Opskrifter: Lav lækker mad af julens rester

Der er ingen grund til at smide alle resterne fra julens overdådige måltider ud - de kan nemt bruges i andre lækre retter. Arkivfoto Jonathan Bjerg Møller
Der er ingen grund til at smide alle resterne fra julens overdådige måltider ud - de kan nemt bruges i andre lækre retter. Arkivfoto Jonathan Bjerg Møller
Lyt til artiklen

Det handler om at være kreativ, hvis resterne ikke skal blive kedelige, indtørrede udgaver af de overdådige måltider, man har mæsket sig med i juledagene.

Politiken har her fundet en række opskrifter, hvor resterne snildt kan indgå og dermed få nyt liv.

Anden

Der er ikke meget ved en and på tredjedagen, men det lækre, fede kød behøver bestemt ikke gå til spilde. Prøv eksempelvis en varm salat med and eller Tina Scheftelowitz' and i fad med syltede kirsebær, hvor også de mange tørrede frugter fra julens snackfad bliver brugt.

Endelig foreslår Christian F. Puglisi, at også andeskroget bliver brugt. Her er masser af smag, der ved kogning kan omdannes til en lækker fond. Selv foreslår han at bruge fonden i retten kogte glaskål, andesauce og estragon.

Flæskestegen

En klassiker er flæskestegssandwich, hvor et par stykker kold steg puttes i en bolle med lidt rødkål. Et stykke steg på rugbrød med samme garniture er heller ikke værst.

Vil man gerne eksperimentere lidt, kan man kaste sig over en gang biksemad eller en nakkekam med sojoa og sesam, hvor nakkekammen blot udskiftes med flæskestegsresterne.

De grønne varer

I julens overskudslager findes også en bunke af grønt, der har været brugt som garniture eller indmad i anden. Også disse grønne rester kan med fordel genbruges.

Diætist Søren Damgaard foreslår en asiatisk-inspireret råkost eller en grøntsagsmole af gulerødder, mens Tina Scheftelowitz laver en gulerodssuppe med mandel-æble-salsa, hvor julens mandler også bliver genbrugt.

Slut af med det søde

Det er ikke kun aftensmaden, der kan reddes af rester. Hyggemad og dessert kan også trylles frem af diverse rester fra julen.

En klassiker er klatkagerne, der nemt laves af risengrøden, men også den indtørrede marcipan, der gemmer sig i bunden af køleskabsskuffen kan bruges.

Prøv eksempelvis en æble-crumble-de-luxe eller Tina Scheftelowitz' koldhævede klidboller med guf.

Emilie Taulø-Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her