Kære læser
Der er alt for stor forskel, på det vi siger, og det vi gør.
Hvis man spørger gennemsnitsdanskeren, vil de fleste gerne leve grønnere og sundere. Men ser man på tallene, så går det altså den helt forkerte vej! I denne uge udkom ’guldstandarden’ inden for kostundersøgelser - nemlig undersøgelsen ’danskernes kostvaner 2021-2024’. Den viser, at vi spiser mindre frugt og grønt nu end tidligere, og samtidig spiser vi mere sukker og mere kød end sidst man målte for ti år siden.
Ingen efterlever kostrådene, og kun syv procent får de anbefalede 600 g frugt i grønt om dagen. For 20 år siden var det 16 procent, der fik de ’6 om dagen’. Så hvad gør vi?
Jeg har skrevet en klumme med nogle bud på, hvad vi kan gøre. Både som samfund og som individ.
Et godt sted at begynde er hos Louise Beck Brønnum. Hun har lavet de lækreste salater, jeg længe har smagt. De omfavner kål, citrus og bitre salater, og er dermed toppet med sundhed.
De er tilmed perfekte lige nu, hvor sneen er væk og foråret officielt er begyndt, men hvor vinteren stadig har tag i os.
Prøv for eksempel rosenkål med rød grape og valnødder, der smagsmæssigt bare klæder hinanden så helt utroligt godt! Det samme gælder fennikel med saltet citron og feta.
I ugen der kommer sætter jeg nogle grønne klassikere på menuen som græskardahl med mynteyoghurt og crespelle, der består af bløde pandekager i lag med svampe og kål. Et virkeligt lækkert alternativ til lasagne, og en ret, der passer godt ind i marts, hvor vi stadig er midt imellem vinter og vår.
Det er også stadig suppetid, og det er også en virkelig god måde at få grønt på. Prøv denne fyldige grøntsagssuppe eller denne cremede suppe med muslinger, fennikel og små pastastykker, der både er nem og billig at lave.
Vi slutter ugen med en omgang peanutnudler, hvor du kan hælde så mange grøntsager i du vil.
Jeg håber, at du hermed har fået inspiration til at lade det grønne fylde meget mere.
Tak fordi du læser med og god fornøjelse i køkkenet.