Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

I dansk bandehistorie vil der være et før og efter drabet på Nedim Yasar, skriver Aidin Soei. Foto af Nedim Yasar.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Sociolog: Til dig, der myrdede Nedim Yasar: En dag vil dine såkaldte brødre ikke være der længere, og ingen vil bekræfte dig i, at din handling var nobel

Det ville være så ualmindeligt trist, hvis konklusionen på Nedim Yasars død bliver, at man ikke kan bryde med miljøet, skriver sociolog Aydin Soei.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er absurd at tænke på, at manden, der i mandags koldblodigt likviderede en af de vigtigste debattører i bandespørgsmålet herhjemme, har gjort en person tavs, der netop råbte op om muligheden for, at bandemedlemmer får en chance til, når de ønsker at bryde miljøet.

En stemme, der hævdede, at bandemedlemmer ikke skal stemples for livet for fortidens fejl, og at forebyggelse er afgørende, så færre unge i første omgang tiltrækkes af bandemiljøet, som langt de fleste ønsker at forlade igen inden for få år.

Tænkte gerningsmanden mon over, at Nedim Yasar som en af de få igen og igen stillede sig op med en ualmindeligt bred ryg og forsvarede hans og andres ret til at kæmpe sig ind i almensamfundet?

Næppe.

I dansk bandehistorie vil der være et før og efter drabet på Nedim Yasar. Han var tidligere bandeleder for en støttegruppe til Bandidos. Men først og fremmest havde han opbygget en position som en af de vigtigste stemmer herhjemme i spørgsmålet om bandeforebyggelse og oplysning om bandesubkultur, og han forsøgte at advare imod bandernes falske fortællinger om loyale, hellige broderskaber – og indgyde bandemedlemmer modet til at søge samme vej som ham selv.

Vi har i Danmark haft fire årtier med bandekonflikt, og landets suverænt største bande, Hells Angels, åbnede sin første rockerborg i 1980. Men aldrig tidligere er en debattør blevet gjort tavs i den danske bandekonflikt. En debattør, der talte med en særlig autenticitet og integritet, hvis ord forhåbentlig vil få lov at leve videre efter hans død.

Jeg må indrømme, at det seneste drab i den igangværende bandekonflikt berører mig særligt meget. Nedim Yasar og jeg kom begge til Danmark som fireårige, vi har begge en søn på fem år, og vi er nogenlunde jævnaldrende. Jeg betragtede ham som en ven, men måske vigtigst af alt udtalte vi os om de samme temaer og brændte for, at så mange børn og unge som muligt blev en del af det større fællesskab i samfundet frem for at søge broderskab i banderne.

Jeg har selv skrevet flere bøger om bandefænomenet herhjemme og har, siden den igangværende bandekonflikt brød ud for ti år siden, ofte følt mig alene, når det har handlet om at oplyse om rekrutteringsgrundlag, forebyggelse og bandekultur. Indtil Nedim dukkede op. Jeg har mange gange henvist journalister til ham på grund af hans ærlige, vidende og autentiske stemme, som insisterede på forståelse for børn og unge, der er særligt udsatte i forhold til at ende i bandemiljøet.

Men Nedim talte fra et andet sted end jeg og de fleste andre, og derfor var han ekstra udsat. Som tidligere bandemedlem var han konstant i risikozonen for at overtræde bandernes uskrevne regler og en loyalitetskultur, der ingen udløbsdato har. Han var selv klar over, at han til stadighed var i fare for repressalier, fordi han som tidligere bandeleder forbandt fortid og nutid i bandemiljøet ved sine offentlige udtalelser og dermed blev set som en ’stikker’.

Hvis du bryder ud af fællesskabet, så går du stille med dørene om kulturen, volden og kriminaliteten i miljøet, og hvis du påpeger falskheden i bandernes loyalitetsforestilling, truer du selve eksistensgrundlaget i det organiserede kriminelle miljø.

I løbet af en seksårig periode er der 90 procents udskiftning i persongalleriet i bandemiljøet. Hvis banderne skulle søge hævn over ethvert tidligere medlem, skulle hundredvis af mennesker dermed likvideres årligt. Sådan er virkeligheden heldigvis ikke. Jeg har selv i min seneste bog geninterviewet unge, som jeg interviewede, da de endnu var en del af bandemiljøet for ti år siden. Ingen af dem befinder sig stadig i miljøet, og ingen af dem taler højt om deres fortid i miljøet, når de møder nye mennesker, fordi det er så tabubelagt. For ikke at blive stemplet og for ikke at risikere repressalier fra nuværende bandemedlemmer holder langt, langt de fleste lav profil omkring deres fortid. Nedim Yasar var på det punkt den største undtagelse, vi havde herhjemme.

Han gik den stik modsatte vej, satte gang på gang sig selv på spil og udgjorde derfor en potentiel trussel. Måske det også hænger sammen med, at Nedim adskiller sig fra de fleste andre, der har været en del af miljøet, ved at være en stor individualist, som ikke ville underlægge sig den lydighedskultur, som kræves i banderne. En lydighedskultur og et krav om at frasige sig individualitet, hvilket ingen taler højt om, når banderne forsøger at rekruttere nye ’brødre’.

Forestillingen om broderskab og ubetinget loyalitet repræsenterer således et paradoks. På den ene side promoverer medlemmerne og de bedst organiserede bander sig udadtil som frihedselskende outlaws, som ikke vil bindes af samfundets konformitet. På den anden side er den enkeltes medlemskab af den kriminelle organisation betinget af, at han kan sige ’ja’ til en intern lydighedskultur, hvor klubbens hierarkiske regler skal følges til punkt og prikke. Medlemskabet er derfor ikke udtryk for individuel frihed. Det har derimod »lighedspunkter med svage sjæles umyndiggørelse af sig selv i religiøse sekter«, som redaktør for tidsskriftet Social Kritik Benny Lihme påpeger. Han refererer bl.a. til beskrivelsen af landets største bande Hells Angels, som er kriminalitetens svar på 7-Eleven eller McDonald’s – som global franchise med afdelinger i mere end 20 lande, hvis værdier, regler og udtryk udstikkes fra Californien.

HA’s globale ideologiske frontfigur Sonny Bargers har således i sine bøger om den kriminelle organisation beskrevet, at den største trussel mod HA og lignende bander ikke er politi og myndigheder, men alt for indgroede individualister, da afgivelsen af personlig frihed er en forudsætning for at kunne blive en del af broderskabet.

»Are you ready to give yourself up?«, spørger Barger. Hvis man er villig til at indordne sig under bandens strenge hierarki og regelsæt, bliver man til gengæld en del af et »eksklusivt broderskab«, hvor der »er gang i næverne, og kuglerne pifter«, skriver Sonny Barger. Derfor er der typisk kun plads til stærke individualister i toppen af bandernes hierarki.

Det var dér, Nedim befandt sig som leder af en støttegruppe til landets andenstørste bikerbande Bandidos, der har forgreninger og lokalafdelinger i en lang række lande, indtil han som 25-årig kvittede miljøet, da han skulle være far. Nedim Yasars vidnesbyrd om et lukket bandemiljø, der havde vold og kriminalitet for øje, kunne derfor ikke afskrives som udtryk for løse påstande fra én, der blot havde befundet sig i periferien i en løst organiseret gruppering. Han befandt sig dér, hvor beslutningerne blev taget i en velorganiseret bande, der forgrener sig til lokalafdelinger i både Danmark og udlandet. Hans vidnesbyrd i offentlige optrædener og hans bog er derfor en potentiel trussel for de bander, der gang på gang forsøger at sikre deres eksistensgrundlag ved udadtil at promovere sig som hyggelige foreninger og MC-fælleskaber, mens de indadtil kræver en absolut lydigheds- og tavhedskultur. Nedim og andre tidligere bandemedlemmers stemmer udgør i den forbindelse en trussel. Ingen andre tidligere bandemedlemmer har imidlertid i samme grad som Nedim Yasar sat sig selv så meget på spil i den offentlige debat, og han betrådte derfor ukendt land.

Livet lå for hans fødder, når den bog var ude, og han skulle lære at fokusere, sagde jeg til ham

Du udgør en trussel, hvis du påpeger, at medlemmer rutinemæssigt ofres, og at bandemedlemmer stadig oftere skifter det loyale ’broderskab’ ud med nye brødre i nye bander. Eller hvis du påpeger det faktum, at de øverstkommanderende systematisk udnytter de lavere rangerende medlemmer som kanonføde, der skal gøre alt det beskidte arbejde og derfor også er dem, der tager de fleste straffe på vegne af broderskabet. Og at forestillingen om et liv i overhalingsbanen med penge på lommen er forbeholdt en lille gruppe i toppen af hierarkiet, mens de andre må gå forrest med skyderier, afpresningsopgaver og hashsalg på gaden i håbet om selv at rykke op i hierarkiet. At mange af dem, der foregiver at leve et stolt bling-bling-liv med masser af penge på lommen, reelt kører i leasede biler i måneder af gangen, indtil de er flade igen og sover på venners sofaer. At mange af dem, der promoverer sig som modige ’soldater’, der aldrig vender den anden kind til, er ved at pisse i bukserne, når de skal træde uden for bandernes lukkede subkultur og færdes blandt normale mennesker. Eller hvis man påpeger det faktum, at broderskabet for langt, langt de fleste er en midlertidig størrelse.


Jeg er flere gange blevet kontaktet af journalister i kølvandet på drabet på Nedim, som har stillet spørgsmålet: Er ens skæbne ikke beseglet, når man først er trådt ind i bandemiljøet? Fortællingen om ’én gang bandemedlem, altid bandemedlem’ er en fiktiv fortælling, og vi risikerer at fratage nuværende bandemedlemmer modet til at bryde ud af mijøet ved at give næring til denne myte. Påstanden ligger også langt fra Nedims budskaber og holdninger, og det ville være så ualmindeligt trist, hvis konklusionen på hans død bliver, at man ikke kan bryde med miljøet. Selv om vejen ud kan være hård og bumlet.

Fra 2009 til 2016 var over 3.000 personer registreret som rocker- eller bandemedlemmer i Politiets Efterforskningsstøtte Database. Kun en ud af ti var imidlertid registreret som bandemedlem i hele perioden, og generelt finder der en stadig større udskiftning sted i bandemiljøet på trods af bandernes forsøg på at fremstå som stabile fællesskaber og som brødre, der vil ofre deres liv for hinanden. Det sidste er måske sandt, men livet i overhalingsbanen udgør for de fleste en overgangsfase, og på et tidspunkt ønsker de et almindeligt liv med uddannelse, familie og arbejde. Sådan lyder konklusionen i rapporten ’Exit-forløb med rockere og bandemedlemmer’, hvortil Justitsministeriets Forskningskontor har indhentet besvarelser fra 134 gade- og rockerbandemedlemmer, der har søgt at forlade det kriminelle miljø.

»De forhold, der har haft størst betydning for beslutningen om at forlade grupperingen, er hensynet til familien, samt at de vil ud af kriminalitet, at de er trætte af livsstilen, og at de ønsker et almindeligt liv med uddannelse, arbejde m.v.«, konkluderes det i rapporten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tre fjerdedele af dem, der ønsker at forlade miljøet, ønsker hjælp til at finde et arbejde, men gadebandemedlemmerne er typisk yngre, mangler livserfaringer uden for det kriminelle miljø, er mere afhængige af hash og har familiære problemer.

Justitsministeriets Forskningskontor har ydermere interviewet en lang række rocker- og bandemedlemmer, som peger på, at det ikke er kriminaliteten, der trækker nye medlemmer til grupperingerne, men i første omgang »positive værdier såsom at blive en del af et fællesskab og opnå tryghed i hverdagen«.

I gadebanderne er udfordringen blandt mange af medlemmerne mangel på basal skolegang og kulturel kapital i form af evnerne til at afkode, hvordan man skal agere, når man befinder sig uden for kredsløbet i det kriminelle miljø. Medlemmernes liv har i årevis kredset om at indlære koder og adfærd, som øger deres kriminelle kapital og anseelse i bandemiljøet, og når de pludselig ønsker et ’normalt liv’ med familie og børn, viser det sig for nogle, at livsstilen har ført til, at de er hashafhængige og er nødt til at (gen)opbygge forholdet til deres familie, som de har fravalgt til fordel for et fiktivt broderskab i bandemiljøet.

Gadebandemedlemmerne »ønsker oftere end rockerne i høj grad hjælp til at finde bolig, til at kunne føle sig beskyttet og tryg, til at leve kriminalitetsfrit, til at løse problemer i relation til familien og til at starte i misbrugsbehandling«, lyder det bl.a. i rapporten fra Justitsministeriets Forskningskontor.

I den seneste rocker- og banderapport fra Rigspolitiet konkluderes det ligeledes, at gadebandemedlemmerne i højere grad er afgrænsede fra det etablerede samfund end dem, der ønsker at forlade rockermiljøet. Generelt har rockere og bandemedlemmer i exit behov for støtte og hjælp til de samme ting, men det ses, at en større andel af rockerne har behov for at få fjernet tatoveringer, mens en større andel af bandemedlemmerne har behov for mere skolegang eller uddannelse«.

De fleste forlader bandemiljøet uden at være en del af et exit-forløb, med støtte fra eget netværk og familie. Det er typisk dem med det mindste netværk og de færreste uddannelses- og erhvervskompetencer, som har mest brug for exit-programmer for at kunne opbygge et nyt liv uden for det kriminelle miljø.

Nedim Yasar tilhører den gruppe, der skulle bruge den ekstra støtte til at blive en del af almensamfundet, og det gør blot hans rejse fra bandemedlem – med en omtumlet barndom i såvel familien som i skolen – til anerkendt offentlig stemme endnu mere imponerende.

Som 25-årig startede han forfra og færdiggjorde sin folkeskole med en 10. klasse-eksamen, hvorefter han gik på HF, før han kunne starte på drømmestudiet som pædagog. Her overtalte han mig på et tidspunkt til at blive interviewet af ham og nogle medstuderende til en opgave, og det var tydeligt, at han levede højt på sin karisma og charme på studiet. På den ene side var han arkeeksemplet på, at det kan lade sig gøre, hvilket han forsøgte at overbevise andre i bandemiljøet om. På den anden side var han også et eksempel på, at usikkerheden ved at bevæge sig ind på nye territorier i normalsamfundet uundgåeligt følger med.

Da jeg spiste frokost med ham for et par måneder siden, udtrykte han tvivl om, hvorvidt han ville kunne gennemføre studiet. Han overvejede at droppe ud på trods af, at drømmen stadig var at bruge pædagoguddannelsen som springbræt til at kunne gøre en forskel for kriminalitetstruede unge. Usikkerheden i forhold til studiet var begrundet i, at han frygtede, at de andre studerende syntes, han var uengageret og ’dum’, som han sagde. Det var han bestemt ikke, men der er ingen tvivl om, at han kunne have prioriteret sin tid mere til fordel for studiet.

Jeg kan se i deres øjne, at de ikke vil være i gruppe med mig, fortalte han. Da jeg spurgte mere ind til, hvordan Nedim brugte sin tid, blev jeg helt rundtosset. Han var så beruset af, at folk gad lytte til ham, at han nærmest sagde ja til at deltage i alt, og besvarede enhver folkeskoleelevs spørgsmål til projektopgave. »Gør du ikke det?«, udbrød han overrasket.

Jeg forklarede ham, at det aldrig ville lykkes mig at foretage mig noget som helst, hvis jeg besvarede enhver folkeskoleelev og studerendes spørgsmål. Det handlede om, at han gerne ville »gøre en forskel«, fortalte han.

Da talen faldt på den nye bog, udtrykte Nedim bekymring for, hvordan det kriminelle miljø ville reagere. Jeg er sikker på, at jeg stadig er truet, sagde han. Jeg fortalte ham, at jeg selv var blevet mere forsigtig, at jeg var særligt påpasselig med at udtale mig om bander på Nørrebro, og at jeg en enkelt gang havde oplevet, at en bandeleder havde pudset en advokat på mig med trusler om en injuriesag på baggrund af mine udtalelser om banden og dens voldsidealer – formentlig for at få mig til at holde mund.

Vi talte om forråelsen i miljøet og det faktum, at grænserne for adfærden har rykket sig hen over de sidste ti år. Der er heldigvis færre, der vælger bandelivet, men miljøet er blevet mere forrået, og skyderier er blevet en mere integreret del af bandekulturen i forhold til tidligere. Jeg påpegede over for Nedim, at man for blot en håndfuld år siden ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at bandemedlemmer ville opsøge fængselsvagter og true og skyde på dem, som det er sket de senere år. Vi blev imidlertid enige om, at man skulle passe på ikke at lade paranoiaen begrænse én, og vi vendte tilbage til temaet om hans kommende bog.

Hans vidnesbyrd i offentlige optrædener og hans bog er en potentiel trussel for de bander, der gang på gang forsøger at sikre deres eksistensgrundlag ved udadtil at promovere sig som hyggelige foreninger og MC-fælleskaber, mens de indadtil kræver en absolut lydigheds- og tavhedskultur

Livet lå for hans fødder, når den bog var ude, og han skulle lære at fokusere, sagde jeg til ham. Ud over studier og gerningen som radiovært og debattør havde han ligesom mig en knægt på fem år, der skulle vokse op med en far, som kunne være et positivt forbillede. Det talte vi også om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu ender Nedim Yasar som den fraværende i sønnens liv, som han havde frygtet. På grund af en kryster, der ventede i mørket med en pistol og koldblodigt likviderede ham, da han forlod sin egen bogreception. Det er så tragisk, som noget kan blive.

Til dem, der måtte have noget at sige i bandemiljøet: Mit indtryk er, at de fleste bandemedlemmer på tomandshånd vil være enige i, at drabet på en far og en debattør, der gang på gang talte for, at bandemedlemmer skal have en chance til, er langt ud over alle grænser. Denne gang må det være på tide at bryde tavshedens spiral, der ofte dikterer, at man ikke tager afstand internt, når nogle har begået noget fuldstændig vanvittigt. Grænsen er for længst nået.

Til dig, der myrdede Nedim Yasar (hvis du måtte læse med): En dag vil dine såkaldte brødre ikke være der længere, og du vil stå på egne ben, og ingen vil være der til at bekræfte dig i, at din handling var nobel og legitim. Hvis du følger statistikken for den igangværende bandekonflikt, vil du ikke blive dømt for drabet på grund af den tavshedskultur, som gør sig gældende i miljøet. Men du må leve med dine handlinger livet igennem, og du vil formentlig føle dig alene og skamfuld over din handling, når du ikke længere er omgivet af dine bandebrødre.

Jeg har ondt af dig. En dag vil du forhåbentlig også erkende, at du gjorde en stemme tavs, der netop kæmpede for dine muligheder for at blive en del af det større fællesskab i samfundet. Forhåbentlig lever Nedims ord og budskaber videre til den tid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden