Læser: Jeg er i tvivl, om jeg skal have børn. Men det er min kæreste ikke

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Mit spørgsmål handler om børn. Jeg er nemlig i tvivl om, om jeg vil have dem. Det handler om den verden, vi lever i, min personlige erfaring med at have en familie (ikke altid nemt) og andre ting. Jeg er ikke direkte imod det, og der er dage med glimt af lyst til at sætte børn i verden.

Min kæreste derimod er ikke i tvivl og vil gerne have børn. Det er ikke, fordi min kæreste vil have dem lige nu eller lige om lidt, men på sigt. Vi er begge i slut-20’erne. Min kæreste kender til min tvivl, men ved ikke, hvormeget jeg er i tvivl.

Jeg ved godt, det ville være dumt at gå fra hinanden nu, bare fordi jeg måske ikke vil have børn om tre år. Men altså, det kan jo godt være, at det ikke ændrer sig, og skylder jeg så ikke min kæreste muligheden for at finde en, der gider? Og alternativt: Må jeg gerne få børn, selv om jeg ikke er sikker på, at jeg vil?

Jeg er bare bange for at vælge det forkerte.

Kh måskeforælderen

Gæsteredaktør Kasper Lundberg:

Kære måskeforælder

Jeg var selv måskeforælder, da jeg var i 20’erne. Altså i tvivl om, om jeg skulle have børn. Om jeg var ansvaret moden. Og det er de fleste, også mange af dem, der siger, at de ikke er det. Det er totalt normalt.

Men tvivl er ikke en følelse. Tvivl er et sted, man går hen for at undgå en følelse. Den følelse, jeg selv prøvede at undgå, da jeg var måskeforælder, altså i tvivl om, om jeg skulle have børn, var frygten for at gøre et barn lige så ked af det, som jeg selv blev, da mine forældre gik fra hinanden.

Du skal træde ud af tvivlen. Det fortjener både du og din kæreste. Det kan du nok gøre ved at finde ud af, præcis hvad du er bange for at genskabe, når du skriver, at det ikke er nemt at have en familie. Du har ret, det er ved gud ikke kun nemt, men det kan samtidig være det mest helende i hele verden at skabe sin egen familie, hvor man ikke er barnet, men den voksne, der kan tage ansvar.

Det lyder, som om du og din kæreste er taget til fange i en klassisk polarisering. Dem bekæmper man bedst ved at tillade sig at skifte position, når muligheden byder sig.

Jeg vil udfordre dig til virkelig at gå med lysten, næste gang du mærker den. Sig den højt, glæd dig over den, overdriv den måske endda lidt, og prøv at følge den. Se, hvor den får dig hen. Det er alligevel federe at kigge tilbage og fortryde noget, du gjorde af lyst, end noget, du ikke gjorde på grund af frygt eller tvivl.

Du bliver en god forælder. Jeg ville i hvert fald gerne have en forælder, der er så ærlig og hensynsfuld, som dit spørgsmål afslører, at du er.

Kærlig hilsen

Kasper

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære måskeforælder

For mig at se handler dit spørgsmål især om én ting. En ting, som i virkeligheden er butterdejen i parforholdets klistrede fastelavnsbolle: fremtiden. Tanker om fremtiden er illusionens smørlag, der ligesom skal holde på den romantiske crememidte. Den fremtid kan jo se ud på tusind måder, skifte form ofte og alligevel næsten altid ende et andet sted, end man havde planlagt. Tosomheden har svære kår, hvis man ikke kan forestille sig at være sammen i morgen, men den kan selvfølgelig godt findes (og trives!) samtidig med en bagtanke, kastet årevis foran sig. Det skriver du også.

Børn og fremtid har også noget med hinanden at gøre. Man kender ikke sin egen fremtid, og man kan slet ikke forestille sig den ufødtes. Barnet bærer fremtiden i sig som den forbandelse, det er at have de gennemsnitlige nogle og firs år foran sig. Børn har derfor ødelagt mange forhold. Både ved deres fravær og deres tilstedeværelse.

Jeg er selv i tvivl om, om jeg skal, kan og vil have børn. Nogle gange vil jeg have nul, andre gange syv. Engang midt i et brud fortalte en ekskæreste mig, at jeg talte for meget om børn, altså ikke om at få dem, bare om dem, og at det var en af grundene til, at det ikke kunne lykkes, for han skulle ikke have børn. Jeg klappede i som en moderlig østers, såret over, at mine lykkelige ytringer kunne bruges imod mig.

Jeg kan og vil ikke give dig mere eller mindre tvivl om at få børn, det er både simpelt og kompliceret, både en vidunderlig selvfølgelighed og tankeløs dumhed at sætte børn i verden. Jeg tror ikke, din kæreste er så lidt i tvivl, som du tror. Du kan jo spørge.

Jeg tror, at din tvivl – som vi jo også kunne kalde eftertænksomhed – i sig selv er en god ting for en forælder. Og bare rolig, lige meget hvad fremtiden bringer, så er dit valg både rigtigt og forkert.