Det feministiske kollektiv Marronage: Feminist er ikke noget man er. Feminisme er noget man gør

Vi skriver dette indlæg som et vi, og dermed får vores stemme i ’ligestillingsdebatten’ en anden lyd end den, vi oftest hører.

For det er ikke i kapitalens interesse, at vi lever, tænker og kæmper sammen.

For hvad ville der ske, hvis vores analyser om uretfærdigheden i verden ikke skulle bruges til lovgivning? Af minoritetskonsulenter i en privat virksomhed? Ligesom Priden er blevet til en dag, hvor virksomheder, institutioner og politikere kan smykke sig med lånte fjer i mangfoldighedens navn, er kvindernes internationale kampdag en offentlig markering af gode intentioner. Her kan vi fejre spiselige ideer om bestyrelsesposter til kvinder og bedre kønslig repræsentation i medierne.

Den virkelige ligestillingskamp egner sig ikke til en kampagne. Den virkelige kamp giver ikke mange likes og shares, og den giver ikke mulighed for at shine i fem minutter i DR’s ’Debatten’.

Har I også svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi I inderst inde godt ved, at vi for længst har overskredet momentum for at tale om ligestilling? At den snak for længst har spillet fallit?

I stedet for at tale om, hvilken ligestilling vi skal kæmpe for, vil vi bede jer om at vågne fra det mareridt, vi er hensunket i. En syg tilstand, hvor islamofober på speed i fuldt dagslys har det parlamentariske flertal til at implementere dødelig statsracisme med loven i ryggen.

Der er ikke noget paradigmeskifte. Politikerne fortsætter de dødspolitikker, der gjorde Danmark til verdens syvendestørste slavenation.

Hvor ligestilling for nogle handler om mulighed for barsel til alle forældre, er andre forældre på ubestemt tid frihedsberøvet i en militærbarak sammen med deres børn. I deportationslejren Sjælsmark slår staten langsomt afviste asylansøgere ihjel. Her er folks liv suspenderet af ’motivationsfremmende foranstaltninger’, der skal gøre deres liv så utåleligt som muligt.

Men foranstaltningerne har ikke fået folk til at rejse ’tilbage’ frivilligt, og mange migranter er juridisk strandet i et limbo, hvor de ikke kan rejse ’tilbage’. Menneskerettighedsorganisationer siger, at Sjælsmark er værre end fængsler, og derfor bliver det til et ydmygt spørgsmål, når vores ven fra Sjælsmark under vinterens protester sagde;

»Hvorfor bliver vi vogtet af fængselsbetjente?«. »Hvorfor skal vores børn skades af hverdagen i Sjælsmark?«.

Mens ligestilling for nogen handler om ligeløn på arbejdsmarkedet, kan beboere i Mjølnerparken på Nørrebro ikke love deres børn den retssikkerhed, som andre borgere i Danmark nyder godt af. I lovens øjne er de ’ghettoforældre’, der mister deres børnecheck, hvis deres 1-årige ikke deltager i obligatoriske læringstilbud om danske værdier.

Viden om påske og jul vægter højere end mulighed for vinterjakker og børnenes deltagelse i fritidsaktiviteter.

Ved udsigten til 300 beboere fra Mjølnerparkens tvangsflytning råbte de: »Vores hjem er ikke til salg!« imod privatiseringen af deres lejeboliger.

Andre talte om, at de er chokerede over, at basale demokratiske rettigheder ikke længere gælder for alle i Danmark. Men er det egentlig chokerende længere? Chokeffekten må afløses af handling, når det vedtages, at asylansøgere på tålt ophold skal interneres på en ø. Fuck den ø, hvis formål er at maskere den lov, der fastholder flygtningefamilier i fattigdom. Det er nu blevet en civil opgave at bevare en etik, der rækker til at lave ansøgninger om enkelttilskud til kommunen, der kan betale for tøj og mad.

I Danmark virker det, som om der er en kollektiv fortrængning af, hvad der skete, sidste gang store grupper i Europa blev dømt uønskede. Det er lige før, at humanisterne og de kulturradikales tavshed overdøver den larm, som andre prøver at lave. Husk, at feminist, humanist og antiracist ikke er noget, man kan nøjes med at kalde sig. Det skal vises i handlinger.

Og til de nyfascistiske ungdomsorganisationer, der vinder udbredelse i Danmark og i resten af Europa: Vi holder øje med jer. Men vi vil bare spare jer for besværet; for så længe der er mennesker på Jorden, vil de bevæge sig.

Mennesker, der bringer sig selv i sikkerhed på tværs af grænser, lader sig ikke stoppe af dødsruter og tvungen fattigdom. De er vores tids helte. Og hvis I tror, at I vinder, kan vi kun glæde os til at le sidst, for vi er den globale majoritet.

I dag bliver ethvert krav om retfærdighed fra marginaliserede grupper set som et forsøg på undertrykkelse. Vores eksistens bliver en trussel, fordi den udfordrer de racistiske, transfobiske, homofobiske og misogyne fortællinger, verden er bygget op af, og som er indlejret i vores hverdag. Men vores brogede bevægelse vokser hele tiden. Den feministiske kamp er intersektionel, og derfor er vi mange.

Vi er lejere i almene boliger, vi er afviste asylansøgere, vi er kontanthjælpsmodtagere.

Og vi er queers, vi er muslimer, vi er trans, vi er efterkommere, vi er de venlige, hvis etiske kompas ikke er gået i stykker.

Vi vil ikke tolereres. Vi orker ikke at afsætte politikerne blot for at erstatte dem med nogle andre. Som en forfatter har sagt: Så længe vi krampagtigt insisterer på at besvare politikernes nonsens, kan vi ikke stille de spørgsmål, der er vigtige.

Derfor må vi i stedet spørge os selv: Hvad er det første skridt mod forandring? Læg mærke til de følelser, du enten har været tvunget til at gemme væk for at udholde livet, eller ikke allerede har, fordi du er så heldig at være skånet for de ovennævnte politikker.

Mærk vreden, vågn op fra søvngængeriet, og se, at feminisme betyder, at vi må handle sammen.