Forestil dig dette scenarie: Mette Frederiksen træder frem til det første pressemøde om udbruddet af coronavirus i marts og siger følgende: »Vi ved, det virker at holde afstand. Vi ved, det virker at forbyde store forsamlinger. Vi ved, det virker at bruge håndsprit. Så vi har nu besluttet til efteråret at undersøge, om de tiltag skal indføres«.
Ingen ville jo tro deres egne ører. Hvorfor udskyde noget, man ved virker? Hvorfor nøle? Hvorfor lade problemet vokse sig endnu større og endnu mere udfordrende, inden man gør det, der er nødvendigt?
I tilfældet coronakrisen skete det heldigvis heller ikke, for det ville jo have været helt hul i hovedet. Det skete til gengæld i denne uge, da regeringen sammen med stort flertal af Folketingets partier fremlagde en del af den såkaldte klimahandlingsplan, der måske snarere burde hedde en klimaudskydelsesplan.
Der blev taget nogle beslutninger, ja, men de afgørende beslutninger blev igen-igen udskudt. Hvor var CO2-afgifterne f.eks. henne? Forhandlingerne om dem er udskudt til efteråret.
Vi er over et år inde i regeringsperioden, der gav regeringen det grønneste mandat nogensinde, og endnu en gang blev den helt nødvendige klimahandling udskudt. Vi står midt i klimakatastrofen. Og den er ved at udvikle sig til en uigenkaldelig civilisationsundergang – og regeringen tror af uvisse årsager, at der er tid til nøl og venten.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar