Den kommer fra det yderste højre og det yderste venstre.
Identitetspolitikkens flodbølge skyller ind over de vestlige samfund og har besat auditorier og avisspalter på sin vej.
På universiteter i USA, Storbritannien og nu også Danmark, har den stillet voksende krav til undervisere og ledelser om at censurere studieaktiviteter og pensum. Senest har Københavns Universitet bevæget sig ind på det spor, hvor det forbydes at udklæde sig på en ’krænkende måde’. Om end vi endnu ikke har nået amerikanske og britiske tilstande for ekstrem og fundamentalistisk identitetspolitik, er vi godt på vej.
I både de skrevne og elektroniske medier bliver der kortere mellem kravene om at rense det offentlige rum, kunsten og kulturen for den del af vores historie, der knytter sig til en tid, hvor vi havde et underudviklet syn på eksempelvis etnicitet og køn.
Vi vil insistere på, at den politiske dagsorden domineres af de problemstillinger, som påvirker helt almindelige mennesker
Politisk ses det også ved, at nybevægelser og partier som Feministisk Initiativ og Alternativet, der bruger mere tid på at være identitetsfællesskaber end på at have sammenhængende bud på, hvordan vi indretter et samfund, dukker op.
Alt i alt vinder den identitetspolitiske flodbølge terræn hos de klasser, som sidder tungt på opinionsdannelsen i Vestens liberale demokratier: den politiske klasse, medieklassen og den akademiske klasse. Alligevel er der intet progressivt over den nyreligiøse identitetspolitiske vækkelse på denne fløj.
Identitetspolitikken peger tilbage i stedet for fremad.