Vi skriver dette indlæg som et vi, og dermed får vores stemme i ’ligestillingsdebatten’ en anden lyd end den, vi oftest hører.
For det er ikke i kapitalens interesse, at vi lever, tænker og kæmper sammen.
For hvad ville der ske, hvis vores analyser om uretfærdigheden i verden ikke skulle bruges til lovgivning? Af minoritetskonsulenter i en privat virksomhed? Ligesom Priden er blevet til en dag, hvor virksomheder, institutioner og politikere kan smykke sig med lånte fjer i mangfoldighedens navn, er kvindernes internationale kampdag en offentlig markering af gode intentioner. Her kan vi fejre spiselige ideer om bestyrelsesposter til kvinder og bedre kønslig repræsentation i medierne.
Den virkelige ligestillingskamp egner sig ikke til en kampagne. Den virkelige kamp giver ikke mange likes og shares, og den giver ikke mulighed for at shine i fem minutter i DR’s ’Debatten’.
I Danmark virker det, som om der er en kollektiv fortrængning af, hvad der skete, sidste gang store grupper i Europa blev dømt uønskede
Har I også svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi I inderst inde godt ved, at vi for længst har overskredet momentum for at tale om ligestilling? At den snak for længst har spillet fallit?
I stedet for at tale om, hvilken ligestilling vi skal kæmpe for, vil vi bede jer om at vågne fra det mareridt, vi er hensunket i. En syg tilstand, hvor islamofober på speed i fuldt dagslys har det parlamentariske flertal til at implementere dødelig statsracisme med loven i ryggen.
Der er ikke noget paradigmeskifte. Politikerne fortsætter de dødspolitikker, der gjorde Danmark til verdens syvendestørste slavenation.
Hvor ligestilling for nogle handler om mulighed for barsel til alle forældre, er andre forældre på ubestemt tid frihedsberøvet i en militærbarak sammen med deres børn. I deportationslejren Sjælsmark slår staten langsomt afviste asylansøgere ihjel. Her er folks liv suspenderet af ’motivationsfremmende foranstaltninger’, der skal gøre deres liv så utåleligt som muligt.
Men foranstaltningerne har ikke fået folk til at rejse ’tilbage’ frivilligt, og mange migranter er juridisk strandet i et limbo, hvor de ikke kan rejse ’tilbage’. Menneskerettighedsorganisationer siger, at Sjælsmark er værre end fængsler, og derfor bliver det til et ydmygt spørgsmål, når vores ven fra Sjælsmark under vinterens protester sagde;
»Hvorfor bliver vi vogtet af fængselsbetjente?«. »Hvorfor skal vores børn skades af hverdagen i Sjælsmark?«.
Mens ligestilling for nogen handler om ligeløn på arbejdsmarkedet, kan beboere i Mjølnerparken på Nørrebro ikke love deres børn den retssikkerhed, som andre borgere i Danmark nyder godt af. I lovens øjne er de ’ghettoforældre’, der mister deres børnecheck, hvis deres 1-årige ikke deltager i obligatoriske læringstilbud om danske værdier.