Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: Mette Dreyer/Politiken-Tegning

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Henrik Marstal: Der er nu ikke så meget galt med feministerne, Niels Jespersen

Feministiske grundprincipper om ligeværd og retten til egen krop har friblødt sig ind i almenvellets fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt. Marstal forsvarer feminister i debatserien om mænd og køn.

Debatindlæg

Politikens klummeskribent Niels Jespersen bidrog lørdag til debatserien 'Mænd og køn'. Serien har allerede beriget med flere kvalificerede artikler om især hvide mænds opfattelser af og relationer til køn som samfundskategori.

Under overskriften 'Hvad er der egentlig galt med feministerne?' kritiserede Jespersen den feministiske bevægelse for en række tendenser, herunder at benytte sig af herskerteknikker gennem det overdrevne akademiske sprog, undgå alliancer med højrefløjen, være uforsonlige grænsende til det sekteriske, agere unødigt sprogpoliti samt ikke ville lytte til kritik.

Som feminist kan jeg nikke genkendende til hver og en af disse indvendinger. For sådan er bevægelsen så bestemt også. Men anderledes kan det næsten ikke være, når feminisme bliver bedrevet af personer, der er stærkt engagerede i at opnå mere ligeværd for alle, samt skabe fokus på den enkeltes ret til selv at sætte rammerne for sit liv og sin færden.

Bølgerne går undertiden meget højt, når feminister debatterer, og fordi en del af denne debat foregår i fuld offentlighed i aviser eller på de sociale medier, kan indtrykket af den ligefrem være voldsomt og uforsonligt.

Bølgerne går undertiden meget højt, når feminister debatterer, og fordi en del af denne debat foregår i fuld offentlighed i aviser eller på de sociale medier, kan indtrykket af den ligefrem være voldsomt og uforsonligt

Men endnu oftere bliver feministiske synspunkter nu fremlagt i mere rolige rammer præget af saglighed, argumentation og ræsonnement. Denne fordragelighed kendetegner også den måske allervigtigste udfoldelse af disse synspunkter, nemlig hverdagsfeminismen.

Den udspiller sig blandt vidt forskellige personer landet over, som i tanke og handling præger deres omgivelser ud fra feministiske værdier, helt uafhængigt af, hvad der bliver sagt om eller ment af bevægelsens repræsentanter i medierne.

Hverdagsfeminismen har i en særlig synergi med medieopmærksomheden skabt nogle positive ændringer i samfundsdiskursen, der gennem de seneste fire-fem år har ført til langt mere fokus på de omtalte mærkesager.

I den periode har feminister og aktivister fået sat et seriøst og vedholdende fokus på så forskellige alvorlige problemstillinger som hverdagssexisme, juridiske praksisser i forbindelse med voldtægt, homofobi og transfobi, voldtægtskultur, problemer med prostitution (herunder gråzoneprostitution) samt hævnporno.

Med undtagelse af prostitution fik ingen af disse områder for mere end fem år tilbage tilnærmelsesvis den samme opmærksomhed. Men indsatsen for at råbe problemerne op har betydet, at offentlighedens holdninger til disse områder langsomt, men sikkert har rykket sig.

Eksemplerne på det er utallige, og den seneste afsløring af den amerikanske filmmogul Harvey Weinsteins  talrige seksuelle overgreb på kvinder er blot ét af mange.

Det nye er ikke blot, at offergjorte kvinder står offentligt frem og fortæller om overgrebene, uden at offentligheden udskammer dem for at være ofre.

Feministiske grundprincipper om ligeværd og retten til egen krop har så at sige friblødt sig ind i almenvellets fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt

Det nye er også, at mænd med overgreb på samvittigheden ikke længere får mulighed for at undgå offentlig fordømmelse, uanset hvor kendte, rige og magtfulde de er.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er sket, blandt andet fordi feministiske grundprincipper om ligeværd og retten til egen krop så at sige har friblødt sig ind i almenvellets fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt.

Alt dette er så vigtig en bedrift, at Niels Jespersens kritik af den feministiske bevægelse ganske enkelt forekommer mindre relevant i forhold hertil.

De kritikpunkter, som han fremfører, angår i øvrigt for en stor dels vedkommende ideologier og bevægelser som sådan – og er dermed ikke noget, som nødvendigvis skulle være specifikt for netop feminismen.

Når det samtidig er sådan, at en støt stigende gruppe af især unge og yngre kalder sig feminister, er der desto større grund til at interessere sig for bevægelsens positive aspekter, resultater og konsekvenser.

Så kære Niels Jespersen: Der er altså rigtig god grund til at tale feminismen op, i stedet for at rakke den ned. Du skrev i indlægget, at du selv er feminist. Så kom nu!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce