat så få timer til oplæsning og stemmetræning, at det bliver ligegyldigt. Journalisthøjskolen spurgte mig, om jeg ville komme én dag i et par timer og lære de studerende at speake og lige fortælle dem noget om mundtlig formidling. Det er en ubegribelig disposition, idet langt de fleste af os får vores informationer om verdens gang gennem radio/tv; men det afspejler sig ikke i det sprog, der bliver talt. Den mundtlige formidling bliver behandlet som et vanrøgtet stedbarn. Det får ingen opmærksomhed.
En nybagt journalist kan blive ansat på en radio/tv-station uden at komme til mikrofonprøve. Tale kan vi vel alle. Også i en mikrofon. Det væsentlige må være, tænker redaktørerne, indholdet - historien - men hvis man har en god historie, er det meningsløst at formidle den i en form, som gør det vanskeligt for lytteren at forstå, hvad der bliver sagt. Form og indhold hænger sammen. Sprogbevidstheden medfokus på mundtlighed bør styrkes. Derfor bør retorik sættes på skemaet helt fra 1. klasse. Der er et skrigende misforhold mellem samfundsudviklingen, som viser, at flere og flere benytter sig af den mundtlige kommunikation, og undervisningen, som i alt for høj grad stadig fokuserer på det skrevne sprog, der bør skrives med øret som dommer. Tale behøver ikke nødvendigvis at være noget, man siger. Det kan også være noget, man skriver. Når vi læser, kan vi bruge udtrykket, at teksten 'taler' til os. Den gamle skriftretorik kaldte brevet for en 'sermo absentis in absentem ('en fraværendes tale til en fraværende'). Denne egenskab ved den skrevne tekst kan betegnes som mundtlighed. Mens man skriver, skal man høre sin tekst. Den skal formuleres i rytmiske enheder, der passer til åndedrætsrytmen, og den skal fremføres med talesprogets naturlige frasering og talesprogets naturlige betoninger. LÆS OGSÅSprog er nøglen til mere uddannelse Mundtlighed er således ikke kun noget, der kommer ud af munden. Mundtlighed har man også i hovedet. Man kan sagtens gå en tur, mens man skriver et brev; man taler så at sige brevet i hovedet. Den sætning, der ikke kan siges højt, må skrives om.
