Arkivtegning: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Teaterdirektør: Selv om fællesskabet finansierer teatrene, er de kun tilgængelige for de rige

At teaterforestillinger kun er for den økonomiske elite kommer hverken scenekunsten eller samfundet som helhed til gode.

Debatindlæg

Da finanskrisen ramte os for et årti siden, blev der pustet nyt liv i en frase, som ikke mindst Martin Luther King og Bobby Kennedy er berømte for at have benyttet sig af i deres taler: ’Socialisme for de rige og kapitalisme for de fattige’.

Kritikken, der fulgte i kølvandet på finanskrisen, henviser til en af de helt centrale ændringer, der har fundet sted i de vestlige velfærdsstater over de forgangne fire årtier: Alle betaler via skatten til fællesskabet, men man skal være en del af samfundets top, hvis man for alvor skal kunne nyde godt af fællesskabet.

Hvad har dette så med mit felt, scenekunsten, at gøre? I den samme periode er der sket et skred, som har haft alvorlige konsekvenser for den samfundskontrakt, de offentligt støttede teatre har indgået.

I dag kommer en dansk familie på fire personer nemt til at betale over 1.000 kroner og af og til omkring 2.000 kroner for i fællesskab at se en af de store forestillinger på Det Kongelige Teater eller landsdelsscenerne. Det er en pris, som gør det umuligt for de fleste – selv en person som mig med en relativt høj direktørgage – at benytte sig af dette tilbud med nogen regelmæssig hyppighed.

Jeg ved godt, at jeg sidder i et glashus. Men er dette ikke et strukturelt problem, vi bør tale om?

Så hvem er det, der har råd til at have et sådant kulturforbrug? Det er den økonomiske elite, som i tiltagende grad kontrollerer og nyder godt af det bedste, velfærdsstaten har at byde på.

Lad os betragte problematikken i et historisk perspektiv. Hvis vi udelader de kommercielle kategorier – gøglerne, vaudevillehusene og boulevardteatrene – og i stedet fokuserer på de offentligt subsidierede teatre op gennem den europæiske kulturhistorie, kan vi se et gennemgående træk: Teatrene har aldrig været finansieret af deres produkt – af billetindtægterne.

I stedet har de været finansieret af bystaten i det gamle Grækenland og blev dermed tilgængelige for borgerne. Af kirken, så de var tilgængelige for menigheden. Af konger, så de var tilgængelige for adelen. Og af det velstående borgerskab, så de var tilgængelige for borgerskabet selv.

Efter Anden Verdenskrig begyndte folketeaterbevægelsen at vokse frem i Skandinavien. Målet var ganske klart: Højkvalitetsteater til folket, uanset hvor man bor, eller hvor meget man tjener. Frem til 1980’erne havde vi så en periode, hvor teatrene via skatten blev finansieret af fællesskabet – og var tilgængelige for fællesskabet.

Men i løbet af sidste fire årtier er vi i tiltagende grad endt i en situation, hvor fællesskabet finansierer teatrene, som så fortrinsvis er tilgængelige for eliten.

I mit hjemland Norge blev priserne reguleret helt frem til 1981. Men dét år blev det besluttet, at denne praksis skulle stoppe, og at teatrene selv skulle sætte den pris, de mente, var den rigtige. Herefter kom der så de politiske krav om øget egenindtægt og flere besøgende, som også sætter deres tydelige præg på den aktuelle kulturpolitiske situation i Danmark.

Resultatet er dyre teaterbilletter, og at fællesskabet dermed ender med at betale for tilbud, som kun et fåtal har råd til rent faktisk at benytte sig af. Det er en situation, som hverken er bæredygtig, logisk eller retfærdig. Den er mildt sagt paradoksal.

Det bør særligt diskuteres i kontekst af den kommende nye teaterlov, der konkret kan tage hånd om problematikken

Det endnu mere paradoksale er, at de offentlige midler af denne årsag så ikke først og fremmest tilgår den mere krævende og vitaminholdige scenekunst.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nej, den tilgår i allerhøjeste grad de populærkulturelle forestillinger, som i forvejen har de bedste muligheder for at klare sig på kommercielle vilkår. Men det er netop disse forestillinger, der bedst imødekommer de politiske krav om publikumstal og værdibelægning.

Resultatet er offentligt støttet populærkultur, som først og fremmest er tilgængelig for eliten, og som samtidig underminerer teatrenes legitimitet. Det er en problematik, som ikke har politisk rodfæste i hverken liberale, konservative eller socialistiske ideologier, og den kommer hverken scenekunsten eller samfundet som helhed til gode.

Jeg ved godt, at jeg sidder i et glashus. Men er dette ikke et strukturelt problem, vi bør tale om?

Det bør særligt diskuteres i kontekst af den kommende nye teaterlov, der konkret kan tage hånd om problematikken inden for den niche, jeg nu engang tilhører, oplagt ved at genindføre den regulering, som både teatrene og borgerne nød godt af frem til 1980’erne.

Men vi bør bestemt også diskutere problematikken i det brede samfundsmæssige perspektiv. For det er en tendens, der langtfra kun kan ses inden for scenekunsten. Hele den vestlige verden lider under denne økonomiske skævvridning.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce