Kære læser
I går købte jeg de første grønne, danske asparges. Og selv om de kostede 78 kroner for et bundt, var jeg ikke i tvivl om, at de skulle ned i kurven. For der er noget særligt over de grønne skud. Det er et helt tydeligt tegn på, at det ENDELIG er blevet forår, når de kan skyde op af vores egen jord. Asparges kan købes året rundt, og udover, at jeg synes det er vanvittigt at fragte asparges fra Peru herop i januar, ønsker jeg mig ofte tilbage til dengang, vi kun havde sæsonens råvarer at forholde os til. Det gør det meget nemmere at handle ind og lave mad, fordi man ikke bliver forvirret af alle mulige andre indtryk.
Men nu er de her altså. De danske asparges, og jeg synes, du skal spise løs, indtil de igen forsvinder omkring midsommer. Grønne asparges kræver meget lidt tilberedning – et par minutter i kogende vand er alt rigeligt, og du kan slippe afsted med enkelt tilbehør. Prøv for eksempel Louisa Lorangs helt enkle udgave her med asparges og burrata, eller prøv min egen opskrift med grønne asparges og pocherede æg, der er festlig og fin forårsmad.
Næste uges madplan har også asparges på indkøbslisten. Vi lægger ud med den her salat, der både kan spises alene eller gå til en omgang grillet fisk eller kylling.
Masser din grønkål, så den bliver blød og sød. Bryder du dig ikke om fetaost, så undlad den, eller erstat med en blød gedeost.
Den er et vellykket møde mellem vinter og vår. Grønkål danner basen, og de grønne asparges giver masser af forår. Tirsdag er der mere sæsonlækkert på menuen med den her salat fra Adam Aamann med spinat og nye hvidløg.
Onsdag skal du prøve at lave en tartiflette – en klassisk fransk ret, hvor kartofler og rødkitost smelter sammen. Det ser ikke ud af meget, men resultatet er vidunderlig, nem hverdagsmad.
Det samme gælder for frijoles. Det ser heller ikke ud af meget, da det basalt set er kogte bønner, men i Louisa Lorangs hænder får de en helt særlig smag, som du vil blive overrasket over.
Så når vi til fredag, og her vil jeg selv invitere på den her ret med stegt kulmule og beurre blanc. Jeg bliver ganske enkelt lykkelig, når jeg spiser en perfekt tilberedt fisk med en klassisk fransk smørsauce. Det samme bliver jeg, når jeg spiser en vellykket dessert.
Madskribent Marie Holm har selv udtalt, at dessert er køkkenets stiletter – unødvendige, men uundværlige og sådan har jeg det også. Derfor er det passende at slutte ugen af med hendes fine vandbakkelseskrans med de smukke pink rabarber. Unødvendig, men uundværlig.
Med ønske om en god maduge.