Integrationsdebatten er altid aktuel, hvilket bl.a. skriverierne om integrationsindsatsen i boligområdet Tingbjerg med al tydelighed viser. De mange artikler til trods har de fleste nogenlunde samme budskab: Integrationsindsatsen har slået fejl.
Der er snart ikke den model, der ikke har været diskuteret og afprøvet. Problemet er imidlertid, at de fleste integrationsindsatser i mange tilfælde er mere stigmatiserende og ekskluderende, idet de, der for alvor kan og vil integreres, klarer det uden omkostningstunge kommunale projekter udtænkt på en kommunal workshop for mangfoldighedskonsulenter. Et tilbageblik på historien siden 1970’erne bekræfter dette.
Mange gæstearbejdere valfartede i slutningen af 1960’erne til de danske arbejdspladser fra bl.a. Tyrkiet og i hvert fald én fra Syrien (min far). Motivationen var arbejde, som de bl.a. fik på B&W, som nok må siges at være danmarkshistoriens første og største multikulturelle virksomhed. Arbejdsmoralen var i top, og sammenholdet var hverken etnisk eller kulturelt, men fagligt.
I frokostpausen mødtes alle på kryds og tværs i kantinen, hvor man uden tanke på halal eller faste indtog det, man nu kunne og ville erhverve sig. Integration anede man intet om. Man passede sit arbejde, så forsørgelsesgrundlaget kunne sikres.
»Vi har glemt at hylde de gæstearbejdere, der rakte Danmark en hjælpende hånd«I slutningen af 1980’erne skete der imidlertid en ændring i opfattelsen af specielt muslimer. De var nu ikke længere selvstændige individer, der kunne klare sig selv. De var nu blevet en ejendommelig gruppe af særlig udsat karakter. Derfor havde de brug for hjælp, og den indsats kaldte man integration.
Samfundet satte dermed en ramme for en problemmættet fortælling om vores nye medborgere, som på grund af deres religiøse observans ikke var i stand til at indordne sig under samfundets sociale koder. Vi glemte, at det var mennesker, vi havde med at gøre, og begyndte at akademisere over muslimer og islam.
Med samfundets velsignelse og finansiering fik islam nu liv i det offentlige rum og i særdeleshed i de danske folkeskoler, hvilket medførte en større religiøs bevidsthed blandt de unge, som de end ikke oplevede hjemme, og som aldrig var et tema blandt medarbejderne på B&W. Den bevidsthed fik solide rødder hos den generation, som i dag bl.a. er bosiddende i Tingbjerg.
Kan muslimer ikke integreres?For i takt med at omkostningerne til integrationsfremmende indsatser steg, faldt incitamentet til at forsøge at tilpasse sig. Hvorfor skulle man det? Samfundet havde allerede udpeget muslimer som en specifik sårbar gruppe med særlige behov, der dermed ikke kunne stilles til ansvar for egne handlinger. Man kunne derfor blot læne sig tilbage og forbande samfundet på diverse friskoler, hvis fremtiden ikke bød på det lys, de mange indsatser stillede i udsigt.
Så inden vi nedsætter endnu et udvalg, der skal udtænke nye spændende og omkostningstunge integrationspolitiske tiltag, skulle man måske huske på, at der engang lå en kæmpe arbejdsplads ude på Holmen i København, hvor mangfoldigheden trivedes i bedste velgående blandt folk, som aldrig havde hørt om integration, inklusion eller multikultur. Muslimer er hverken specielle eller særligt udsatte, men mennesker som alle andre, der kan klare sig selv, hvis de vil. For vi har vel lige så meget tillid til muslimer som til alle mulige andre. Har vi ikke?
fortsæt med at læse
