Kære Læser
For nogle år siden blev det afsløret, at den kage, vi kender som Drømmekagen fra Brovst, slet ikke kommer fra Brovst, men i virkeligheden fra en gård i Hjallerup i Nordjylland. Nu er madjournalist Marie Holm gået skridtet videre og kan afsløre, at kagen heller ikke kommer derfra. Den er faktisk slet ikke dansk.
Marie Holm havde nemlig længe undret sig over, hvordan en kage med farin og kokos kunne være en dansk opfindelse, og det viste sig, at hun havde ret i sine antagelser. Marie Holm har talt med Jytte Andersen, der står bag den opskrift, som vi kender som Drømmekagen fra Brovst, og sammen med Marie Holm har hun fundet frem til, hvor kagen i virkeligheden stammer fra. Læs et stykke undersøgende kagejournalistik her.
Dansk eller ej. Du skal ikke snydes for opskriften på den berømte drømmekage. Jeg bagte den selv den anden dag, og den blev helt eventyrlig. Kombinationen af den luftige sukkerbrødsbund og knasende kokos-farintopping holder stadig her mere end 100 år efter, at kagen blev opfundet.
Udover kage, må der hellere komme noget rigtigt mad på bordet. Vi nærmer os april, men om du vil det eller ej, er det stadig sæson for rodfrugter. Vi begynder mandag med en af mine yndlingsretter med rodfrugter, nemlig den her sellerischnitzel, der bliver sprød uden på og blød inden i.
Sellerischnitzel var en klassiker i 80'erne, men den holder endnu.
Jeg er generelt modstander af at tale om plantebøffer, men lige her giver termen faktisk mening. Det ligner en schnitzel, og selv om kød og grøntsager ikke skal sammenlignes, så giver den masser af umami og kan træde i stedet for det kendte stykke kød.
Tirsdag er der congee på menuen. Det er en asiatisk risgrød, som går ind under betegnelsen comfort food. Altså mad, der gør dig veltilpas i kroppen, og som er særlig god her, hvor vi venter på foråret. I denne congee er ris kogt i kyllingefond, og det er serveret med krydderurter, æg og peanuts. Du kan næsten selv fornemme, hvor godt det smager.
En anden form for comfort food er dahl. I den her version bliver den ekstra cremet, da Ditte Ingemann tilsætter kokosmælk. Det smarte er tilmed, at det hele kan laves ved brug af kun en gryde. Win win på en onsdag.
Det føles som et lykketræf, da jeg i dag faldt over en Ottolenghi opskrift fra vores arkiv, som, jeg havde glemt, eksisterede. Nemlig denne blomkålssalat, der er en Ottolenghi-classic med masser af krydderurter, granatæblekerner og pistacienødder. Salaten består af både rå og bagt blomkål, og det er typisk Ottolenghi. I det grønne køkken er det nemlig ekstra vigtigt at arbejde med forskellige teksturer, og det hele ender som en fremragende smagsoplevelse.
Jeg er blevet ret vild med at lave tacos og er gået så vidt, at jeg har investeret i tacoholdere. Det ser flot ud, når man serverer tacos. Især når jeg laver de her tacos med fyld af bønnemos lavet på sorte bønner, syltede grøntsager og friskost (jeg bruger en blød gedeost). Bønnemosen er fyldig samt rig på smag, og sammen med de farverige grøntsager udløser det ’wauw’ og ’uhhm’, når de bliver spist.
Hvis du trænger til et stykke italiensk omsorgsmad, vil jeg anbefale dig at lave en omgang Melanzane alla parmigiana. Her smelter auberginer, parmesan og tomatsauce sammen til en slags velsmagende, grøn lasagne. Vi er igen ovre i den kategori, der hedder comfort food, og du bliver ikke skuffet!
Vi slutter ugen med Marie Holms drømmekage, hvor du også finder et par varianter af den gode kage. Nemlig med kaffe og med havregryn i stedet for kokos.
Med ønske om en god maduge