Den kommer fra det yderste højre og det yderste venstre.
Identitetspolitikkens flodbølge skyller ind over de vestlige samfund og har besat auditorier og avisspalter på sin vej.
På universiteter i USA, Storbritannien og nu også Danmark, har den stillet voksende krav til undervisere og ledelser om at censurere studieaktiviteter og pensum. Senest har Københavns Universitet bevæget sig ind på det spor, hvor det forbydes at udklæde sig på en ’krænkende måde’. Om end vi endnu ikke har nået amerikanske og britiske tilstande for ekstrem og fundamentalistisk identitetspolitik, er vi godt på vej.
I både de skrevne og elektroniske medier bliver der kortere mellem kravene om at rense det offentlige rum, kunsten og kulturen for den del af vores historie, der knytter sig til en tid, hvor vi havde et underudviklet syn på eksempelvis etnicitet og køn.
Vi vil insistere på, at den politiske dagsorden domineres af de problemstillinger, som påvirker helt almindelige mennesker
Politisk ses det også ved, at nybevægelser og partier som Feministisk Initiativ og Alternativet, der bruger mere tid på at være identitetsfællesskaber end på at have sammenhængende bud på, hvordan vi indretter et samfund, dukker op.
Alt i alt vinder den identitetspolitiske flodbølge terræn hos de klasser, som sidder tungt på opinionsdannelsen i Vestens liberale demokratier: den politiske klasse, medieklassen og den akademiske klasse. Alligevel er der intet progressivt over den nyreligiøse identitetspolitiske vækkelse på denne fløj.
Identitetspolitikken peger tilbage i stedet for fremad.
Ligesom med så mange andre reaktionære bevægelser er der tydeligvis et ønske hos mange af identitetsaktivisterne om, at staten skal intervenere mere i videns- og kulturdannelsen, at lovgivningen i højere grad skal tage udgangspunkt i grupper i stedet for individer, og at der skal skabes en kultur på uddannelsesinstitutionerne, som presser undervisere og studerende til direkte selvcensur i det daglige.
De spirende krav om, at alt fra ytringer og symboler til læringsmiljø og pensumlitteratur skal underlægges politisk korrekte, identitetspolitiske begrænsninger, er et frontalangreb på oplysningssamfundets idealer om rationalitet, viden, fri forskning og ytringsfrihed som middel til at kritisere og diskutere ideer. Det er fundamentet for den kritiske og selvstændige tænkning, som er under pres i uddannelsessystemet.
Det er den langsomme nedbrydelse af princippet om, at det må være de ideer og argumenter med størst logisk og empirisk opbakning, der nyder fremme i samfundet – frem for de ideer, der tilgodeser specifikke køn, seksuelle orienteringer eller etniciteter. Det er starten på at bombe vores samfund tilbage til en tid, hvor bestemte samfundsgrupper ikke måtte udsættes for kritik eller logik.
Samtidig er identitetspolitikkens overdrevne fokus på bestemte grupper frem for enkelte individer også med til at sætte det liberale demokratis idealer under pres. Det trækker spor til primitive samfunds fokus på at berige egen stamme og bekrige samfundets øvrige stammer.
Dén tænkning har vi for flere hundred år siden bevæget os væk fra i Vesten, hvor vi i stedet har insisteret på, at rettigheder, pligter og privilegier tildeles på baggrund af det enkelte individ. Ikke baseret på dets køn, seksualitet eller etnicitet.
Skriv kommentar