Brexit betyder ikke nødvendigvis krise og tegn på opbrud af EU. Det kan muligvis betyde lige det modsatte. Brexit åbner for nye muligheder for at styrke Den Europæiske Union og fremme det oprindelige projekt om at skabe fred og større økonomisk lighed i Europa.
Siden 1973 har Storbritannien på mange måder modarbejdet det europæiske fællesskab, specielt på forsvarsområdet, og ved at promovere en hård neoliberalistisk økonomisk politik har de skabt større ulighed i Europa.
Frankrigs tidligere præsident Charles De Gaulle nedlagde flere gange veto mod Storbritanniens optagelse i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) i 1973, og der var mange europæiske politikere og analytikere, der var skeptiske over for Storbritanniens medlemskab.
En af de store bekymringer var, at Storbritannien ville forhindre integrationen af Europa og ville fungere som en amerikansk trojansk hest. Efter Anden Verdenskrig var USA en dominerende fremmedmagt i Europa med militærinstallationer i de fleste vesteuropæiske lande. Den kolde krig rasede, og Marshallplanens hovedformål var blandt andet at holde socialismen nede i Vesteuropa og sikre et europæisk marked for USA’s store overskudsproduktion.
Amerikanerne vidste også, at deres dominans i Europa ville blive svækket over årene, og at et nyt stærk forenet Europa ville blive en konkurrent. Med etableringen af Nato i 1949 fik USA en markant position i europæisk forsvarspolitik. Men europæerne havde muligheden for at modarbejde Nato ved at etablere en europæisk forsvarsalliance uden om USA og derved svække USA’s indflydelse i Europa. Men via Storbritannien kunne USA forhindre eller forsinke udviklingen af en sådan forsvarsalliance og kunne ekspandere Nato’s rolle i Europa.
Som tænkt er det sket, og siden Storbritanniens optagelse i det europæiske fællesskab har briterne gjort, hvad de kan, for at forhindre etableringen af en europæisk forsvarsalliance og presset på, for at Nato skulle udvide mod øst.
Brev fra britisk professor: Kære venner, hjælp os med at droppe BrexitNato’s udvidelse har skabt store spændinger mellem EU og Rusland, hvilket er i linje med USA’s Europa-Asien-politik. Den indflydelsesrige amerikanske diplomat og sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski beskriver, at denne politik hovedsagelig skal sikre Europas afhængighed af USA’s militærbeskyttelse og underminere alliancer mellem andre stater som kan svække USA’s interesser.
For mange danske politikere og kommentatorer er Danmarks og EU’s afhængighed af Nato og USA’s militære beskyttelse blevet en naturlighed, og USA beskrives ofte som en ’ven’. Men som de Gaulle sagde: »Ingen stat har venner – kun interesser«.
På nuværende tidspunkt har USA omkring 65.000 soldater udstationeret på forskellige baser rundtomkring i Europa. Mange af disse baser har eksisteret siden Anden Verdenskrig, og ikke overraskende er over halvdelen af de amerikanske soldater i Tyskland, den stærkeste statsmagt i EU.
Det amerikanske militær tænker rationalt, strategisk, og langsigtet. Hvis man har militære baser i EU, så gælder det om at beholde dem så længe, man kan. Enhver økonomi har brug for militær sikkerhed som fundament, og da det er USA, der leverer en stor del af EU’s sikkerhed, så har de også en stor indflydelse på den økonomiske politik.
Forfatter Julia Lahme: Vi kan ikke nøjes med at redde klimaet, vi skal også redde EuropaDet amerikanske militær operer i alle sikkerhedsområder, men specielt siden truslen om total udslettelse ved atomkrig er informationskrigsførelse blevet et centralt område. Det drejer sig hovedsagelig om at påvirke den måde, hvorpå mennesker ser verden, og hvordan de definerer fjendebilleder, ofte i simplificerede former. I denne informationskrigsførelse tages alle midler i brug såsom sociale medier, filmindustrien, tekstbøger på universiteterne, finansiering af tænketanke, støtte til politiske partier og meget mere.
Storbritannien har spillet en central rolle i USA’s Europa-politik og informationskrigsførelse. Men med briternes udtræden af EU bliver England en mindre vigtig allierede for USA, og der vil sandsynligvis ske store forandringer i den internationale magtbalance, nu hvor briterne ikke længere kan blokere for en EU-forsvarsalliance.
Der gik også kun ganske få måneder efter brexitafstemningen i 2016, før det nye permanent strukturerede forsvarssamarbejdede (Pesco) blev etableret uden om Storbritannien. Pesco er et markant skridt i retningen af en EU-hær og på trods af retorikken, at Pesco ikke vil underminere Nato, så er retningen tydelig.
Med Brexit og Pesco vil EU ændre sig over de næste årtier, og Danmark bliver nødt til at tænke i nye retninger sikkerhedspolitisk og indtænke USA og Storbritannien som mulige trusler mod Danmarks og EU’s sikkerhed.
fortsæt med at læse
