Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Jeg prøver som en sindssyg at undskylde for, at jeg er tyk, for min belastning af samfundet og for min eksistens. Jeg vil blot bede om, at vi tykke må være her - i hvert fald bare lidt endnu. Tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Lad mig dog være fed i fred

Vi har aldrig gået så meget op i slankekure og motionscentre. I det ræs har jeg altid været den store taber.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg lever i en verden, hvor vi ser op til udmagrede anorektiske modeller og idoler, som er voldsomt underernærede.

Mediebilledet er fuldt af sundhedsprogrammer og sundhedsidealer, der får os til at blive helt forpustede.

Jeg lever i en verden, hvor man tilbeder en size 0, og tykke mennesker er dumme. Vi har aldrig tidligere gået så meget op i slankekure, skyr, motionscentre, crossfit, speltkerner, slankepiller og kalorietællere, som vi gør nu. Vi lever ikke i nuet, men i den fremtid, vi gerne vil opnå, det er menneskers lod. Det stopper aldrig!

Jeg vejer for meget, alt for meget. Vi er mange danskere, der vejer for meget, og det er efterhånden blevet en fedmeepidemi. Mange lever ulykkeligt i deres krop, for aldrig før har der været så mange krav til, hvordan man bør se ud.

Den ene dag er kaffe farligt, den næste dag vand, en tredje riskiks – og hvad mon der sker i morgen? Fødevarestyrelsen er netop kommet med deres nye kostråd, og aldrig før har listen været så lang og så udførlig.

Værsgo og spis. Velkommen til sundhedsidealet!

Jeg har vejet for meget, siden jeg var ganske lille, kun afbrudt af et ophold på julemærkehjem og fire magre år.

Jeg har kæmpet med min vægt side om side med andre ulykkelige børn, der ligesom jeg selv blev et let offer i skolegården. At veje for meget i barndommen er ikke sjovt. Jeg dyrkede sport flere gange ugentligt og var en af skolegårdens flittigste til fodbold, men alligevel kom kiloene snigende; maden var forkert.

Min mor havde ikke midlerne eller kræfterne eller overskuddet, så færdigretterne, de lette løsninger, var hverdag.

Da jeg blev ældre, gjorde mediebilledet og omgivelserne mig bevidst om, hvordan man burde se ud, og hvordan man ikke burde se ud. Det var yt at veje for meget. Det er det stadigvæk.

Det er et no-go og et tabubelagt emne, så naturligvis stilede jeg i mine teenageår efter at være veltrænet – være som alle de andre. Vi bar alle rundt på den samme drøm om vores kroppe og vores liv, som omgivelserne formede for os, og som vi sugede til os. Min generation gør det stadig og har lært det helt fra barnsben af.

Det var et helvede at være fed, det var frygteligt, jeg var konstant bagud på point, vaskebrættet kom aldrig. Jeg nåede aldrig målet, bortset fra i korte perioder, indtil badevægten atter nåede nye højder. Alle de andre fik bredere skuldre og større overarme, jeg blev også bredere og større, bare ikke som dem.

Vi har ikke haft det for fedt, og skal vi virkelig undskylde for det?

I dag har jeg tabt kampen for en stund, det er ulykkeligt at indrømme.

Men i dag er jeg lykkelig. I dag er jeg glad for min vægt, alle sundhedsidealer har jeg lagt fra mig. Jeg hviler i mig selv og i min krop, jeg er glad for at spise lidt ekstra og tænker ikke det store på, om der står 110 eller 115 kilo, når jeg træder op på badevægten.

Men det har været en lang rejse, en rejse med selverkendelser. Det har været en rejse, der har budt mig at beundre andre overvægtige, budt mig at ændre mit syn på min og andres kroppe, budt mig at acceptere, hvordan jeg ser ud. Glæden er der, når alt kommer til alt – men kun for en stund.

Jeg ved nemlig godt, at jeg er en last og en belastning for velfærdssamfundet, og at jeg kommer til at trække mere på sundhedssystemet end de fleste, og jeg gør det oven i købet på et oplyst grundlag.

Egentlig er det moralsk forkasteligt, at jeg påtager mig en byrde, som I andre højst sandsynligt kommer til at betale for. Det kan ikke forsvares. Det er, når alt kommer til alt, det eneste, der kan få mig væk fra frikadellerne. Man kan vel ikke påstå, at man er en god samfundsborger, hvis man bevidst pålægger fælleskabet byrder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg stiler efter at være en god samfundsborger, jeg smider ikke skrald på gaden, jeg hjælper gerne kvinder med barnevogne ud af bussen, og jeg hjælper gerne ældre damer over vejen.

Det er vel i grunden enhver borgers pligt at gøre sit bedste for det fælleskab og det land, man befinder sig i.

Jeg prøver som en sindssyg at undskylde for, at jeg er tyk, for min belastning af samfundet, for mit behov for mad og min eksistens. Jeg vil blot bede om, at de tykke må være her, i hvert fald bare lidt endnu.

Vi har ikke haft det for fedt, og skal vi virkelig undskylde for det?

Jeg lever et liv i nuet, jeg lever med min overvægt. Hvis jeg selv kan magte det, kan du så også – og lade mig være i fred?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden