0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hun savner den kontakt, hun havde til bjergene som barn, og hun søger stadig mod Mols, når livet i København bliver for meget

9. august 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hver gang Clarissa Connelly besøger Trehøje på Mols, føler og ser hun historien i istidslandskabet. Tidsperspektivet afstresser hende. Og hun holder så meget af Trehøje, at hun har erklæret sin kærlighed til bakkerne i en sang.

Følger man vejen rundt om Kalø Vig og kører mod landsbyen Agri i Mols Bjerge, bliver man overvældet af synet af bjergene, før man overhovedet kommer derop.

Fra den flade vej rejser plantagerne i nationalparken sig højt over landskabet, og man kan se gravhøje på toppen. Efter Agri bliver asfalten erstattet med grus og støv. Oplæseren i Radioavisen har sagt, at det vil blive en »rigtig kedelig og våd dag« i hele landet.

Skyerne er da også faretruende mørkegrå, men da vi gør de 30-40 andre biler selskab på parkeringspladsen ved Trehøje, skinner solen endnu. Regnjakken får lov at blive liggende. Samme vurdering om tøjvalg er komponisten Clarissa Connelly åbenbart også nået frem til. Hun møder os i et par denimoveralls, en gul strik og en stråhat.


»Der er bare et eller andet ved det her sted, der rammer mig og får mig til at vende tilbage igen og igen«, siger Clarissa Connelly, da hun stiller sin racercykel, der senere skal fragte hende hjem til hendes mor i Ebeltoft.

Trehøje på 127 højdemeter er betegnelsen for tre rundhøje fra bronzealderen, som ligger så tæt på stribe, at det ligner ryggen på en trepuklet kamel. Stedet er et yndet udflugtspunkt for både turister og lokale – molboerne har tradition for at skåle det forgangne år farvel heroppe. Og så er stedet et oplagt stop på reportageserien om Danmarks bjerge. Det er trods alt ikke alle bakker, som har fået skrevet en kærlighedsvise om sig.

»Trehøje er speciel, fordi man kan sætte sig udenfor og se alle tre høje. De er blevet en enhed på grund af sproget omkring det. Folk herfra bruger ’trehøje’ for geografisk at fortælle, hvor de er henne«, siger Clarissa Connelly.

Det forstår man godt, når man står på toppen af den øverste høj. Hedelandskabet bugter sig ned mod vigene, der omgiver højen fra tre sider. Købstadsbygningerne og fregatten i Ebeltoft ses tydeligt, og det samme gør havnekranerne i Aarhus. Mod syd kan vi se bakkerne på Nordsamsø, og i dag er det så klart, at man kan ane både Sejerø og Sjællands Odde.

Clarissa Connelly voksede op i Skotland og flyttede til Danmark, da hun var 9 år. Først til Aarhus, senere til Vrads syd for Silkeborg, og nu bor hun i København, hvor hun studerer på kompositionslinjen ved Rytmisk Musikkonservatorium. I 2018 udgav hun ep’en ’Tech Duinn’ og spillede samme år på Roskilde Festival. Til efteråret er hun aktuel med albummet ’The Voyager’.

Det »et eller andet«, som får Clarissa Connelly til at vende tilbage til Trehøje, er det historiske tidsperspektiv, som landskabet giver hende, og som hun mangler i sin københavnske tilværelse.

»Jeg kan se historien for mig. Hvordan den her is har skubbet landskabet frem og tilbage igennem mange tusinde år. Bygninger kan også give én et historisk perspektiv. Men landskabet kan give én mange tusinde års historisk perspektiv. Det synes jeg er vigtigt at mærke og forstå«.

Det perspektiv er svært at få i København?

»Ja. For dér har man kun de gamle træer på Assistens Kirkegård. Jeg bliver ofte stresset, når jeg er i København, og jeg tror, det er, fordi jeg glemmer at have et større tidsperspektiv i min hverdag«.

  • Jóhann Thór Haahr Hansen

    Arkitekten bag Mols Bjerge er først og fremmest ​sidste istid. Isens bevægelse og smeltevandets strømme har bestemt områdets bakker og vige og dale og slugter. Men mennesket er indretningsarkitekten, der i høj grad har præget, hvordan naturens rum er blevet indrettet.

  • Jóhann Thór Haahr Hansen

    Clarissa Conelly ​løber op og ned af højene, da vi bevæger os ud til den yderste af de tre. Det gør hun altid, når hun vandrer i kuperet terræn.

Det menneskelige touch

Arkitekten bag Mols Bjerge er først og fremmest den sidste istid. Isens bevægelse og smeltevandets strømme har bestemt områdets bakker og vige og dale og slugter. Men indretningsarkitekten er mennesket, der i høj grad har præget, hvordan naturens rum er blevet indrettet.

I Mols Bjerge har det betydet, at det oprindelige skovlandskab er hugget ned og erstattet af åbne landskaber med hede og overdrev. Og landskabets højeste punkter er stort set alle besat med gravhøje.

Vegetationen er sparsom, og de træer, der endnu står, er vindblæste og klamrer sig til jorden. Det får landskabets dramatiske konturer til at stå endnu skarpere for beskueren.

Vi gør stop ved en plet lilla lyng mellem to høje i læ for vinden. Det var her, at Clarissa Conelly en efterårsmorgen sidste år satte sig og erklærede sin kærlighed til Trehøje i kærlighedssangen ’The Hills Are Crying’. Hun ankom klokken 5 om morgenen med solopgangen i ryggen, en termokande kaffe og højene badet i orange lys og forlod stedet fem timer senere, da stedet var ved at være overrendt. Det endte med en sang, hvor hun blander en sorg op til en kærlighedsfortælling.

»Jeg føler en sorg over, at vi ikke har flere områder i Danmark som det her. Og i verden i det hele taget. Der er meget få steder i verden, hvor økosystemet er uberørt. Det synes jeg er så forfærdeligt sørgeligt«, siger hun.

Vigtigt var det for Clarissa Connelly, at sangen skulle være en kanon, der var nem at synge med på. Hun har skrevet flere stedspecifikke værker, og dem kommer hun til at lave flere af, særligt af én grund:

»Jeg vil gerne være med til at give inspiration til, at folk kommer ud og oplever bestemte steder. Og også udfordre den måde, vi fortolker landskabet på. Det behøver ikke altid være med et billede eller en selfie«.

Jóhann Thór Haahr Hansen
Foto: Jóhann Thór Haahr Hansen

xxxxxxx.

Clarissa Connelly prøver for alt i verden ikke at overromantisere det naturlige ved Trehøje. Landskabet er menneskeskabt, ligeså højene og gruset, vi går på. Men i øjeblikket, hvor hun havde bakkerne for sig selv i daggryet, føltes det helt rigtigt.

»Jeg venter på, at den her ’saviour’, jeg beskriver i kanonen, kommer og ordner det. Dybt inde i mig har jeg en romantisk idé om, at mit forskruede forhold til naturen bliver fredfyldt og harmonisk igen«, siger Clarissa Connelly og undskylder straks for hendes engelske ordvalg, fordi hun er tosproget.

Det er der dog ingen grund til, for med samme frekvens slynger hun jyske dialektblomster som »ik’ os’« ud i flæng.

At se langt

Vi bliver siddende en rum tid i det brun-lilla hedegræs, som midsommeren byder på. Taler om, hvad det vil sige at blive bjergtaget, og om alle de nye ting, der bliver synlige fra højden.

»Se derovre!«, siger Clarissa Connelly og peger på havet i vigen, hvor forskellige nuancer af blå titter frem og afslører de store dybdeforskelle, som er fulgt med isen.

Hun elsker at kigge på himlen og på havet. Heroppe kan man se striberne på havoverfladen af havstrømmene. Stod vi ved bredden, ville vi ikke se noget af det.

»Bare det, at øjnene kan få lov at kigge langt og fokusere på et punkt, der er længere væk end den anden side af Nørrebrogade i København, er fantastisk«, siger hun.

Clarissa Connelly løber op og ned ad højene, da vi bevæger os ud til den yderste af de tre. Det gør hun altid, når hun vandrer i kuperet terræn, fortæller hun. Lige siden hun i sin barndom løb rundt i bakkerne ved Vrads og tog på ture til det skotske højland.

»Jeg savner den kontakt med bjergene fra min barndom, det gør jeg virkelig. Men jeg synes, at forskellen mellem her og København eller andre flade områder af Danmark er et stort nok skel for mig til at blive bjergtaget«.

Men selv om Clarissa Connelly selv tror, at manglen på landskabets tidsperspektiv i hendes hverdag gør hende stresset, og selv om hun nu i en time har tonset rundt mellem Mols’ tinder som en anden Maria fra ’Sound of Music’, har hun ikke et ønske om at bo i højderne.

»Jeg kan tage herud, når træerne på Assistens ikke er nok«.

For er man omgivet af bakkerne hele tiden, glemmer man det særlige ved det, er Clarissa Connelly kommet frem til.

»Man vil som menneske gerne konkludere, at tingene er og bliver, som de er. At jorden, vi går på, står stille. Men det gør den ikke, og periodevist at blive mindet om, at landskabet ikke er stillestående, rører mig dybt«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts