0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Public Domain
Foto: Public Domain

Få år inden Gustav Mahlers død i 1911 malede en anden moderne kunstner fra Wien, Gustav Klimt, dette berømte billede af menneskelig seksualitet, der chokerede borgerskabet lige så meget, som Mahlers symfonier gjorde.

Banebrydende komponist fortalte Freud om sin smerte: Og med et dyrisk skrig ændrede han musikkens naturopfattelse

Måden, naturen er skildret på, har altid afspejlet menneskets skiftende forhold til den. Med komponisten Gustav Mahler som omdrejningspunkt skriver Thomas Michelsen om naturen i musikken. Fra den var uskyldsren, til den blev skræmmende som os selv.

FOR ABONNENTER

»Som en naturlyd« – Wie ein Naturlaut. Sådan skriver Gustav Mahler i partituret over de spæde, høje strygertoner, der indleder hans 1. symfoni. Et værk, som deler musikhistorien i et før og et efter, er musikhistorikere enige om. Med denne symfoni fra 1889 bryder ikke bare Mahler, men det moderne menneske – du og jeg – igennem i musikken. Med alle vores smerteligt blandede erfaringer om fremmedgørelse, ensomhed, længsel, glæde og fortvivlelse.

Naturen »omfatter alt, hvad der er frygtindgydende, storslået og vidunderligt,« forklarede Mahler i et brev til en anmelder. »Det undrer mig, at de fleste mennesker, når de nævner ordet natur i forbindelse med kunst, kun tænker på blomster, fugle, skovens duft etc. Ingen synes at tænke på det mægtige mysterium, der ligger bagved. Guden Dionysos, den store Pan«.

Hvad Mahler tænkte på, når han tænkte på ekstasens græske gud Dionysos og på guden for det vilde liv i grønne omgivelser, Pan, var natur i en grundlæggende betydning. Hans begreb om natur inkluderede drifterne og alt det, man dengang kaldte primitivt.

Det er ikke, fordi man ikke kan finde poetiske naturskildringer og velduftende naturmetaforik i klassisk musik. Fuglene pipper løs hos Vivaldi i barokken, og blomster springer ud overalt fra Mozart til Grieg. At finde en buket sange, som handler om spadsereture i kølige lunde og synet af brusende floder, tager kun to splitsekunder. Man kan slet ikke slå op i den danske Højskolesangbog uden at snuble over duftende hyld, fagre sletter og piger så lyse som rav.

Det dyriske skrig

Men Mahler var optaget af Nietzsche og de vilde, orgiastiske kræfter i mennesket selv. Han læste Schopenhauer, der filosoferede om »den blinde livsvilje«, som manifesterer sig i alting.

Den østrigske komponist var i analyse hos Freud, og selv om Mahlers 1. symfoni fortsætter med en melodi, han selv havde skrevet, om en ung mand, der en dugvåd morgen går over marken, fuldendt lykkelig, så begynder symfoniens finale med et dyrisk smertensskrig. Vi hører strygernes høje, sitrende indledningstone og forestiller os den unge mand, der hviler i skovbrynet en tidlig morgen, mens han hører posthornenes fanfarer – civilisationens stemme – langt væk i det fjerne. Men inden symfonien er slut, har både han og vi fået flået vores følelsesliv op af en af musikhistoriens mest berømte dissonanser.

Mahlers forgænger Schubert skrev mere end 600 lieder, hvoraf overraskende mange beskæftiger sig med mennesker, som med splittelse i hjertet mærker, at de ikke kan leve som del af civilisationen, men må søge ud i naturen. Schuberts mest berømte liedcyklusser, ’Die schöne Müllerin’ og ’Winterreise’, handler ikke om andet.

Schubert skrev mere end 600 lieder, hvoraf overraskende mange beskæftiger sig med mennesker, som med splittelse i hjertet mærker, at de ikke kan leve som del af civilisationen, men må søge ud i naturen

Naturen spejler den tilstand, menneskets sjæl befinder i. Schuberts opus 1, hans dramatiske ballade ’Erlkönig’ om faren, der rider med sin søn i armene om natten gennem skoven på desperat flugt fra den onde Elverkonge, er én lang sammenblanding af naturfænomener og menneskelige følelser. Det onde er i den mørke natur ved nattetid, og Schuberts romantiske samtid – hele det tidlige 1800-tal med dets enorme produktion af kunst og musik – er fuld af den afspejlende natur. En natur, som mennesket besjæler.

Den fromme eneboer

Den tyske operatradition, som Wagner romantiske operaer vokser ud af med svanesejlads i ’Lohengrin’ og skumsprøjt i ’Den flyvende Hollænder’, begynder med Schuberts samtidige, komponisten Carl Maria von Webers opera ’Jægerbruden’ fra det romantiske år 1821. En musikdramatisk gyser, hvor djævelen indtager scenen som materialiseringen af ondskaben i mennesket.

I operaens nattescene i Ulveslugten, hvor handlingens forheksede geværkugler støbes ved hjælp af sort magi, flænger lyden af torden luften. For i begyndelsen af 1800-tallet er naturen besjælet. Men så længe mennesket har Gud at klynge sig til, kan ondskaben afværges. En from eneboer – en mand, der lever alene i guddommelig pagt med naturen – griber i sidste øjeblik ind som repræsentant for Vorherre og redder landsbyen fra Fanden selv.

I operaens nattescene i Ulveslugten, hvor handlingens forheksede geværkugler støbes ved hjælp af sort magi, flænger lyden af torden luften

Sådan klarede man sig mod den farlige natur i og uden for sig selv på Webers tid. Det er værre, når vi når op til Mahler, der ikke havde andre end Freud at støtte sig til, når fortvivlelsen hev i ham og lod smerten vælte ind over ham.

Hvad Mahler – og moderne kunstnere efter ham – viser os i deres kunst, er, at naturen er os selv. Det er den, vi kommer af, og den, vi desperat prøver at distancere os fra, og da romantikken som stilretning og verdensopfattelse er ved at være forbi selv inden for musikken, hvor den ellers overlever længere end inden for andre kunstarter, og da Nietzsche har erklæret Gud for død, er vi overladt til os selv.

Sibelius’ svaner

Det 20. århundredes komponister mærker stadig naturens kraft. Men nu mere som et vækstprincip. Det er naturen som organisk fænomen, der ligger bag de lange melodiske linjer, den finske stormester Jean Sibelius lader vokse frem i et værk som sin 5. symfoni.

Her fremmaner hornene i sidste sats på gåsehudsfremkaldende vis den majestætiske lyd af flyvende svaner, som Sibelius oplevede dem, da han en dag så 16 af dem lette på samme tid.

I sin søgen efter et særligt nordligt univers i musikken fortsatte vores egen danske musikkæmpe Per Nørgård i 1950’erne i Sibelius’ organiske spor, hvor naturen ikke længere er besjælet af noget overnaturligt, men slet og ret er det pulserende vækstprincip bag alting. I Per Nørgårds enorme 3. symfoni fra begyndelsen af 1970’erne springer den frodigt ud i en fraktal, kosmisk orden af mangelaget musikalsk skønhed med naturlige overtonerækker og rytmer efter naturens gyldne snit. Så smuk som kronbladene på en morgenfrue.

I Per Nørgårds enorme 3. symfoni fra begyndelsen af 1970’erne springer den frodigt ud i en fraktal, kosmisk orden af mangelaget musikalsk skønhed

Det moderne gennembrud i musikken, som Mahlers 1. symfoni indvarslede i slutningen af 1880’erne, førte i det 20. århundrede til en ekstrem, hardcore modernisme, hvor alt handlede om menneskeskabte systemer og strukturer. Selv om komponisten Hans Abrahamsens musik er en enkelhedssøgende reaktion på denne modernisme og dens i bund og grund unaturlige, menneskeskabte kompleksitet, er musikken bag det lyriske udtryk overraskende konsekvent konstrueret, når Abrahamsen omkring 1980 bevæger sig ud i skoven med naturelskeren og forfatteren Henry David Thoreau ved hånden i et værk som det klarinetbløde ’Walden’.

Tilbage til naturen

I dag spiller naturinspirationen for komponisterne sammen med de mange muligheder for konstant at skifte stil, der har domineret kompositionsmusikken, efter den er kommet ud af modernismens menneskeskabte tremmebur igen. Det sker hos en komponist som 41-årige Rasmus Zwicki, der med vægt på naturoplevelsen har skrevet kendingsmusikken til DR’s naturserie ’Vilde vidunderlige Danmark’.

»Jeg har sat mig i skoven, ved søen, ved havet og set, hvordan landskabet bevæger sig. Solstrålen, der spejler sig i en blank sø, bliver til lyd – klare, bølgende klange. Det lyder ikke som vand, men som oplevelsen af at se på vand. Jeg indfanger pulsen, tempoet og energien, når jeg er derude, og finder den klang og struktur, musikken skal have«.

I musikhistorien kan vi spole frem og tilbage og opleve de forskellige naturopfattelser, mennesket gennem tiderne har haft

Sådan forklarer Rasmus Zwicki, hvordan det har været at lade naturen spejle sig i de forskellige musikalske parametre som puls og klang, der er den nutidige komponists veldefinerede arbejdsmaterialer. Parametre, som modernismen én gang for alle fik skilt musikken ad i, og som computerteknologien har sat vor tids komponister i stand til at bearbejde i det uendelige. Indtil de blev trætte af det og søgte tilbage til oplevelsen. Tilbage til naturen.

Naturen er der altid – også i musikken – for vi er selv natur. Uanset hvor teknologifikseret en tid vi lever i. I musikhistorien kan vi spole frem og tilbage og opleve de forskellige naturopfattelser, mennesket gennem tiderne har haft. Lige så længe musikken har klinget.