Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: Peter Hove Olesen
Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


S-politiker Kaare Dybvad: Vi må rette op på den kreative tidsånds politiske ødelæggelser

Vi bør skære i antallet af universitetsstuderende og i stedet prioritere de institutioner, skoler og ungdomsuddannelser, der reelt skaber social mobilitet.

Debatindlæg

I sidste uge var det sidste chance for at søge ind på en videregående uddannelse. Nu er det gymnasiekaraktererne, der afgør, om man kommer ind på drømmestudiet. Sådan har det ikke altid været: Adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser kan i år fejre 40-års jubilæum. Selv om vi i dag ser det som en selvfølge, at ikke alle kan komme ind på lige præcis den uddannelse de ønsker, så var det langtfra en nem sag at få det vedtaget tilbage i 1977.

Efter voldsomme stigninger i optaget på videregående uddannelser i 1960’erne var bekymringen fra økonomernes side, om det var samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, at man havde frit optag på alt fra teatervidenskab til tandlægeskolen. Fra Socialdemokratiet kom en yderligere bekymring: I partiets historiske kamp for uddannelsespolitiske fremskridt har formålet altid været, at hver generation skal kunne uddanne sig bedre. Men erfaringen var nu en anden: Andelen af arbejderbørn på universiteterne var ikke stigende, men konstant. De store investeringer i de længste uddannelser skabte ikke social mobilitet, og den socialdemokratiske regering med undervisningsminister Ritt Bjerregaard i spidsen, ville i stedet prioritere gymnasier og erhvervsskoler.

Historien om adgangsbegrænsningen i 1977 er værd at mindes, når en række Politiken-skribenter, fagforeningsformænd, universitetsansatte og studenterrepræsentanter de seneste måneder har kritiseret min bog ’De lærdes tyranni’ for at indeholde modstand mod uddannelse. Intet kunne være mere forvrøvlet. Socialdemokratiet har historisk været og er garanten for fællesskabsbetalt uddannelse på alle niveauer. Men den opgave handler ikke bare om at poste flere penge i det, der er populært i tiden.

Havde undervisningsminister Ritt Bjerregaard ikke holdt fast i sit krav om adgangsbegrænsning, er spørgsmålet, hvordan det danske uddannelsessystem havde udviklet sig. Havde man som i mange andre europæiske lande langsomt indført brugerbetaling for at finansiere gildet? Eller kunne man fortsat have tilbudt uddannelser betalt af fællesskabet og med en studiestøtte, der er den højeste i verden? Jeg mener, at Socialdemokratiet traf den rigtige beslutning ved ikke at lade uddannelsessystemet løbe løbsk med frit optag på alle uddannelser.

Vores uddannelsessystem hælder for tungt til den teoretiske side

I dag kan vi konstatere, at mange af tendenserne er de samme som i 1977: Andelen af arbejderbørn blandt universitetsstuderende er ikke forbedret trods en fordobling af optaget. Mange nyuddannede kommer ud til arbejdsløshed, og endnu flere finder aldrig arbejde inden for deres felt, både fordi der uddannes for mange, og fordi mange studier går op i selvstudium og undervisning gennemført af andre studerende. Som et symptom er den folkelige opbakning til at finansiere uddannelserne faldende, selv om opbakningen til andre velfærdstilbud stiger.

Jeg har foreslået at bruge det bjerregaardske greb fra dengang: At skære i antallet af universitetsstuderende og i stedet prioritere de institutioner, skoler og ungdomsuddannelser, der reelt skaber social mobilitet. Et kryds, der allerede blev tegnet op i SR-regeringens sidste år: Dimensionering af de videregående uddannelser kombineret med milliardinvesteringer i daginstitutioner, efteruddannelse og ungdomsuddannelser.

Desværre har det ikke været Løkke-regeringernes dagsorden. Den lagde fra starten op til årlige besparelser på kommunernes budgetter, som med sikkerhed ville ramme både skoler og institutioner. Og på det resterende uddannelsesområde gennemfører man grønthøsterbesparelser, selv om det lykkedes Socialdemokratiet at friholde erhvervsskolerne. Set i det lys har det undret mig, når mine radikale folketingskollegaer har påstået, at den borgerlige regering skulle repræsentere en særlig visionær linje. For hvor jeg blot forlænger de spor, der allerede blev lagt af SR-regeringen, så har de borgerlige regeringer skåret ned år for år.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her i Politiken har en parade af skribenter erklæret sig helt enig i mit budskab, men uenig i min tone. Det lever jeg med. Men lad os nu ikke blive for hellige. Jes Stein Pedersen, der netop har kritiseret mig for tonen, skrev selv i fjor, at »den solidaritetskultur, som velfærdssamfundet er rundet af, er truet på livet af liberalistiske pirater og forkælede kreative«. Gry Reiter, som også her i Politiken har ageret tonemester, skrev i 2014 under overskriften ’Slå hul på akademikerboblen’, at »samfundsvidenskabere mangler forståelse og respekt for ikkeakademikeres arbejdsliv, viden og ideer«. En hårdt formuleret, men relevant pointe.

Det er en ærlig sag, hvis Stein og Reiter har skiftet mening. Men jeg tror, vi ville gøre hinanden en tjeneste i den offentlige debat, hvis vi ikke det ene år skriver et kantet indlæg om et emne for året efter at kritisere andre for at være tilsvarende kantede om samme emne.

Fra flere venstreintellektuelle er der kommet en mere substantiel kritik, senest med Christoph Ellersgaards indlæg i Politiken 24. juni, hvor han fremfører, at der ikke findes en egentlig veluddannet elite: At departementschefen ikke mener det samme som gymnasielæreren eller har samme grad af indflydelse. Ellersgaard har ret i, at mit valg af den kreative klasse som ramme kan virke forsimplet. Men selve tilstedeværelsen af en uddannelseselite blandt de ledende akademikere er dokumenteret af bl.a. Lars Olsen i bogen ’Eliternes triumf’. Olsen viser tydeligt, at uddannelseseliten har holdninger til samfundet, der afviger markant fra den brede befolkning, ikke mindst i spørgsmål om udflytning af produktionsarbejdspladser og østeuropæiske gæstearbejdere, hvor uddannelseseliten er langt mere positiv over for begge dele.

Derudover negligerer Ellersgaard den tidsånd, som dominerede Danmark i næsten to årtier, og som vi stadig har indrettet megen lovgivning efter. Den forståelse af verden, som den kreative ideologi blev højdepunktet i, og som afskrev produktionserhverv, håndværksfag og små lokalsamfund. Påstod du til et middagsselskab i 2005, at vi i 2017 ville have et Danmark, hvor produktionserhvervene stadig var dominerende i vores eksport, og faglærte blev stadig mere efterspurgt, blev du set som småt begavet. Det er selvsagt ikke hver enkelt gymnasielærer eller juridiske sagsbehandler, der bar den forestilling frem, men stort set alle, der gjorde det, kom fra den kreative klasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mange er nu enige om, at den politik, tidsånden bragte med sig, var problematisk. Næste skridt må være en ærlig diskussion af, hvordan vi retter det op. Ligesom i 1970’ernes har især uddannelsespolitikken skuffet ved ikke at skabe bedre social mobilitet, men i stedet stor arbejdsløshed blandt de nyuddannede. De samme aktører i uddannelsesverdenen og mediebilledet, der dengang modsatte sig adgangsbegrænsning, modsætter sig også i dag mit budskab om at begrænse de studier, hvor jobchancerne er ringest.

Mit indtryk er, at der blandt akademikere er stor interesse i at finde løsninger på de problemer, vi har skabt for os selv. Ligesom Politikens skribenter synes nogle nok, at mit budskab er skåret lidt for skarpt, men jeg oplever, at rigtig mange er enige i substansen: At vores uddannelsessystem hælder for tungt til den teoretiske side. Jeg håber, at Socialdemokratiet i de kommende år vil opnå det, der er mit partis historiske målsætning: At næste generation skal uddannes bedre end den nuværende. Til gavn for alle grupper i vores samfund – også akademikerne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce