Den kommer fra det yderste højre og det yderste venstre.
Identitetspolitikkens flodbølge skyller ind over de vestlige samfund og har besat auditorier og avisspalter på sin vej.
På universiteter i USA, Storbritannien og nu også Danmark, har den stillet voksende krav til undervisere og ledelser om at censurere studieaktiviteter og pensum. Senest har Københavns Universitet bevæget sig ind på det spor, hvor det forbydes at udklæde sig på en ’krænkende måde’. Om end vi endnu ikke har nået amerikanske og britiske tilstande for ekstrem og fundamentalistisk identitetspolitik, er vi godt på vej.
I både de skrevne og elektroniske medier bliver der kortere mellem kravene om at rense det offentlige rum, kunsten og kulturen for den del af vores historie, der knytter sig til en tid, hvor vi havde et underudviklet syn på eksempelvis etnicitet og køn.
Politisk ses det også ved, at nybevægelser og partier som Feministisk Initiativ og Alternativet, der bruger mere tid på at være identitetsfællesskaber end på at have sammenhængende bud på, hvordan vi indretter et samfund, dukker op.
Alt i alt vinder den identitetspolitiske flodbølge terræn hos de klasser, som sidder tungt på opinionsdannelsen i Vestens liberale demokratier: den politiske klasse, medieklassen og den akademiske klasse. Alligevel er der intet progressivt over den nyreligiøse identitetspolitiske vækkelse på denne fløj.
Milla Mølgaard: Nej, identitetspolitik handler ikke bare om en ’skide sombrero’Identitetspolitikken peger tilbage i stedet for fremad.
Ligesom med så mange andre reaktionære bevægelser er der tydeligvis et ønske hos mange af identitetsaktivisterne om, at staten skal intervenere mere i videns- og kulturdannelsen, at lovgivningen i højere grad skal tage udgangspunkt i grupper i stedet for individer, og at der skal skabes en kultur på uddannelsesinstitutionerne, som presser undervisere og studerende til direkte selvcensur i det daglige.
De spirende krav om, at alt fra ytringer og symboler til læringsmiljø og pensumlitteratur skal underlægges politisk korrekte, identitetspolitiske begrænsninger, er et frontalangreb på oplysningssamfundets idealer om rationalitet, viden, fri forskning og ytringsfrihed som middel til at kritisere og diskutere ideer. Det er fundamentet for den kritiske og selvstændige tænkning, som er under pres i uddannelsessystemet.
Det er den langsomme nedbrydelse af princippet om, at det må være de ideer og argumenter med størst logisk og empirisk opbakning, der nyder fremme i samfundet – frem for de ideer, der tilgodeser specifikke køn, seksuelle orienteringer eller etniciteter. Det er starten på at bombe vores samfund tilbage til en tid, hvor bestemte samfundsgrupper ikke måtte udsættes for kritik eller logik.
Hvorfor er alle oplevede krænkelser legitime og kræver resten af samfundets underkastelse?Samtidig er identitetspolitikkens overdrevne fokus på bestemte grupper frem for enkelte individer også med til at sætte det liberale demokratis idealer under pres. Det trækker spor til primitive samfunds fokus på at berige egen stamme og bekrige samfundets øvrige stammer.
Dén tænkning har vi for flere hundred år siden bevæget os væk fra i Vesten, hvor vi i stedet har insisteret på, at rettigheder, pligter og privilegier tildeles på baggrund af det enkelte individ. Ikke baseret på dets køn, seksualitet eller etnicitet.
Målet for de nye identitetspolitiske krigere synes at være at erstatte individuelle rettigheder med kollektive rettigheder. Altså et opgør med den grundlæggende liberale og demokratiske tro på, at det er det enkelte menneske, der skal udstyres med borgerrettigheder. Det har ellers været bred konsensus om i det politiske system, siden Socialdemokratiet smed de revolutionære kommunister ud af partiet i første del af det 20. århundrede.
Det er og bliver en tilbageskuende tilgang, at vi ville vende tilbage til en tid, hvor vi mennesker ikke længere bedømmes som individer, men som tilhørende en bestemt samfundsgruppe/stamme baseret på arbitrære biologiske forhold. Så kan de nye identitetspolitiske krigere pakke det ind i nok så mange fine progressive paroler om tolerance og ligestilling.
Det sidste har de desværre held med. Og det er med til langsomt at forskyde den offentlige debat i en elitær retning, hvor den overvejende politiske kampplads vil blive defineret ud fra meget snævre hensyn til velstillede menneskers identitetspolitiske projekter.
VI FIRE ER uenige om, hvordan vi skal indrette vores land. På centrale områder vil vi endda i hver sin retning. Men vi er enige om, hvilken spillebane der først og fremmest udgør den politiske kampplads i Danmark: diskussionen om, hvordan vi forbedrer tilværelsen for den jævne dansker. Hvordan skaber vi flere arbejdspladser, bedre kernevelfærd, højere velstand, større kvalitet i uddannelserne, en højere grad af tryghed i folks hverdag og tager hånd om de trusler, som Danmark som nation står over for?
Hvis vi accepterer, at opinionsdannelsen gradvis udskifter de store samfundspolitiske spørgsmål med identitetspolitikkens tomme kalorier, vil kløften mellem befolkningens virkelighed og de snakkende meningsdannerklasser kun blive større.
Det kræver derfor en seriøs og vedholdende modstand at forhindre identitetspolitikken i for alvor at slå rod i vores samfund.
Henrik Marstal: Krænkelseskultur er ikke et skældsord. Det er en håneret, som bør afskaffesDer er i høj grad brug for, at moderate partier og politikere på begge sider af den politiske midte forpligter hinanden på ikke at lade den identitetspolitiske selvcensur, historieudrensning og brændende lyst til at tage et opgør med den frie forskning få overtaget i vores land.
Budskabet skal være klart: Vi vil ikke have en frygtkultur i uddannelsessystemet, som smadrer kritisk tænkning og ødelægger forskningsmiljøet. Vi vil ikke have, at fremtidens generationer skal nægtes adgang til den del af historien, der havde et helt andet syn på køn, seksualitet og etnicitet, end vi har i dag.
Vi vil i stedet værne om vores liberale og oplyste demokrati og insistere på, at individuelle borgerrettigheder altid kommer før kollektive. Og vi vil insistere på, at den politiske dagsorden domineres af de problemstillinger, som påvirker helt almindelige mennesker i deres hverdag.
fortsæt med at læse
